Sådan kan Israel vinde

Siden jeg i en klumme i sidste uge argumenterede for, at Israel kan og må nedkæmpe de palæstinensiske arabere, har en hel krydsild af svar anfægtet denne påstand. Nogle var trivielle (Ha'aretz trykte en artikel, som udfordrede min ret på at ytre min mening om sådanne spørgsmål, fordi jeg ikke bor i Israel), men de fleste rejste nogle alvorlige spørgsmål, som fortjener et svar.

Oldtidens kinesiske strateg Sun Tzu observerede, at i krig "Lad dit store mål være sejr," og han vakte genklang hos det 17. årh.'s østrigske krigsfilosof, Raimondo Montecuccoli. Dennes preussiske efterfølger Clausewitz tilføjede, at "Krig er en voldelig handling for at tvinge fjenden til at udføre vores vilje." Disse indsigter gælder den dag i dag: Sejr består i at påtvinge fjenden sin vilje, hvilket typisk betyder at tvinge ham til at opgive sine krigsmål. Konflikter ender sædvanligvis med, at den ene sides vilje bliver knust.

Teoretisk set behøver det ikke at være tilfældet. Krigsførende nationer kan indgå kompromis, de kan gensidigt udmatte hinanden, eller de kan løse deres uoverensstemmelser i skyggen af en større fjende (som da England og Frankrig, der længe var blevet betragtet som "naturlige og nødvendige fjender," i 1904 underskrev en Entente Cordiale på grund af deres fælles bekymring over Tyskland.)

Den slags resolutioner, "ingen sejrherre, ingen taber," udgør imidlertid undtagelsen i moderne tid. Selvom Irak og Iran afsluttede deres krig fra årene 1980-88 i en tilstand af gensidig udmattelse, løste dette bånd f.eks. ikke uoverensstemmelserne mellem dem. I almindelighed er det sådan, at så længe ingen af parterne oplever nederlagets kvaler – at få sine forhåbninger knust, miste sine skatte og få sine liv udslettet – så består muligheden for krig.

Man ville måske forvente, at denne kval følger efter et knusende tab på slagmarken, men dette har siden 1945 sædvanligvis ikke været tilfældet. Nedskudte fly, ødelagte tanks, udtømte våbenforsyninger, deserterende soldater og mistede landområder er sjældent afgørende. Tænk på de mangfoldige arabiske tab til Israel i perioden 1948-82, Nordkoreas tab i 1953, Saddam Husseins i 1991 og de irakiske sunniers i 2003. I alle disse tilfælde blev slagmarkens nederlag ikke omsat i fortvivlelsse.

I de seneste årtiers ideologiske miljø betyder moral og vilje mere. Franskmændene gav op i Algier i 1962, selvom de havde flere mænd og flere våben end deres fjender. Det samme gjaldt amerikanerne i Vietnam i 1975 og sovjetterne i Afghanistan i 1989. Den Kolde Krig ophørte uden dødsofre.

Hvis man anvender denne indsigt på Israels krig mod de palæstinensiske arabere, peger det mod flere konklusioner:

• Israel nyder næppe nogen handlefrihed med hensyn til at søge sejren; især bliver det bremset af ønskerne hos sin primære allierede, den amerikanske regering. Det er grunden til, at jeg, en amerikansk kommentator, tager spørgsmålet op med henblik på at øve indflydelse på politikken i USA og andre vestlige lande.
• Israel burde anspores til at overbevise de palæstinensiske arabere om, at de har tabt, til at påvirke deres psykologi.
• Et aggressivt skridt såsom at "forflytte" palæstinensiske arabere ud af Vestbredden ville give bagslag for Israel og fremkalde et endnu større raseri, øge antallet af fjender og gøre konflikten varig.
• Modsat, så mindsker oplevelsen af Israels svaghed muligheden for et palæstinensisk arabisk nederlag; således inspirerede israelernes fejltrin i Oslo-årene (1993-2000) og tilbagetrækningen fra Gaza til palæstinensisk arabisk opstemthed og mere krig.
• Israel behøver kun at nedkæmpe de palæstinensiske arabere, ikke alle de arabiske eller muslimske befolkninger, som i sidste instans vil følge det palæstinensisk arabiske førerskab.

Jeg afstår fra at foreslå specifikke skridt, som Israel bør tage, dels fordi jeg ikke er israeler, og dels fordi det er for tidligt at diskutere taktik med henblik på at vinde, før sejren er blevet den valgte politik. Det må være tilstrækkeligt at sige, at de palæstinensiske arabere opnår umådelig hjælp og styrke fra et verdensomspændende netværk af støtte fra NGO'er, lederskribenter, akademikere og politikere; at det fabrikerede palæstinensisk arabiske "flygtningeproblem" befinder sig i konfliktens klamme hjerte, og at manglen på anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad gnaver. Disse tre spørgsmål har tydeligvis førsteprioritet.

Ironisk nok ville en israelsk succes med hensyn til at knuse den palæstinensisk arabiske krigsmoral være det bedste, der nogensinde var overgået de palæstinensiske arabere. Det ville betyde, at de omsider opgav deres modbydelige drøm om at udslette deres nabo og i stedet gav sig selv en chance for at koncentrere sig om deres egen statsdannelse, økonomi, samfundsstruktur og kultur. For at blive et normalt folk, hvis forældre ikke opmuntrer deres børn til at blive selvmordsterrorister, må de palæstinensiske arabere gennemleve nederlagets hårde prøvelse.

Beslægtede emner:  Den arabisk-israelske konflikt & diplomatiet, Israel tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.