I en anmodning til den irakiske valgkommission opfordrede en række sunnimuslimske og kurdiske politiske grupper og enkeltpersoner den 26. november til en 6 måneders udsættelse af det irakiske nationale valg, af to grunde: "For at løse den aktuelle sikkerhedssituation og for at fuldende de nødvendige administrative, tekniske og systemrelaterede forberedelser."
Den midlertidige irakiske regering, med amerikansk støtte, afviste hurtigt denne anmodning, og en talsmand for shiiterne insisterede på, at den planlagte dato, 30. januar 2005, "ikke kan forhandles." Men der er god grund til at udsætte valget, indtil Irak virkelig er parat til det, også selvom dette skulle ligge måneder eller år fremme i tiden.
Selvom præsident Bushs gentagne opfordringer til et "frit og demokratisk Irak" er ædle og rigtige, kan omdannelsen af Iraks politiske system ikke færdiggøres på to måneder fra nu af. Sikkerheden er, som ansøgerne antyder, en af hovedårsagerne. Demokratiseringsprocessens egen logik er en anden.
Sikkerheden: Førsteprioriteten, inden valget, for det centrale styre i Baghdad må være, at det egenhændigt og uafhængigt af amerikanske og andre koalitionsstyrker kan afslutte den sunnimuslimske opstand i Irak og få kontrol over hele landet. Set ud fra denne synvinkel indsatte den amerikanske regering en god mand i premierminister Allawi. Lige fra han startede i embedet i slutningen af juni 2004, har han bestandig haft, hvad Washington Post kalder for et "målbevidst fokus på sikkerhedsspørgsmålet."
Meningsmålingsresultater viser, at Mr. Allawis målbevidthed matcher stemningen i den irakiske offentlighed. En undersøgelse i juni af Oxford Research International viste for eksempel, at selvom irakerne søger demokrati på langt sigt (i betydningen om cirka fem år), så ønsker de på kort sigt en "stærk mand, som kan tage vare på sikkerheden, tage kontrol med landet, og holde nationen samlet." Meningsmålingen har to vigtige implikationer: Legitimitet opstår primært af kontrol med Irak, og politikerne på jorden har realistisk forståelse for, at demokrati kun kan opstå med tiden og ved at erstatte et afgående autokrati.
Uheldigvis bliver denne legitimitet formindsket af koalitionsstyrkerne, som må tage skrubbet med kampene i Fallujah og andre steder og derved spare de irakiske myndigheder for at skulle undertrykke den hovedsageligt sunnimuslimske opstand. Det, der reelt har udviklet sig til en krig mellem den amerikanske regering og sunnimuslimerne i Irak, har frembragt en usund situation. Som Charles Krauthammer påpeger, så må amerikanerne "gøre det klart, at vi vil være der til at støtte den nye regering. Men vi må også gøre det klart, at vi ikke er der for at føre an i kampene i det uendelige. Det er deres borgerkrig."
Centralstyret er langt fra at have opnået kontrol med hele Irak, og det vil kunne tage adskillige år at gøre det. Baghdad må fokusere på dette eksistentielle problem i stedet for alt for tidligt at skulle bekymre sig om de komplicerede politiske spørgsmål, som vil møde et nyetableret demokratisk styre i Irak. Stabilitet nu, siger jeg, og demokrati senere.
Demokratiseringsprocessen: Et valg kan ikke indlede demokratiseringsprocessen, men skal være kulminationen på den og afslutte den. Før irakerne kan få gavn af et meningsfuldt valg, må de aflægge de dårlige vaner fra Saddam Husseins tyranniske styre og erstatte dem med et civilt samfunds venligere metoder. Der ligger mange skridt forude, såsom at skabe frivillige institutioner (politiske partier, lobby-grupper, osv.), forankre retssikkerheden, skabe ytringsfrihed, beskytte minoriteternes rettigheder, sikre ejendomsretten og udvikle forestillingen om en loyal opposition. Et valg kan gennemføres med sådanne gode vaner. Valghandlingerne bør indledes på kommunalt niveau og gradvist bevæge sig op til nationalt niveau. Og de bør starte ved lovgivende forsamlinger og derfra bevæge sig til den udøvende magt.
Denne proces vil tage tid, for det er ikke nogen enkel foreteelse at samle Iraks opdelte befolkning eller at afkaste sig tidligere årtiers totalitære vaner. Erfaringerne fra lande som Mexico, Sydafrika, Rusland, Kina og Sydkorea viser, at vejen fra tyranni til demokrati er lang og ujævn. Dette vanskelige forehavende bør ikke presses igennem og endnu mindre udføres af fremmede. Kun irakerne selv kan tage disse skridt fremad, og de vil gøre det i deres eget tempo og skal prøve sig frem i en smertefuld erfaringsproces fuld af fejltagelser. Amerikanerne må lære tålmodighed. Det var faktisk dette råd, Jean Bethke Elshtain fra University of Chicago få dage efter den 11. september gav Mr. Bush, idet hun bad ham om at "lære et utålmodigt folk tålmodighed." I Irak kan den amerikanske utålmodighed få dødbringende konsekvenser.
