Har Israels kritikere ret? Er "besættelsen" af Vestbredden og Gaza årsagen til de palæstinensiske araberes anti-semitisme, deres selvmordsfabrikker og deres terrorisme? Og er det sandt, at disse rædsler vil ophøre, så snart israelske borgere og tropper forlader territorierne?
Svaret skal snart vise sig. Med startdato den 15. august vil den israelske regering smide omkring 8.000 israelere ud af Gaza og give deres landområder til Det Palæstinensiske Selvstyre. Ud over at være en enestående begivenhed i moderne historie (intet andet demokrati har med magt rykket i tusindvis af sine egne borgere af samme religion op med rode fra deres lovmæssige hjem) er det også et sjældent, levende, socialvidenskabeligt eksperiment.
Vi står ved en fortolkningsmæssig skillevej. Hvis Israels kritikere har ret, vil tilbagetrækningen fra Gaza forbedre palæstinensernes holdning til Israel, føre til et ophør af ansporelsen til vold og et stærkt fald i forsøgene på voldsanvendelse, efterfulgt af fornyede forhandlinger og en endegyldig aftale. Logikken kræver trods alt, at hvis "besættelsen" er problemet, må afslutningen på den, selv delvist, føre til en løsning.
Men jeg forudser et helt andet udfald. I betragtning af, at omkring 80% af de palæstinensiske arabere fortsat afviser selve Israels eksistens, vil tegn på israelsk svaghed såsom den kommende tilbagetrækning fra Gaza i stedet inspirere til øget palæstinensisk irredentisme. Mens de palæstinensiske arabere vil tage imod deres nye gave uden taknemlighed, vil de fokusere på de territorier, som israelerne ikke har evakueret. (Det var, hvad der skete, efter at de israelske styrker trak sig ud af Libanon.) Tilbagetrækningen vil inspirere, ikke til venskabeligt samkvem, men til en fornyet rejektionistisk opstemthed, et endnu større vanvid af anti-zionistisk vrede og en bølge af anti-israelsk vold.
De palæstinensiske arabere siger selv åbent netop dette. En højtstående Hamas-figur i Gaza, Ahmed al-Bahar, siger: "Israel har aldrig før befundet sig i en sådan tilstand af tilbagetrækning og svaghed, som det gør nu efter mere end fire års intifada. Hamas' heroiske angreb blottede det impotente zionistiske sikkerhedsapparats svaghed og forgængelighed. Tilbagetrækningen markerer ophøret af den zionistiske drøm og er et tegn på den jødiske stats moralske og psykologiske svækkelse. Vi tror på, at modstanden er den eneste måde, hvorpå man kan presse jøderne."
En Hamas-talsmand, Sami Abu Zuhri, siger ligeledes, at tilbagetrækningen "skyldes de palæstinensiske modstandsoperationer. … og vi vil fortsætte vores modstand."
Andre er mere specifikke. Under et massemøde i Gaza by sidste torsdag dansede og sang godt 10.000 palæstinensiske arabere og messede: "I dag Gaza, i morgen Jerusalem." Kommandøren for Gazas folkelige modstandskomiteer, Jamal Abu Samhadaneh, erklærede søndag: "Vi flytter vore celler til Vestbredden" og advarede: "Tilbagetrækningen er ikke fuldført uden Vestbredden og Jerusalem." Det Palæstinensiske Selvstyres Ahmed Qurei erklærer ligeledes, "Vores march standser først i Jerusalem."
De palæstinensiske araberes intentioner bekymrer endda israelske venstrefløjsfolk. En Ha'aretz-specialist vedrørende arabiske forhold, Danny Rubinstein, bemærker, at premierminister Sharon først besluttede at forlade Gaza, efter at det anti-israelske blodbad dér havde eskaleret. "Selvom så disse angreb ikke var grunden til, at Sharon fremsatte ideen om tilbagetrækning, så er palæstinenserne sikre på, at det er tilfældet, og dette har styrket deres tro på, at Israel kun forstår terrorangrebenes og voldens sprog."
Israel National News har samlet andre venstrefløjskommentarer.
- En tidligere justitsminister og formand for Yahad/Meretz-partiet, Yossi Beilin: "Der eksisterer en konkret fare for, at volden vil tiltage kraftigt på Vestbredden efter tilbagetrækningen med henblik på at opnå det samme, som blev opnået i Gaza."
- En tidligere udenrigsminister fra Arbejderpartiet, Shlomo Ben-Ami: "En énsidig tilbagetrækning fastslår Israels image som et land, der løber sin vej, når det kommer under pres ... I Fatah og Hamas vil de antage, at de bør forberede sig på deres trejde intifada – denne gang på [Vestbredden]."
- En tidligere chef for sikkerhedstjenesten, general Ami Ayalon: "Tilbagetrækning uden at få noget til gengæld vil sandsynligvis af nogle palæstinensere blive tolket som overgivelse. ... Der er stor risiko for, at kort efter tilbagetrækningen vil volden blusse op igen."
- En tidligere kommandør fra luftvåbnet, Eitan Ben-Eliyahu: "Der er ingen chance for, at tilbagetrækningen vil garantere længerevarende stabilitet. Planen, som den foreligger, kan kun føre til terrorismens genopblussen."
Jeg forudser, at begivenhederne vil vise, at Israels kritikere tog totalt fejl, men de vil ikke lytte. Uden at bekymre sig om kendsgerningerne vil de kræve yderligere israelske tilbagetrækninger. Israels solo-ulykke bereder sørgeligt nok vejen for endnu flere katastrofer.
