Yasser Arafats død i november fremkaldte store forhåbninger blandt dem, der anså hans ondsindede personlighed for at udgøre hovedårsagen til den palæstinensiske uforsonlighed.
Men de blandt os, som betragtede problemet som værende større end Arafat – snarere som et resultat af den dybe radikalisering af det palæstinensiske politiske landskab – forventede kun få forandringer. Faktisk så skrev jeg ved Mahmoud Abbas' valg som leder af Det Palæstinensiske Selvstyre, at "han er potentielt set en langt mere frygtindgydende fjende for Israel" end Arafat var.
Hvordan ser det så ud her et halvt år efter Arafats død? Omtrent lige så forfærdeligt, som man kunne forvente. Især fordi Mr. Abbas så utvetydigt fører palæstinenserne mod en krig efter den israelske tilbagetrækning fra Gaza i august 2005. Prøv at kikke på den seneste udvikling.
-
Terrorister hyres som soldater: I stedet for at arrestere terroristerne sådan som det kræves i den uformelle våbenhvile mellem Israel og palæstinenserne fra februar 2005, har Mr. Abbas etableret et enestående ansættelsesprogram for dem ved at inkorporere dem i sine sikkerhedsstyrker. The Associated Press forklarer det charmerende pointsystem, som skal afgøre, hvem der får tildelt hvilken rang: "Et studenterbevis … giver otte point, mens et år i et israelsk fængsel eller på flugt hver tæller to point. Revolvermænd belønnes ikke for den tid, de har tilbragt i palæstinensiske fængsler, men de vinder ekstra point, hvis de er blevet såret af den israelske hærs beskydning eller har fået deres hjem ødelagt." De israelske myndigheder har accepteret, at selv dømte palæstinensiske mordere kan bære våben.
-
Terroristerne bevæbnes: Det palæstinensiske militære efterretningsvæsen hjælper terroristgrupper med at smugle SA-7 Strela skulderaffyrede missiler ind i Gaza, som skal benyttes mod israelske fly.
-
Befolkningen ophidses: Som Palestinian Media Watch, Center for Special Studies og Michael Widlanski har påvist på omfattende og detaljeret vis, er de politiske taler, pressens indhold, moskeernes prædikener, skolernes lærebøger, og plakaterne på murene stadig lige så rabiat anti-israelske og anti-semitiske, som under Arafats værste regeringsperioder. For eksempel har Ahmad Qureia, Selvstyrets såkaldte premierminister, truet med "en eksplosion" over Israels håndtering af Al-Aqsa Moskeen.
-
Foregivelse af arrestation af terrorister: Ligesom under Arafat spiller Selvstyret paradeforestillingen med at arrestere terrorister under fanfarer og derefter tillade dem i al stilhed at "slippe ud" af fængslet. To eksempler på disse svingdørsarrestationer: To gerningsmænd, som hjalp til ved en selvmordsbombning i Tel Aviv i februar 2005, forlod fængslet i april; og det palæstinensiske politi arresterede deres første Hamas-terrorist den 2. maj, men løslod ham prompte dagen efter.
Som et resultat af disse skridt er den palæstinensiske terrorisme, især fra Gaza, taget dramatisk til siden april. Situationen har nået et sådant lavpunkt, at en kommentator, Leslie Susser, finder, at våbenhvilen fra februar "måske er på kanten til kollaps."
Det er vanskeligt at argumentere imod Caroline Glicks konklusion, at Sharon-regeringen og Bush-administrationen begge begik en "frygtelig fejltagelse" ved at satse på Mr. Abbas. Og dog er der ingen af dem, der forfølger denne fejltagelse, fordi de begge nu, efter at have understreget Mr. Abbas' gode hensigter, er dybt optaget af hans succesrige politiske karriere.
Den planlagte israelske tilbagetrækning fra Gaza i august vil sandsynligvis fremskynde nye voldsbølger. Den ene kunne komme i juli, hvor det israelske forsvar (IDF) kaster sig ud i en massiv ransagning af Gaza for at sikre, at den kommende tilbagetrækning ikke kommer til at finde sted under palæstinensisk beskydning.
Mere vold kan følge i september, når palæstinenserne, som nu har Gaza sikkert i hus, indleder et nyt angreb på Israel. Denne bølge vil formentlig komme til at fremvise det betydelige arsenal af raketter, som Hamas har samlet sig. Israels stabschef, Moshe Ya'alon, har offentligt spået, at "Umiddelbart efter tilbagetrækningen kan vi forvente en byge af terrorisme."
Ariel Sharon har således på nydeligste vis opstillet alle elementerne til en massiv togkatastrofe.
Ironisk nok er det eneste, der vil kunne hindre dette scenarium i at udspille sig, en Hamas-sejr ved det palæstinensiske rådsvalg, som er planlagt til at finde sted i midten af juli. Israelske stemmer opfordrer i stigende grad til, at tilbagetrækningen fra Gaza bliver udskudt eller endda annulleret, såfremt Hamas klarer sig godt, hvilket forekommer sandsynligt. For eksempel har Israels udenrigsminister, Silvan Shalom, sagt, at hvis Hamas vinder valget, vil det være "ufornuftigt" at implementere tilbagetrækningsplanen og give Hamas mulighed for at skabe et "Hamas-stan" i Gaza.
Så, der er altså mange muligheder de kommende fire måneder. Fællesnævneren er, at til september vil det arabisk-israelske teater være i en meget ringere forfatning, end det er i dag.