Med sidste uges vedtagelse af et budgetforslag i det israelske Knesset synes Ariel Sharons regering at være klar til at fjerne mere end 8.000 israelere bosat i Gaza, om nødvendigt med magt.
Ud over det lovmæssigt tvivlsomme i dette skridt og dets karakter af at være uden historisk fortilfælde (udfordring til læseren: nævn et andet demokrati, som med tvang har flyttet i tusindvis af egne borgere fra disses lovformelige hjem), synes den planlagte tilbagetrækning af alle israelske installationer fra Gaza at udvikle sig til en handling præget af en kolossal politisk tåbelighed.
Den kommer også som en forbløffende overraskelse. Efter at Oslo-runden af israelske-palæstinensiske forhandlinger (1993-2001) var endt i en katastrofe, var der mange israelere, der så tilbage på Oslos fejlslagne antagelser og deres egen naivitet og besluttede ikke at gentage denne bitre erfaring. Israelerne vågnede op af den vildfarelse, at dette at give palæstinenserne land, penge og våben til gengæld for luftige og bedrageriske løfter vil mindske den palæstinensiske fjendtlighed. De indså, at denne ubalance tværtimod øger den palæstinensiske afvisning af selve den jødiske stats eksistens.
I begyndelsen af 2001 var en splittet israelsk vælgerskare stort set atter blevet forenet. Da Mr. Sharon blev premierminister i februar 2001, syntes en klog ledelse at have taget over i Jerusalem, en ledelse som erkendte Israels behov for at vende tilbage til barskhed og afskrækkelse.
Disse optimistiske forventninger blev absolut imødekommet i næsten tre år, 2001-03. Mr. Sharon kastede sig ud i et glimrende dobbeltdiplomati, hvor han på samme tid fremviste et muntert ansigt (over for den amerikanske regering og sine egne koalitionspartnere på venstrefløjen) og et barsk ansigt (over for sine Likud-vælgere og palæstinenserne). Målrettetheden og den bagvedliggende konsistens i hans regeringsvilje lige fra starten gjorde indtryk på mange iagttagere, også undertegnede; jeg vurderede, at Sharon ville blive husket for "en virtuos udfoldelse af barske handlinger i det stille, iblandet velformulerede indrømmelser."
Ariel Sharon blev genvalgt med et betydeligt flertal ved valget i januar 2003 over Amram Mitzna, en Labor-opponent, som gjorde sig til talsmand for en énsidig tilbagetrækning fra Gaza i bedste Oslo-stil. Mr. Sharon fordømte dengang denne idé i utvetydige vendinger: "En énsidig tilbagetrækning er ikke en opskrift til fred. Det er en opskrift til krig." Efter valgsejren mislykkedes hans samtaler med Mr. Mitzna i februar 2003 om at danne en koalitionsregering, fordi Sharon så voldsomt understregede den "strategiske betydning" af, at der bor israelere i Gaza.
Men i december 2003 bifaldt Mr. Sharon selv Mr. Mitznas énsidige tilbagetrækning fra Gaza. Selvom han gjorde det i en ånd, der var meget forskellig fra det tidligere Oslo-diplomati, indeholder hans beslutning de samme to væsenstræk.
For det første: Fordi beslutningen om at trække sig tilbage fra Gaza blev truffet i en periode med tiltagende vold imod israelere, retfærdiggør den de palæstinensiske stemmer, som argumenterede for terrorisme. Tilbagetrækningen fra Gaza er, rent ud sagt, et militært nederlag. Den følger efter den vanærende israelske opgivelse af sine positioner og sine allierede i Libanon i maj 2000, et træk som i høj grad fjernede arabernes respekt for israelernes styrke, med ildevarslende følger. Tilbagetrækningen fra Gaza vil næsten med sikkerhed øge palæstinensernes tiltro til terrorismen.
For det andet: Tilbagetrækningen opheder det politiske klima inde i Israel og bringer de farlige stemningsudsving med overdrivelse, uhøflighed, fjendtlighed og endda lovløshed tilbage. Udsigten til, at tusindvis af israelere bliver smidt ud af deres hjem under trusler om magtanvendelse, afbryder brutalt det, der havde været en tendens i retning af en sundere atmosfære under den relative ro i 2001-03.
Mr. Sharons planer har i det mindste en disillusioneret kvalitet, som sparer Israel for de uldne bemærkninger om et "nyt Mellemøsten," som i så høj grad skadede landet for ti år siden. Men omvendt er Mr. Sharons planer endnu værre end Oslo; den katastrofe blev i det mindste udført af den uvidende venstrefløj. En højrefløj - ledet af Mr. Sharon – modsatte sig den modigt og trofast. Denne gang er det højrefløjens helt, der sammen med det yderste venstre selv har taget føringen og reduceret modstanden til en ubetydelighed.
Der findes mange teorier om, hvad det var, der ændrede Sharons syn på spørgsmålet om en énsidig tilbagetrækning fra Gaza i løbet af de 10 måneder mllem februar og december 2003 – jeg har mine egne teorier med hensyn til valgte israelske premierministres hybris – men uanset grunden, står følgerne klart.
Mr. Sharon svigtede de vælgere, som støttede ham, og sårede det israelske demokrati. Han opdelte det israelske samfund på en måde, som vil kunne forgifte den politiske scene årtier frem i tiden. Han aflagde sin egen succesrige politik ansigt-til-ansigt med palæstinenserne. Han gav de palæstinensiske, arabiske og muslimske afvisere af Israel deres største reklamefremstød nogensinde. Og han svigtede sine amerikanske allierede ved at give terrorismens kræfter en storsejr.
