Takket være krigen i Irak opfatter store dele af verden den britiske regering som resolut og barsk og den franske som afdæmpende og svag. Men i en anden krig, nemlig den mod terrorisme og radikal islam, gør det omvendte sig gældende: Frankrig er den modigste nation i Vesten, endnu mere end Amerika, mens briterne er de mest uheldige.
Terrorister med base i England har udført operationer i Pakistan, Afghanistan, Kenya, Tanzania, Saudi Arabien, Irak, Israel, Marokko, Rusland, Spanien og Amerika. Mange regeringer – den jordanske, egyptiske, marokkanske, spanske, franske og amerikanske - har protesteret imod, at London nægter at lukke landets islamistiske terroristinfrastruktur ned eller udlevere efterlyste terroroperatører. I frustration har Egyptens præsident Hosni Mubarak offentligt fordømt England for "at beskytte mordere. "En amerikansk sikkerhedsgruppe har opfordret til, at England opføres som terrorisme-sponsorerende stat.
Anti-terrorismespecialister foragter briterne. Roger Cressey kalder London for "højst sandsynligt det vigtigste jihadistcentrum i Vesteuropa." Steven Simon affærdiger den britiske hovedstad med, at den er "Stjernekrigs-barscene" for islamiske radikale. Mere brutalt har en efterretningsembedsmand sagt om sidste uges angreb: "Terroristerne er vendt hjem. Det er gengældelsens time for … en uansvarlig politik."
Mens London huser terrorister, huser Paris et tophemmeligt anti-terrorismecenter, med kodenavnet Alliance Base, hvis eksistens for nylig blev afsløret af Washington Post. På Alliance Base har seks af de største vestlige regeringer siden 2002 udvekslet efterretninger og kørt anti-terrorismeoperationer – sidstnævnte gør alliancen unik.
Mere bredt gav præsident Chirac blot få dage efter 11. september 2001 de franske efterretningsagenturer besked på at udveksle terrorismedata med deres amerikanske sidestykker, "som om de var jeres egen tjeneste." Samarbejdet fungerer: En tidligere fungerende CIA-direktør, John E. McLaughlin, kaldte den gensidige efterretningsforbindelse for "en af de bedste i verden." Briterne har måske nok et "særligt forhold" til Washington omkring Irak, men franskmændene har det, når det gælder krigen mod terror.
Frankrig tildeler terroristmistænkte færre rettigheder end nogen anden vestlig stat, idet man tillader afhøring uden tilstedeværelse af en advokat, langvarig indespærring forud for domfældelse og beviser erhvervet under tvivlsomme omstændigheder. Forfatteren til Al-Qaida's Jihad in Europe, Evan Kohlmann, siger, at han, såfremt han var terrorrismemistænkt, "ville bryde sig mindst om at være tilbageholdt under" det franske system.
De mangfoldige fransk-britiske forskelle i behandlingen af radikal islam kan opsummeres i et eksempel på, hvad muslimske piger har lov at iklæde sig inden for det offentlige skolevæsen.
Denbigh High School i Luton, 30 miles nordvest for London, har en elevskare, som består af omkring 80% muslimer. For nogle år siden tilpassede skolen sig til disses tros- og traditionsbestemte beklædningsbehov, herunder en kvindelig elevuniform bestående af pakistanske shalwar kameez-bukser, en ærmeløs trøje og hijab hovedbeklædning. Men da en teenager af bangladeshisk oprindelse, Shabina Begum, i 2004 insisterede på at bære en jilbab, som tildækker hele kroppen undtagen ansigt og hænder, sagde Denbigh-administrationen nej.
Disputten endte i en retssag og appelretten afsagde til sidst en kendelse i Ms. Begums favør. Som følge heraf må de britiske skoler nu lovbefæstet acceptere jilbaben. Og ikke bare det, men premierminister Blairs kone, Cherie Booth, var Ms. Begums advokat på ankeniveau. Ms. Booth kaldte kendelsen for "en sejr for alle muslimer, som ønsker at bevare deres identitet og deres værdier trods fordomme og intolerance."
I modsætning hertil forbød den fanske regering ligeledes i 2004 hijaben, det muslimske hovedtørklæde, på offentlige uddannelsesinstitutioner, trods glødende modstand både i Frankrig og blandt islamister verden over. I Teheran råbte de protesterende "Død over Frankrig!" og "Død over zionisten Chirac!" Det Palæstinensiske Selvstyres mufti, Ikrima Sa'id Sabri, erklærede, at de "franske love, som forbyder hijaben, er en krigserklæring imod islam som religion." Den saudiske stormufti, Abdul Aziz al-Sheikh, kaldte dem for en krænkelse af menneskerettighederne. Da "Islamic Army in Iraq" kidnappede to franske journalister, truede den med, at de ville blive henrettet, med mindre forbuddet mod hijaben blev trukket tilbage. Paris stod fast.
Hvad ligger der bag disse modsatrettede reaktioner? Briterne har tilsyneladende mistet interessen for deres egen kulturarv, mens fransmændene holder fast i deres: Mens briterne forbyder rævejagt, forbyder franskmændene hijaber. De førstnævnte byder med åbne arme multikulturen velkommen, de sidstnævnte bevarer en stolthed over deres egen historiske kultur. Denne kontrast, når det gælder identitet, gør England til det vestlige land, der er mest sårbart over for den radikale islams hærgen, mens Frankrig, trods alle sine politiske fejltagelser, har fastholdt en selvfølelse, som måske vil kunne bære det igennem.
