Lawrence Auster betegner min holdning til islam som "økumenisk" og hans egen som "civilisatorisk." Jeg foretrækker at kalde min tilgang for historisk og hans for essentiel. Det vil sige, jeg lægger vægt på, at ting ændrer sig med tiden, og han ser dem som statiske. Han lægger f.eks. vægt på en kontinuitet, som går hundreder af år tilbage, mens jeg fokuserer på de kolossale ændringer, der er sket, siden jeg begyndte at studere islam i 1969.
Centralt for hans argumentation er det synspunkt, at "moderat islam ikke kan eksistere." Hvortil jeg må svare, at islam kan være, hvad muslimer måtte ønske at gøre den til. Jeg vil anbefale ham at studere den muslimske historie, så han ved selvsyn kan forstå, hvordan (for nu at tage to ydergrupper) bosnisk og najdi-islam udviklede sig, som de gjorde, og den ene er blandt de mest tolerante, den anden såvist blandt de strengeste.
Religionen har ændret sig betydeligt i tidens løb og vil sikkert fortsat gøre det. De fleste af os kan blive enige om, at den muslimske verden kæmper med en frygtelig krise i øjeblikket, men Auster ser dette som en permanent tilstand, jeg ser den som midlertidig, sammenlignelig måske med Tysklands i mellemkrigstiden.
Austers argumentation er især baseret på en statisk forståelse af Koranen, som ser bort fra, hvor meget de muslimske synspunkter har ændret sig i tidens løb og fortsat gør det. Der findes allerede fortolkninger (f.eks.hos den sudanesiske lærde Mahmud Muhammad Taha), som vender op og ned på århundreders tolkning af Koranen og ville gøre islam kompatibel med en moderne livsform. De findes, klar til afhentning.
Jeg er blevet "vildledt," skriver Auster, til at tro, at der eksisterer en moderat islam (eller en anti-islamistisk islam). Men jeg har personligt arbejdet side om side med moderate muslimer og har fremlagt detaljerede oplysninger (se "Naming Moderate Muslims" med henblik på detaljerne) om nogle af dem. At Auster benægter deres eksistens antyder, at han er drevet mere af teori end af kendsgerninger.
Jeg finder Austers sammenligning af islam med sovjetkommunismen krænkende. Men hvis han absolut skal sammenligne en tro med en politisk ideologi, så burde han sammenligne islam med socialismen som helhed, herunder dennes rangering fra socialdemokrati til stalinisme.
Han undrer sig over, at jeg ikke fordømmer islam, hvortil jeg kun kan sige, at en persons tro ikke ligger inden for mit område, kun denne persons politik og handlinger. Jeg mener, at det i almindelighed er en god idé ikke at blande akademisk lærdom og trosanliggender.
Med hensyn til hans spidse bemærkning: "Siden hvornår har studiet af et emne forhindret én i at kritsere det?" Jeg må svare, at mit studium ikke gælder troen islam, men muslimer i historien. Jeg har gentagne gange signaleret denne vinkel, f.eks. i undertitlerne på mine bøger ("The Genesis of a Military System," "Islam and Political Power," "Views of Islamic and Middle Eastern Politics"). I modsætning hertil vil han forgæves kunne gennemsøge min bibliografi efter arbejder om emner såsom opfattelsen af guddommen i Qur'an (Koranen), Hadiths oprindelse, Rumis poesi, og sufiernes tro.
Austers syn på den præmoderne islam ("den middelalderlige islams herligheder er stort set en myte. Der var tale om en snylter-civilisation, hvis udmærkelser hovedsageligt var de enkelte folks værk, såsom byzantinerne, jøderne, og inderne, og den blev svækket, da den til sidst gjorde det af med sin vært") er en overfladisk, baglæns projektion af nutidens problemer. Selve dens udgangspunkt ("en snylter-civilisation") er oxymoronisk. Der fandtes en ægte og levende islamisk civilisation og (for at vælge en bekvemmelig dato) i året 1005 stod den for det bedste, mennesker endnu havde opnået med hensyn til lærdom, ledelse, og almindelig fremgang. Jeg vil foreslår, at Auster fordyber sig lidt mere i denne civilisation, før han forkaster den.
