Ariel Sharon vendte op og ned på den israelske politik den 21. nov., da han kundgjorde sin afgang fra det Likud-parti, som han havde været med til at danne 32 år tidligere.
Den følgende uge bød på en syndflod af meningsmålinger, hvor resultaterne bestandigt pegede i retning af en dundrende succes for Sharons nye parti, kaldet Kadima ("Fremad"). Tre målinger indsamlet af IMRA viste for eksempel, at Kadima stod til at vinde mellem 32 og 34 af Knessets i alt 120 pladser, fulgt af Arbejderpartiet med godt 26 og Likud med ynkelige 13. De øvrige partier nåede end ikke op på 10 pladser.
Men hvor længe vil dette nye parti vare, og hvor dybtgående vil dets indvirkning blive?
Den bedste ledetråd til vurdering af Kadimas indvirkning opnås ved at kikke på historien for sammenlignelige partier i israelsk politik. Heldigvis bringer Bernard Susser og Giora Goldberg netop sådan en analyse i en smukt timet artikel, præget af grundig forskning og med den skarpe titel "Escapist Parties in Israeli Politics" (eskapistiske partier i israelsk politik), i det seneste nummer af Israel Affairs,der er redigeret af Efraim Karsh.
Forfatterne skriver, at "eskapistiske politiske partier … næsten har udgjort et fast inventar i det israelske politiske liv de seneste 40 år." At kalde Kadima for eskapistisk kan måske lyde som en fornærmelse, men Sharons nye parti passer fint til Susser og Goldbergs brug af dette begreb. Faktisk skelner de mellem to typer eskapistiske partier, "anomiske" og "ny start." Førstnævnte, som ikke interesserer os synderligt her, er rettet mod "fremmedgjorte, politisk flydende stemmer med beskeden investering i det politiske system" og har gennem årene omfattende farverige, men lidet huskede personlige partier som Shmuel Flatto-Sharons, Pnina Rosenblums og Rabbiner Yitchak Kadouries, for ikke at tale om det bizarre parti Grønt Blad (dvs. marihuana) under de seneste valg.
I modsætning hertil har "ny start"-partierne spillet en langt større rolle og omfattet Dash, Centrum, Yisrael Acheret, Shinui og Ha'olam Hazeh. (Overraskende nok tæller Susser og Goldberg også Shas med under denne kategori.) Ser man bort fra de mere overfladiske forskelle, så har disse organisationer mange fællestræk i deres karakter og skæbne.
For det første udtrykker de "en stærk trang til at skære igennem virvaret af vanskeligheder [som omgiver Israel] med opmuntrende skarpe og beslutsomme svar" og opstår, fordi den israelske vælgerskare bliver demoraliseret, "når komplicerede problemer bliver ved med at modsætte sig en løsning." De er således ikke "produkter af en langvarig og langsom politisk udviklingsperiode. De har meget større tendens til at bryde pludseligt og dramatisk frem på den politiske scene."
Med hensyn til indstilling har ny-start-partierne meget til fælles:
De har tendens til at være ideologisk ufokuserede. Det er vanskeligt at benytte konventionelle kategorier som venstre og højre, due og høg, socialist og kapitalist, samfundssystem eller anti-samfundssystem til at beskrive dem. Deres svar på politiske problemer har tendens til at være sensationsprægede, ukomplicerede og etisk ladede. De lover hurtige resultater og dramatiske successer. De udviser en lav tærskel for politiske tvetydigheder. … Eskapistiske partier vil normalt hævde, at de tilhører den politiske "midte," også selvom partiets ledelse måske står nærmere en af de ideologiske poler.
Denne holdning betyder, at de er tilbøjelige til at tillægge vælgerne samme tendens: "Idet de hævder at repræsentere en underliggende national konsensus, at udgøre et tavst flertals stemme, gør de sig alle mulige anstrengelser for at appellere til så bred og varieret en vælgerskare som muligt." De har også en anden appel, der ligner: "De er særligt dygtige til at tappe af og hævde at repræsentere frustrationerne hos en irriteret vælgerskare. … eskapistiske partier er tilbøjelige til at vægte det personlige højere end det indholdsmæssige. De fremhæver i højere grad deres egne ulastelige skudsmål og deres ledelses dygtighed end de synspunkter, de kæmper for."
Dette betyder, at lederskab og struktur ligeledes har visse fælles træk:
Ledelsen i disse eskapistiske partier udgør sædvanligvis en slående blanding af personer med kun meget beskeden ideologisk kohærens. De er tilbøjelige til at blive hentet, til tider ganske uden skelnen, fra alle hjørner af det ideologiske spektrum. … det er partier med en national ledelse, men uden græsrodsorganisationer eller udbredt lokal repræsentation.
Og så det afgørende indspark: "De eskapistiske partiers forventede levetid tenderer til at være ganske kortvarig. Ofte holder de ikke mere end én eller to valgrunder, før de forsvinder igen."
Susser-Goldberg-modellen passer ikke fuldkommen på Sharons parti, for de ny-start-partier, som de beskriver, blev dannet af politiske outsidere fra forretningsverdenen, pressen eller den akademiske verden, som, trætte af status quo, sprang ind på den politiske arena – næppe det samme som en siddende premierminister. Men selv i så henseende findes der ét nærliggende fortilfælde, nemlig David Ben-Gurion og hans Rafi-parti, som blev dannet, mens han ikke var i embede, og som kun holdt i kort tid. Alt i alt passer det meget godt. Ligesom tilfældet har været ved andre ny-start-partier, forsøger det presserende og arrogant at transcendere den dybe venstre-højre-splittelse i israelsk politik og tilbyde noget, der på én gang er friskt og syntetisk.
Heri ligger dets eskapistiske natur og grunden til, at jeg forudser, at Sharons Kadima-parti (1) falder næsten lige så hurtigt, som det er opstået, og (2) efterlader sig en mager arv.
