Da den malaysiske valuta pludselig faldt i slutningen af 1997, sagde landets daværende premierminister, Mahathir Mohamad, at han havde "klare oplysninger" om, at der stod jøder bag. "Vi ønsker ikke at sige, at dette er en sammensværgelse begået af jøderne, men i virkeligheden er det en jøde, som har udløst valutafaldet, og tilfældigvis er [finansmanden George] Soros jøde." Mr. Mahathir fortsatte med at sige, at ligesom "jøderne ville udplyndre palæstinenserne … er det det samme, de gør mod vores land."
Mahathirs antisemitisme er så typisk for diskussionen i den muslimske verden gennem den seneste generation, at jeg har fundet en "foruroligende parallel" mellem denne og Nazi-Tyskland i 1930'erne.
Denne baggrund afslører tydeligt det historiske i den pakistanske præsident, Pervez Musharrafs tale til American Jewish Congress den 17. september. Som et yderligere sammenfald pegede også han på George Soros som et symbol på jødisk finansiel dygtighed, men ganske anderledes.
Idet Mr. Musharraf roste de jødiske grupper i USA, bemærkede han, at de "stod forrest i modstanden mod den etniske udrensning af muslimer i Bosnien," og han tilføjede: "Jeg er blevet fortalt, at den største bidragyder til den bosniske sag var den jødisk-amerikanske forretningsmand og filantrop George Soros."
De fleste nyhedsdækninger af Musharrafs tale fokuserede på udsigten til, at Pakistan vil åbne for diplomatiske forbindelser til Israel (Reuters: "Pakistansk leder opfordrer amerikanske jøder til at hjælpe med at skabe fred"), men det ved Musharrafs tale, som potentielt kan få varig betydning – ud over den blotte kendsgerning, at den blev holdt for en jødisk organisation – var præsidentens respektfulde, korrekte og konstruktive kommentarer om jøder.
Han indledte med den vigtige iagttagelse, at jøder og muslimer "har mange ligheder og få forskelle i deres tro og kultur," og nævnte derpå tre specifikke ting: troen på den ene Gud, fælles hilsemåde, og et fælles udtryk i Talmud og Koranen. Og Moses, påpegede han, er den profet, der oftest bliver refereret til i Koranen.
Mr. Musharraf bemærkede, hvordan "vore erfaringer og historier er kædet sammen" og uddybede derefter det, han kaldte for de to samfunds "rige og meget lange" udvekslingshistorie. Han nævnte de "strålende eksempler" i Cordova, Baghdad, Istanbul og Bukhara, det muslimske Spaniens gyldne tidsalder og de fælles oplevelser af den spanske inkvisition. Idet han generaliserede ud fra inkvisitionen, hævdede han korrekt, at jøder og muslimer "ikke alene har levet sammen og delt hinandens velstand, men de har også lidt sammen."
Mod denne baggrund skildrede Mr. Musharraf perioden siden 1945 som en afvigelse. Som jeg også har bemærket, var året 1945 det omdrejningspunkt, hvor jøder holdt op med at forlade den kristne verden til fordel for den islamiske verden og skiftede retning. De seneste seks årtier har med andre ord brudt med 13 århundreders mønster. Mr. Musharraf undlod at tilskrive nogen skylden for denne kløft, men begrænsede sig til at notere, at problemerne opstod i det "blodigste århundrede i menneskehedens historie."
Han roste de amerikanske jøder for deres rolle i beskyttelsen af Bosniens muslimer og priste dem for at have givet "retslig og anden assistance" til muslimer i USA. "Jeg ønsker at anerkende og påskønne dette," sagde han. Mr. Musharraf smigrede også jøderne med, at de var "formentlig det mest fremtrædende og indflydelsesrige samfund" i Amerika. Med et blik på fremtiden understregede han medfølelsens rolle ved en reparation af de muslimske-jødiske relationer.
For rigtigt at påskønne betydningen af hans tale bør den høres med muslimske ører. Det lyder måske f.eks. ikke af så meget, at han refererede til Holocaust som det jødiske folks "største tragedie," men overfloden af muslimske Holocaust-fornægtere, herunder den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas, gør dette til en betydningsfuld udtalelse.
Mr. Musharrafs tale kan kun i betydelig grad påvirke muslimers syn på jøder, såfremt den er et led i en større bestræbelse. I spørgetiden spurgte jeg ham derfor, om han agter at tage skridt til at sikre, at hans syn på jøder blev udbredt. Han indrømmede, at han ikke havde gennemtænkt dette, men lige på stedet, i fuld offentlighed og foran en hob af fjernsynskameraer forpligtede han sig til at gøre netop dette.
Mr. Musharrafs udstrakte hånd til jøderne er en del af et langt bredere projekt med at udvikle noget, som han kalder for "Oplyst Moderation" i Islam. Selvom der indtil nu er tale om mere snak end handling, så er selv disse ord en stor bedrift. Desværre er det kun ham og en enkelt anden muslimsk leder, Kong Abdullah II af Jordan, som udtaler sig om en moderat udgave af Islam, men i det mindste gør disse to det.
Mr. Musharraf fortjener påskønnelse og opmuntring for sin indsats.