Auster skildrer mig som én, der forsvarer traditionel islam ("utroligt nok benægter Pipes de aggressive, kollektivistiske, folkedrabslige, og tyranniske aspekter ved traditionel islam…. han kalder det frodige, romantiske syn på islam frem"). Mit syn på den historiske islam er angiveligt "fuldkommen positivt," med et bemærkelsesværdigt fravær af noget som helst om jihad, islamiske erobringer, shari‘a, slaveri, og dhimmitude i mine skrifter. Jeg ville ønske, at Auster havde brugt lidt mere tid på at gennemlæse mine skrifter, før han drog sine konklusioner om dem. En lang artikel fra 2002, "Jihad and the Professors," samt forskellige andre kortere stykker ("Harvard ♥ Jihad," "What is Jihad?") behandler f.eks. indgående jihad og er præcist så barske, som selv Auster kunne ønske sig (en "grufuld virkelighed" kalder jeg det ét sted; et andet sted citerer jeg Bat Ye'or for de lidelser, som jihad har forårsaget gennem "krig, fordrivelse, dhimmitude, slaveri og død"). Og slaveri? Min første bog bærer titlen Slave Soldiers and Islam. Jeg har også udgivet mindre arbejder om dette emne (de fleste fra tiden omkring 1980 og ikke online) med titler som "Mawlas: Freed Slaves and Converts in Early Islam" og "Why Did Military Slavery Exist?"
Jeg spekulerer på, hvad det er, jeg helt præcist skal gøre for at bevise mit uromantiske syn på den præmoderne islam.
Når det er sagt, skal det også bemærkes, at jeg anskuer den præmoderne islam ud fra dens egne samtidige standarder, ikke vores, og er derfor mindre fordømmende end Auster. Desuden tilslutter jeg mig den udbredte konsensus blandt lærde, at islams tilhængere i første halvdel af denne religions historie var mindre "aggressive, kollektivistiske, folkedrabslige og tyranniske" end deres kristne modpart i Europa. Det vedvarende mønster med jøder, som flygtede fra kristendommen over til islam, er blot ét tegn på denne realitet.
Og endelig må jeg reagere på denne beskrivelse: "Pipes' respekt for islam, hans tiltro til dens essentielle godartethed og hans konstante håb om (trods alle beviser), at vi i sidste instans vil kunne leve i fuldkommen harmoni med den, modsiger og undergraver hans realistiske analyse af dens farer." Ja, jeg har respekt for troen, som deles af en milliard mennesker, men jeg mindes ikke nogensinde at have forsvaret "troen i dens essentielle godartethed." Derimod har jeg offentligt argumenteret imod præsident George W. Bush' formulering, at "Islam betyder fred." Hvad angår mit håb om, at muslimer og ikke-muslimer kan leve i fuldkommen harmoni, så er det et håb. Men hvem i 1940 kunne forestille sig at leve i fuldkommen harmoni med Tyskland, Italien og Japan? Sådan et håb er nyttigt. At vi har gjort det i mange årtier nu, er et tegn på, at forandring er mulig ved hjælp af sejre i krig og klog vejledning af de besejrede, så de kommer til at forstå deres egne traditioner på en moderat, moderne og nabovenlig måde.
Med hensyn til anden del af Austers analyse, hans politiske anbefalinger, så adskiller disse sig overraskende lidt fra mine egne, sådan som jeg fremlagde dem for tre år siden i "Who Is the Enemy?" Auster hævder, "at Vesten bør konfrontere islam som islam og på den måde reducere dens magt i en sådan grad, at muslimer ikke længere har mulighed for at føre jihad-kampagner mod os. Under de betingelser kunne der måske opstå en pænere form for Islam." Denne to-trins-tilgang minder om eller stammer måske ligefrem fra mit program til bekæmpelse af den radikale islam og derefter fremelskelse af en moderat islam i dens sted. Auster og jeg er enige om, at når alt kommer til alt, så er "en pænere form for islam" det eneste svar.
Jeg vil overlade til Auster at forklare, hvordan hans "pæne" islam adskiller sig fra min "moderate" islam (som han insisterer på "ikke eksisterer og ikke kan eksistere"). Og hvorfor han, hvis islam ikke kan forandre sig, knytter sine forhåbninger, ligesom jeg, til en forandret islam.
