Reuel Gerecht er et menneske, hvis arbejde jeg beundrer - han er en indsigtsfuld og produktiv skribent vedrørende mellemøstforhold, fastansat kandidatstipendiat ved American Enterprise Institute og en hyppig bidragyder til Weekly Standard. I 1997 kaldte jeg hans bog, Know Thine Enemy (skrevet under pseudonymet, Edward Shirley) for en "ganske glimrende spionrapport."
Men Gerecht er på det seneste blevet det ansvarlige højres mest prominente stemme som fortaler for, at den radikale islam kommer til magten. Til den ende fremsætter han aforismer såsom "Bin Laden-isme kan kun nedbrydes af fundamentalister" og "Moderate muslimer er ikke svaret. Shiitiske præster og sunni-fundamentalister er vores redning fra en fremtidig 11/9."
I en kort bog, The Islamic Paradox: Shiite Clerics, Sunni Fundamentalists and the Coming of Arab Democracy, fremlægger Mr. Gerecht sine synspunkter. Til forskel fra formilderne og de uklare hverken forebygger han eller bedrager sig selv. Hans analyse er nøgtern, ja ligefrem forstandig. Men hans konklusion er grunglæggende fejlagtig.
Hvordan bør Washington forholde sig til den radikale islams fortsatte udbredelse blandt arabisktalende sunni-muslimer? Mr. Gerechts svar tager udgangspunkt i Irans og Algeriets indbyrdes modstridende historie.
I Iran har islamisterne regeret landet siden 1979 og har udløst en udbredt misfornøjelse hos den radikale islam, en misfornøjelse som endda har nået det religiøse hierarkis højere lag. Tidsskriftet Time citerede for nylig en ung iraner, som kaldte sit samfund for "en total katastrofe" og forklarede, at de unge dér forsøger at opføre sig, som om den islamiske republik slet ikke eksisterer. Med Gerechts ord: "Seksogtyve år efter shahens fald er Irans jihadistiske kultur færdig."
Islamismen er forvandlet til sin egen modgift. (Ikke noget tilfælde, det samme skete for kommunismen.)
Men i Algeriet mener Mr. Gerecht, at undertrykkelsen af den radikale islam har ført til en katastrofe. Dengang islamisterne var på vej til en valgsejr i 1992, greb militæret ind og afbrød valghandlingen, hvilket medførte flere års borgerkrig. Washington tilsluttede sig dette statskup på grund af det, som Mr. Gerecht kalder for troen på, at "de tyranniske regimer, vi støttede, uanset hvor ubehagelige de var, havde større sandsynlighed for at udvikle sig politisk i en retning, som vi ønskede, end nogle valgte fundamentalister som egentlig ikke troede på demokratiet."
Set i bakspejlet vurderer Mr. Gerecht Algeriet-politikken til at være en fejltagelse. En islamistisk valgsejr i 1992 "kunne have afledt lidenskaberne og energierne" hos de mange algeriere, som greb til vold. Ligesom i Iran ville islamismen ved magten sandsynligvis have stimuleret til en forkastelse af den simplistiske ideologi om, at islam ligger inde med alle svarene.
Han konkluderer, at Washington bør feje sine bange anelser til side og opmuntre sunni-islamisterne til at deltage aktivt i valget. Lad dem komme til magten, miskreditere sig selv, fremmedgøre deres henholdsvise befolkninger og derpå blive smidt i historiens skraldespand.
Til mit slogan, "Den radikale islam er problemet, den moderate islam er løsningen," svarer Mr. Gerecht: "Moderate muslimer er ikke svaret." Hans synspunkt kan opsummeres til, at "Den radikale islam er både problemet og løsningen." Denne homøopatiske tilgang rummer, tilstår jeg, en vis logik. Socialt er Iran i en bedre forfatning end Algeriet.
Men det islamistiske greb om magten i Iran har krævet nogle kolossale menneskelige og strategiske omkostninger. Teheran kastede sig ud i seks års krig (1982-88) i form af aggressive militæroperationer mod Irak og håber i øjeblikket intenst at anskaffe sig kernevåben. Algerierne skaber ikke tilsvarende problemer. Havde islamisterne taget magten i Algeriet, havde de negative eftervirkninger været lige så ødelæggende.
I sin accept af det islamistiske styres rædsler er Gerecht unødvendigt defaitistisk. I stedet for passivt at forsone sig med årtiers totalitært styre bør Washington aktivt hjælpe muslimske lande med at navigere fra autokrati til demokrati uden at skulle passere gennem en islamistisk fase.
Dette er absolut opnåeligt. Som jeg skrev for ti år siden i en reaktion på den algeriske krise: I stedet for at fokusere på hurtige valg, som næsten altid gavner islamisterne, burde den amerikanske regering rette sin indsats mod langsommere og mere dybtgående mål: "politisk deltagelse, retssikkerhed (herunder uafhængige domstole), ytrings- og religionsfrihed, ejendomsret, minoriteters rettigheder og retten til at danne frivillige organisationer (især politiske partier)." Valg bør først følge efter opnåelsen af disse skridt. Realistisk set kan det meget vel tage årtier at opnå dem.
Valg bør være kulminationen på den demokratiske proces, ikke indlede den. De bør fejre, at det er lykkedes at skabe et civilt samfund. Når først der eksisterer sådan et civilt samfund (sådan som det er tilfældet i Iran, men ikke i Algeriet), er det usandsynligt, at vælgerne stemmer islamisterne til magten.
