Efterhånden som de fulde følgevirkninger af terrorangrebene i London, begået af hjemlige jihadis, trænger ind, taler vesterlændinge om problemet med den radikale islam med en ny klarhed og dristighed.
Den mest dybtgående udvikling er briternes og andres pludseligt opståede behov for at definere betydningen af deres egen nationalitet. Ansigt til ansigt med den islamistiske udfordring må en historisk identitet, som engang blev taget for givet, nu kodificeres.
Dette kan ses i dagligdagen, hvor islamistiske påstande har fremprovokeret en ny, europæisk villighed i de seneste måneder til at forsvare traditionen – således som det ses af forbydelsen af burkaer i Italien, kravet om at en tysk skoledreng deltager i svømmeundervisningen, der er fælles for de to køn, og kravet om at ansøgere om irsk statsborgerskab afsværger polygami. Da en fremstående belgisk politiker aflyste en frokost med en iransk gruppe, efter at dennes medlemmer havde krævet, at der ikke blev serveret alkohol, forklarede hans talsmand: "Man kan ikke tvinge Belgiens myndigheder til at drikke vand."
Som to udtalelser på den samme dag i sidste uge, nemlig den 24. august, viser, går førende, vestlige politikere længere end til disse mindre enkeltsager for at nærme sig den civilisation, det hele handler om.
Den britiske skyggeundervisningsminister og en af Det Konservative Partis fremmeste kandidater, David Cameron, definerede britiskhed som "frihed under loven" og tilføjede, at dette udtryk "forklarer næsten alt, hvad man behøver at vide om vores land, vore institutioner, vores historie, vores kultur – endda vores økonomi." Australiens finansminister, Peter Costello, som anses for at være arvtager efter premierminister Howard, har sagt: "Australien forventer af sine borgere, at de overholder nogle elementære spilleregler – demokratiet, retssikkerheden, det uafhængige retsvæsen, individets frihedsrettigheder."
Mr. Cameron talte med en dristighed, som er enestående i de fire års politiske diskurs siden 11. september 2001: "Drivkraften bag vore dages terroristtrussel er islamistisk fundamentalisme. Kampen, som vi er kastet ud i, er i sin kerne ideologisk. Gennem det seneste århundrede har der udviklet sig en tendens til islamistisk tænkning, der ligesom andre totalitalitære tankegange, såsom nazismen og kommunismen, tilbyder sine tilhængere en slags udfrielse gennem vold."
Mest slående er de stigende opfordringer til at presse islamisterne ud. To politikere har rådet udenlandske islamister til at holde sig væk. Quebecs minister for internationale forbindelser, Monique Gagnon-Tremblay, trak velkomstmåtten væk under fødderne på dem, "som ønsker at komme til Quebec, og som ikke respekterer kvinders rettigheder, eller som ikke respekterer, hvad der måtte være af rettigheder i vores borgerlige moralkodeks." Premierministeren for New South Wales, Australien, som inkluderer Sydney, Bob Carr, ønsker, at kommende immigranter skal kunne nægtes visa, såfremt de nægter at integrere sig: "Jeg mener ikke, at de bør lukkes ind," sagde han.
Mr. Costello gik videre, idet han bemærkede, at Australien "er baseret på et demokrati. Ifølge vores forfatning har vi en verdslig stat. Vore love udformes af det australske parlament. Hvis dette ikke er dine værdier, hvis du ønsker et land, der har sharia-lov eller en teokratisk stat, så er Australien ikke stedet for dig." Islamister med dobbelt statsborgerskab, foreslog han, skal kunne anmodes om at "benytte det andet statsborgerskab," dvs.forlade Australien..
Ligeledes opfordrede Australiens undervisningsminister, Brendan Nelson, også den 24. august, immigranter til at "forpligte sig på den australske forfatning, Australiens retssamfund." Hvis ikke, "kan de grundlæggende set forsvinde." Geert Wilders, der leder sit eget lille parti i det hollandske parlament, har på tilsvarende vis opfordret til udsmidning af immigranter uden statsborgerskab, som nægter at integrere sig
Men det var den britiske skyggeforsvarsminister, Gerald Howarth, der gik længst, da han i begyndelsen af august foreslog, at alle britiske islamister skal ud. "Hvis de ikke bryder sig om vores måde at leve på, findes der et ganske enkelt middel: Tag til et andet land, rejs." Han rettede endda dette princip mod islamister, der er født i England (sådan som tilfældet var med tre af de fire bombemænd i London): "Hvis I ikke kan love troskab over for dette land, så rejs."
Disse udtalelser, som alle stammer fra det seneste halve år, udløser adskillige betragtninger. For det første, hvor er amerikanerne? Ingen fremstående, amerikansk politiker har talt om at gøre amerikansk bosatte islamister uvelkomne. Hvem vil være den første?
For det andet lægger man mærke til det konstante fokus på loven og lovrelaterede emner. Dette fremhæver korrekt den kendsgerning, at det islamistiske projekt i sidste instans drejer sig om indførelsen af islamisk lov, sharia.
Og endelige er alle disse kommentarer sandsynligvis retningsgivende indikatorer på en bredere kampagne med henblik på at begrænse og fjerne islamister – et skridt, som ikke kommer et øjeblik for tidligt.
