Indtil det 18. årh. fandtes der i bund og grund kun én form for jødedom, nemlig den vi i dag kalder ortodoks. Den indebar, at man levede efter religionens 613 love, hvorved jøders tilværelse blev overgydt med deres tro. Begyndende med filosoffen Baruch Spinoza (1632-77) og livligt videre gennem Haskala, eller "oplysningen," i slutningen af det 18. årh. udviklede jøder siden en bred mangfoldighed af alternative fortolkninger af deres religion, hvoraf de fleste mindskede troens rolle i deres liv og medførte en tilsvarende svækkelse i det jødiske tilhørsforhold.
Disse alternative tilgange og andre udviklinger, især Holocaust, bevirkede, at de ortodokses rækker blev reduceret til en lille minoritet. Deres procentvise andel af den samlede jødiske befolkning i verden nåede et lavpunkt i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor den faldt til godt 5%.
De følgende 60 år var imidlertid vidne til det ortodokse elements genopståen. Dette skyldtes flere forhold, især en tendens blandt ikke-ortodokse til at gifte sig med ikke-jøder og få færre børn. En opgørelse over amerikanske forhold, som for nylig blev offentliggjort af National Jewish Population Survey, peger ligeledes i denne retning. De ortodokses andel blandt amerikanske synagogemedlemmer steg f. eks. fra 11% i 1971 til 16% i 1990 til 21% i 2000-01. (Det bør bemærkes, at den samlede amerikanske jødiske befolkning i absolutte tal faldt støt i løbet af disse årtier.)
Hvis denne tendens fortsætter, er det tænkeligt, at forholdet stort set vil vende tilbage til det punkt, hvor det befandt sig for to hundrede år siden, og de ortodokse igen komme til at udgøre hovedparten af jøderne. Skulle dette ske, kunne det ikke-ortodokse fænomen, set i bakspejlet, formentlig blot opfattes som en episode, en interessant, begivenhedsrig, naturligt følgende, men dog dødsdømt søgen efter alternativer, hvilket kunne antyde, at dette at leve efter loven muligvis er afgørende for opretholdelsen af en jødisk identitet i det lange løb.
Disse demografiske tanker dukker op ved læsningen af en artikel for nylig i Jerusalem Post, "U.S. Haredi Leader Urges Activism (Amerikansk haredi-leder opfordrer til aktivisme)," af Uriel Heilman, hvori denne beretter om et "skelsættende foredrag" i slutningen af november 2004 ved den fungerende vicepræsident for Agudath Israel of America, rabbiner Shmuel Bloom. Agudath, som er en ortodoks organisation med en erklæret mission, som går ud på at "mobilisere Torah-loyale jøder med henblik på sikringen af en autentisk jødedom," har en medlemsskare, som strækker sig lige fra glatbarberede mænd til mænd iført sorte hatte (haredi), fra jøder uddannet på verdslige universiteter til fuldtids, jiddish-talende Talmud-studerende.
Rabbiner Bloom fortalte et Agudath-publikum, at jødiske demografiske tendenser indebærer, at amerikanske ortodokse jøder ikke længere, som før i tiden, kan begrave sig i deres menighedsinteresser og forvente, at de ikke-ortodokse jødiske institutioner skal skuldre de store byrder, der er forbundet med samfundsmæssige ansvar. De ortodokse må derimod nu tage del i eller ligefrem overtage opgaver såsom at bekæmpe anti-semitisme, sende fondsmidler til Israel og udføre lobbyarbejde over for den amerikanske regering fra deres ikke-ortodokse trosfæller. "Hvad med alt det, vi har overladt til de verdslige jøder," spurgte han, "hvem skal udføre disse ting, hvis det verdslige (jødiske) samfund reduceres? Vi er nødt til at udvide vores agenda til også at omfatte ting, som vi indtil nu har overladt til verdslige jøder at udføre."
Han overdriver, i og med at nogle ortodokse jøder i Amerika har været fremtrædende deltagere i både nationale (tænk på senator Joseph Lieberman, demokrat fra Connecticut) og samfundsmæssige forhold (Morton Klein i Zionist Organization of America dukker her op). Men han har ret så langt, at ortodokse institutioner i almindelighed har holdt sig ude af det amerikanske slagsmål undtagen for at forfølge deres egen snævre agenda.
Andre i Agudath er enige i behovet for, at de ortodokse udvider deres ambitioner. Organisationens fungerende vicepræsident vedrørende regering og offentlige anliggender, David Zwiebel, noterer, at "Med vores voksende antal og samfundets modning, sammen med den større selvtillid der følger af denne modning og dette antal, hersker der ingen tvivl om, at vi er nødt til i det mindste at erkende, at der kan være visse ansvarsforpligtelser, som nu bør løftes over på vore skuldre."
Mr. Heilman forstår denne villighed til at påtage sig en større rolle i nationalt og jødisk liv som "et tegn på både det amerikanske haredi-samfunds succes med hensyn til at bevare sit antal og dets manglende evne til at overføre denne succes til en større indflydelse i samfundet som helhed."
Det kunne også bebude en langt mere dybtgående ændring i den jødiske tilværelse i Amerika og andre steder og være en ledende indikator på ortodoksiens politiske modning og måske endda dens endelige erstatning af ikke-ortodoks jødedom.
