Da præsident Bush for nogle måneder siden blev spurgt, om muslimer dyrker den samme almægtige Gud som jøder og kristne, svarede han: "Jeg tror på, at vi dyrker samme Gud." Den islamiske guddom, kendt som Allah, er med andre ord det samme Ophøjede Væsen, som også jøder og kristne beder til.
Præsidentens udtalelse vakte udbredt bestyrtelse blandt evangeliske kristne; en meningsmåling viste, at 79% af deres ledere var uenige i dette synspunkt. Pat Robertson forklarede skarpt hvorfor, idet han noterede, at "hele verden er i oprør over en religiøs strid om. …hvorvidt Hubal, Måneguden fra Mecca, kendt som Allah, er den største, eller hvorvidt den jødiske-kristne Jehovah, Bibelens Gud, er den Største."
Muslimer er til tider enige i, at Gud og Allah er forskellige. Irshad Manji har fortalt, hvordan hendes lærere på en madrassah i Canada lærte hende dette. Og en jødisk lærd, Jon D. Levenson, mener, at hævdelsen, at kristne og muslimer dyrker samme Gud, er "om ikke fejlagtig, så dog særdeles simplistisk og énsidig."
Denne debat udspiller sig på mange niveauer. I den amerikanske spejderbevægelse aflægger amerikanske muslimer dette løfte: "Jeg vil gøre mit bedste for at gøre min pligt over for Gud"; deres britiske sidestykke gør i stedet deres "pligt over for Allah."
Dette kan synes en mindre strid om ord, men definitionen af Allah har dybtgående betydning. Tænk på to forskellige måder at oversætte åbningslinjen i islams grundlæggende trosbekendelse (på arabisk: la ilaha illa-la). Man læser: "Jeg bekender, at der ikke findes nogen anden Gud end Allah," og den anden: "Jeg bekender, at der ikke findes nogen anden guddom end Gud."
Den første konstaterer, at islam har en umiskendelig Herre, kendt som Allah, og indebærer dermed, at jøder og kristne tilbeder en falsk gud. Den anden konstaterer, at Allah er det arabiske ord for den fællesmenneskelige, monoteitiske Gud, og indebærer dermed et fællesskab med jøder og kristne.
Førstnævnte oversættelse er 40 gange mere almindelig i en Google-søgning end den anden. Og dog er det den sidste, der er den korrekte. Mr. Bush havde ret. Der er flere grunde til at bruge den oversættelse, som sidestiller Allah med Gud:
Skriftmæssigt: Koranen selv insisterer flere steder på, at dens Gud er den samme som jødedommens og kristendommens Gud. Den mest direkte erklæring er den, hvor muslimer formanes til at sige følgende til jøder og kristne: "Vi tror på det, som er blevet åbenbaret for os og åbenbaret for jer; vores Gud og jeres Gud er Én, og Ham underkaster vi os" (E.H. Palmer-oversættelsen af Sura 29:46) Selvfølgelig kan skriftstedet også gengives med "vores Allah og jeres Allah er Én" (sådan som det bliver gjort i den berygtede Abdullah Yusuf Ali-oversættelse)
Historisk: Kronologisk fulgte islam efter jødedommen og kristendommen, men Koranen hævder, at islam faktisk kom før de andre monoteitiske religioner. I den islamiske doktrin (Sura 3:67) var Abraham den første muslim. Moses og Jesus indførte fejl i Guds Ord; Muhammad overførte det perfekt. Islam anser jødedommen og kristendommen for at være fejlagtige udgaver af den selv, korrekte i kernen, men fejlagtige med hensyn til væsentlige detaljer. Denne anskuelse indebærer, at alle tre trosretninger deler Abrahams Gud.
Sprogligt: Ligesom Dieu og Gott er det franske og tyske ord for Gud, således er Allah den arabiske ækvivalent. Denne betydningsmæssige identitet kan til dels ses i det sproglige slægtskab: På hebraisk er ordet for Gud Elohim, som er sprogligt beslægtet med Allah. På aramæisk, det sprog Jesus talte, hedder Gud Allaha. På det maltesiske sprog, som er unikt, fordi det er arabisk baseret, men overvejende tales af katolske mennesker, hedder Gud Alla.
De fleste jøder og kristne, som taler arabisk til daglig, bruger endvidere også ordet Allah til at referere til Gud. (Kopterne, de kristne i Egypten, gør det ikke.) Det Gamle og Det Ny Testamente på arabisk bruger dette ord. I den arabisksprogede Bibel betegnes Jesus, for eksempel, som søn af Allah. Selv oversættelser udført af kristne missionærer, som f.eks. den berømte oversættelse fra 1865 af Cornelius Van Dyke, refererer til Allah, og det samme gøres i missionsdrøftelserne.
Sidestillingen Gud=Allah betyder, at uanset hvor fjendtlige de politiske relationer måtte være, så eksisterer der et fælles bånd mellem "Abrahams børn," og udforskningen heraf vil en skønne dag kunne danne basis for et trossamkvem. Den jødisk-kristne dialog har gjort store fremskridt, og det samme vil en jødisk-kristen-muslimsk trialog kunne gøre.
Men før det kan ske, må muslimerne først indse gyldigheden af alternative tilgange til den ene Gud. Det vil sige forlade overherredømmeforestillingerne, ekstremismen og volden i den aktuelle, islamistiske fase.
