Det oprør blandt muslimske unge, som begyndte den 27. oktober i Frankrig, ledsaget af råbet "Allahu Akbar", kan meget vel blive et vendepunkt i europæisk historie.
Det, der begyndte i Clichy-sous-Bois i udkanten af Paris, havde på sin 11. nat bredt sig til 300 franske storbyer og byer, såvel som til Belgien og Tyskland. Volden, som allerede har fået mange udtryksfulde navne – intifada, jihad, guerillakrig, opstand, oprør og borgerkrig – fremkalder adskillige overvejelser.
Afslutning på en æra: Tiden med kulturel uvidenhed og politisk naivitet, hvor franskmændene kunne dumme sig uden at se eller mærke følgerne, nærmer sig sin afslutning. Som i andre europæiske lande (navnlig Danmark og Spanien) har en lang række forbundne spørgsmål, som alle berører den muslimske tilstedeværelse, nu bevæget sig op i toppen af den politiske dagsorden i Frankrig, og der vil de sikkert forblive i årtier.
Disse spørgsmål inkluderer en nedgang i den kristne tro og et tilhørende demografisk fald; et vugge-til-grav velfærdssystem, som lokker immigranterne til samtidig med, at det dræner den langsigtede, økonomiske levedygtighed; en fremmedgørelse fra historiske skikke til fordel for livsstilseksperimenter og intetsigende multikulturalisme; en manglende evne til at kontrollere grænserne eller assimilere immigranterne; et kriminalitetsmønster, som gør europæiske storbyer langt mere voldsprægede end de amerikanske, og et opsving i islam og radikal islam.
Ikke det første: Den franske opstand er på ingen måde det første tilfælde af semi-organiseret muslimsk oprørskhed i Europa – nogle dage tidligere var der optøjer i Birmingham, England, og disse blev ledsaget af andre i Århus, Danmark. Frankrig selv har en historie af muslimsk vold, som går tilbage til 1979. Det, der er anderledes ved den nuværende runde, er dens varighed, omfang, planlægning og vildskab.
Pressens benægtelser: Den franske presse refererer forsigtigt til den "urbane vold" og fremstiller urostifterne som ofre for systemet. Mainstream-medierne benægter, at det har noget at gøre med islam, og ignorerer den gennemgående islamistiske ideologi med dennes hadske anti-franske holdninger og klare ambitioner om at beherske landet og erstatte dets civilisation med islams.
Endnu en jihad-metode: Opfindsomme muslimer i det nordvestlige Europa har i de senere år udbredt tre særskilte former for jihad: den primitive udgave, som blev udført i England, hvor man dræbte tilfældige passagerer, der var på vej rundt i London; den målrettede udgave i Holland, hvor individuelle politiske og kulturelle ledere bliver peget ud, truet og i nogle tilfælde angrebet; og nu den mere diffuse vold i Frankrig, i mindre grad specifikt morderisk, men også politisk mindre afviselig. Hvilke af disse eller andre metoder, der vil vise sig mest virkningsfulde, er endnu uklart, men den britiske variant er klart bagslagsgivende, så den hollandske og den franske strategi vil formodentlig blive anvendt igen.
Sarkozy versus Villepin: To ledende franske politikere og mulige kandidater til præsidentposten i 2007, Nicolas Sarkozy og Dominique de Villepin, reagerede på optøjerne på helt modsatte måder, idet førstnævnte anlagde en hård linje (og erklærede "nul tolerance" over for bykriminaliteten) og sidstnævnte en blød (idet han afgav løfte om en "handlingsplan" for at forbedre forholdene i byerne).
Anti-stat: Optøjerne begyndte otte dage efter, at Mr. Sarkozy bekendtgjorde en ny politik præget af "krig uden barmhjertighed" mod volden i byerne, og to dage efter at han havde kaldt nogle voldelige unge for "afskum." Mange af urostifterne ser sig selv som værende i en magtkamp med staten og retter derfor deres angreb mod dens symboler. En typisk rapport citerer Mohamed på 20 og søn af en marokkansk immigrant for at have erklæret, at "Sarko har erklæret krig …, så det er krig, han får." Repræsentanter for uromagerne har krævet, at det franske politi forlader de "besatte områder"; til gengæld har Mr. Sarkozy til dels givet "fundamentalister" skylden for optøjerne.
Franskmændene kan reagere på tre måder. De kan føle sig skyldige og formilde uromagerne med særlige rettigheder og de "massive investeringsplaner", som nogle kræver. Eller de kan ånde lettede op, når det hele ender, og fortsætte som hidtil, såden som de har gjort efter tidligere kriser. Eller de kan forstå dette som åbningssalven til en kommende revolution og tage de vanskelige skridt henimod en afslutning på tidligere årtiers forsømmelse og forkælelse.
Jeg forventer en blanding af de to første reaktioner, og at Mr. Villepins formildende holdning vil sejre, trods Mr. Sarkozys fremstormen i meningsmålingerne. Frankrig må afvente noget større og mere ærefrygtindgydende til at vække landet af dets søvnighed. Men langtidsprognosen er imidlertid uundgåelig: "den søde drøm om universel kulturel samstemmighed er," som Theodore Dalrymple udtrykker det, "blevet erstattet af de permanente konflikters mareridt."
