Trods al deres tale om Israels "ondskabsfulde" og "brutale" besættelse sænker de palæstinensiske arabere – herunder også deres ledere - sommetider paraderne og vedgår, at de foretrækker Israel frem for Det Palæstinensiske Selvstyre. Her er nogle tilbagevendende temaer:
Begrænsninger af volden. Efter at Det Palæstinensiske Selvstyres politi i en aktion efter midnat havde angrebet et hus tilhørende en Hamas-støtte og havde givet både ham og hans 70-årige far en grov behandling, råbte faderen til politiet, "Selv jøderne har ikke opført sig som jer kujoner." Da sønnen kom ud af Selvstyrets fængsel, fortalte han, at det var langt værre end de israelske fængsler. En modstander af Arafat påpegede, at israelske soldater "først ville affyre tåregas, derefter gummikugler, og først derefter skyde med skarp ammunition. … Men disse palæstinensiske politifolk begyndte at skyde med det samme."
Retssikkerhed. En leder fra Gaza, Haydar Abd ash-Shafi, bemærkede engang: "Kan nogen forestille sig, at en familie ville blive glad for at høre den israelske hær banke på døren midt om natten?" Han fortsatte: "Dengang magtkampene begyndte i Gaza, blev folk glade for, at den israelske hær udstedte udgangsforbud." Ligeledes sammenlignede Musa Abu Marzouk fra Hamas Arafat – til dennes ugunst – med jødiske ledere: "Vi så repræsentanter fra den israelske opposition kritisere [premierminister] Barak, og de blev ikke arresteret … men hos os arresterer Det Palæstinensiske Selvstyre folk for et godt ord."
Demokrati. Israels valg i 1999, hvor den siddende premierminister tabte, gjorde indtryk på mange palæstinensiske iagttagere. Klummeskribenter lagde mærke til den glatte overgang i Israel og ønskede det samme for sig selv: "Jeg misunder [israelerne] og ønsker et tilsvarende regime i min fremtidige stat." Generaldirektøren for Selvstyrets informationsministerium, Hasan al-Kashif, modstillede forandringerne i Israel med magtudfoldelsen hos "flere af navnene i vores ledelse," som synes at fortsætte med at styre i al evighed. Nayif Hawatma, leder af den terroristiske Democratic Front for the Liberation of Palestine, ønsker, at Det Palæstinensiske Selvstyre skal træffe beslutninger på samme måde, som Israel gør, nemlig ved at sende dem til afstemning:
Mindretallets rettighederr. Kristne og sekulære muslimer værdsætter især Israels beskyttelse i en tid, hvor palæstinensisk politik i stigende grad har taget en islamistisk drejning. En kristen palæstinenser udtalte, at når den palæstinensiske stat bliver dannet, så "vil den hellige front imod den zionistiske fjende dø. Da vil tiden komme til at afgøre vort mellemværende. Vi vil komme til at opleve det samme som vore libanesiske brødre eller kopterne i Egypten. Det bedrøver mig at måtte sige det, men den israelske lov beskytter os."
Ytringsfrihed. Ved et ironisk tilfælde blev Na‘im Salama, en sagfører som bor i Gaza, arresteret for at have bagvasket Selvstyret ved at skrive, at palæstinenserne burde overtage de israelske standarder for demokrati. For sin dristighed måtte han tilbringe en tid i fængsel. Hanan Ashrawi, en tvangspræget anti-Israel-kritiker, vedgår (modstræbende), at den jødiske stat har noget at lære den spirende palæstinensiske styreform: "frihed burde nævnes, selvom den kun er blevet implementeret på en selektiv måde, for eksempel ytringsfriheden." Iyad as-Sarraj, en fremstående psykiater og direktør for Gaza Community Mental Health Program, indrømmer, at "under den israelske besættelse var jeg 100 gange mere fri."
Økonomiske goder. Palæstinensere, som bor i Israel, herunder Jerusalem, værdsætter Israels økonomiske succes, dets socialvæsen og dets mange goder. Lønningerne i Israel er omkring fem gange højere end på Vestbredden og i Gaza-striben, og Israels sociale sikkerhedsnet har ingen paralleller på den palæstinensiske side. Palæstinensere, som bor uden for Israel, ønsker økonomisk at blive lukket ind - da den israelske regering kundgjorde færdiggørelsen af sikkerhedshegnet i et område, reagerede en indbygger i Qalqiliya på Vestbredden med harme: "Vi lever i et stort fængsel."
Disse bemærkninger peger på en palæstinensisk påskønnelse af goder som valg, retssikkerhed, mindretalsrettigheder, ytringsfrihed og en højere levefod. Midt i al Selvstyrets politiske ekstremisme og terrorisme er det godt at vide, at der også findes en palæstinensisk vælgerskare, som går ind for normale forhold.
Desværre er der stadig tale om en lyssky vælgerskare med ringe politisk indflydelse. Tiden er inde for de anstændige palæstinensere til at lade deres stemme høre og fastslå, at Israels eksistens ikke er problemet, men løsningen.
Denne artikel stammer fra en længere analyse i det nyeste nummer af Middle East Quarterly.
