Mobilside
Normal side
|
Daniel Pipes Mobilside Normal side |
| Hjemmeside | Artikler | Biografi | Søgning | English | |
af Daniel Pipes
New York Sun
15. Februar 2005
Oprindelig engelsk tekst: Anti-Semitism Evolves
Oversat af Mette Thomsen
Anti-semitismen kan synes et statisk, uforanderligt fænomen, men i virkeligheden har det tvangsbetonede had til jøder en historie, som strækker sig flere tusind år bagud og bliver ved med at udvikle sig.
Siden Anden Verdenskrig og Holocaust har udviklingen især taget fart og været ildevarslende. Her er fire af de vigtigste ændringer:
Fra højre til venstre: I århundreder var anti-semitismen det politiske højres kendemærke og optrådte kun episodisk på den politiske venstrefløj. For at tage to ekstreme eksempler på denne tendens, så var Stalins judaeofobi en perifer del af hans uhyrlige projekt, mens Hitlers var central for hans. Endnu for ti år siden holdt dette mønster stadig grundlæggende stik. Men de senere år har vi været vidne til en hurtig og global omstrukturering, hvor det brede højre har udvist forståelse for jøder og Israel, og dets modpol til venstre har vist sig mere kølig og mere fjendtligt indstillet.
Fra kristen til muslimsk: Det var kristne, der udviklede anti-semitismens varige billeder, (såsom grådighed og ønsket om verdensherredømme), og historisk set har de kristne dræbt flest jøder. Derfor er jøder med jævne mellemrum flygtet fra den kristne verden over til den islamiske verden. I 1945 ændredes dette mønster brat. De kristne forsonedes med jøderne, mens muslimer overtog såvel de gamle kristne temaer som morderiskheden. I dag er den institutionelle anti-semitisme hovedsageligt et muslimsk fænomen. Et af resultaterne heraf har været en vedvarende omvendt exodus, hvor jøder nu flygter fra den islamiske til den kristne verden.
Fra religiøs til sekulær: Det, der begyndte som en forkastelse af den jødiske religion, udviklede sig gennem århundreder til fordomme mod den formodede jødiske race (heraf vores fortsatte brug af det meningsløse begreb anti-semitisme) og har på det seneste udviklet sig til anti-zionisme eller had til den jødiske stat. En forbløffende meningsmåling i 2003, hvori europæerne erklærede, at Israel udgjorde den førende trussel mod verdensfreden, antyder dybden af denne nye følelse.
Sammenflydningen af anti-semitisme og anti-amerikanisme: Jøder og amerikanere, Israel og USA – de er blevet sammenblandet i hovedet på mange jorden over, således at den ene fordom rutinemæssigt også implicerer den anden. Disse to former for had har også visse fællestræk: ingen af dem er modtagelige for rationelle argumenter, hvorfor de begge bedst forstås som symptomer på en psykisk forstyrrelse frem for som et symptom på en mystisk politisk logik.
Kombinationen af disse udviklinger udløser en del overvejelser vedrørende tre større jødiske samfunds vanskelige fremtid.
Israel står over for den mest ekstreme fare, omgivet som det er af fjender, der i den forgangne generation har dehumaniseret jøder på en måde, der vækker mindelser om Nazityskland i 1930'erne. I begge tilfælde var regeringer engageret i en systematisk kampagne for at forvandle den jødiske nabo inde ved siden af til en bestialsk trussel, som kun kan kontrolleres ved, at han udslettes. I Nazityskland kulminerede denne holdning i dødslejrene; i dag kunne det, og jeg understreger kunne – jeg forudser ikke, at det sker – ende i en regn af atombomber ned over Israel, en udsigt som i hvert fald én magtfuld iransk leder offentligt har grundet over. Dette kunne på sin side resultere i endnu en Holocaust, igen på seks millioner jøder.
De europæiske jøder står over for den næststørste fare, omend på en mere verdslig måde: Politisk og social isolation, islamisters hærgen, palæstinensiske radikale og andre brushoveder, og en voksende følelse af, at jøder ikke har nogen fremtid på kontinentet. En exodus kunne finde sted i den nærmeste fremtid, som gentager efterkrigstidens jødiske exodus fra muslimske lande, hvor den jødiske befolkning er skrumpet ind fra godt en million i 1948 til 60.000 i dag.
Og endelig USA: De amerikanske jøder har muligvis ikke været klar over det, men de har i de seneste 60 år levet i en af den jødiske verdens guldaldre, velsagtens mere strålende end dem i Andalusien, Aragonien, Tyskland, Ungarn, Litauen og Prag. Men i dag, i en mildere form end i Europa, står jøder i USA over for tilsvarende strømninger i den amerikanske tilværelse, især den islamistiske bølge, som forkæles af venstrefløjen. De amerikanske jøders guldalder er derfor ved at være slut. Amerikanske jøder har haft den relative luksus at kunne bekymre sig om blandede ægteskaber, religiøse fæller rundt om i verden, bøn i skolerne og adoption; hvis den nuværende tendens fortsætter, vil de i stigende grad komme til at kere sig om personlig sikkerhed, marginalisering og de andre symptomer, som allerede nu er synlige i Europa.
Efterhånden som tresårsdagene for V-E og V-J nærmer sig, står det klart, at de problemer, som tilsyneladende blev begravet i krematorierne i Auschwitz og Birkenau, er genopstået og i stigende grad omgiver os.
Denne artikel følger oplægget til et foredrag, som D.P. for nylig holdt på Monash University i Melbourne, Australien.
Beslægtede emner: Jøder tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste
