Hvad tror muslimer på, når det gælder religionsfrihed? Et vers fra Koranen (2:256) svarer: "Der eksisterer ingen tvang i religion"(på arabisk: la ikrah fi'd-din). Det lyder klart nok, og Islamic Center of Southern California insisterer da også på, at det er det, idet man hævder, at det viser, hvordan Islam foregreb principperne i USA's forfatning. Centeret mener, at den første paragraf ("Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof"/Kongressen skal ikke udfærdige nogen love med henblik på etablering af religion eller forbyde den frie udøvelse heraf) er baseret på begreberne i Koranens vers om fravær af religiøs tvang.
I samme ånd hævder en tidligere førende retsdommer i Pakistan, S.A. Rahman, at sætningen fra Koranen rummer "et samvittighedsmæssigt frihedsprivilegium uden sidestykke i menneskehedens religiøse annaler." For vestlig følsomhed giver denne tolkning intuitiv mening. Således skriver Alan Reynolds, økonom ved CATO Institute, i Washington Times, at det pågældende vers er et tegn på, at Koranen "tilråder religiøs tolerance."
Var det blot så enkelt.
I virkeligheden har denne bedragerisk enkle sætning historisk haft en mangfoldighed af betydninger. Her er nogle af dem, de fleste præmodernistiske, hentet fra to glimrende nye bøger, Patricia Crones "God's Rule: Government and Islam" (Columbia University Press) og Yohanan Friedmans "Tolerance and Coercion in Islam" (Cambridge University Press), suppleret af mine egne undersøgelser. Hvis vi går fra det mindst frisindede til det mest frisindede anses sætningen om fravær af religiøs tvang skiftevis for at:
-
Være afskaffet: Passagen blev overskrevet af efterfølgende Koran-vers (såsom 9:73 "Oh Profet! Kæmp mod de vantro og hyklerne og vær hård imod dem").
-
Være rent symbolsk: Sætningen er en beskrivelse, ikke et imperativ. Islams sandhed er så indlysende, at dette at formå nogen til at blive muslim ikke antager skikkelse af egentlig "tvang"; eller også anses dette at få nogen til at antage Islam, efter at de er blevet besejret i krig, ikke for at være "tvang."
-
Være spirituel, ikke praktisk: Regeringer kan faktisk fremtvinge ydre lydighed, selvom de selvfølgelig ikke kan bestemme ved magt, hvordan muslimer tænker.
-
Være begrænset af tid og sted: Den gjaldt udelukkende jøder i Medina i det 7.årh..
-
Være begrænset til ikke-muslimer, som lever under og accepterer muslimsk herredømme: Nogle jurister siger, at den kun gælder for "Bogens folk" (kristne, jøder og tilhængere af Zarathustras lære); andre siger, at den gælder for alle vantro.
-
Udelukke visse ikke-muslimer: frafaldne, kvinder, børn, krigsfanger og andre kan godt tvinges. (Dette er standardfortolkningen, som har været gyldig i de fleste perioder og de fleste steder).
-
Være begrænset til alle ikke-muslimer: Muslimer skal overholde Islams trossætninger og kan ikke frafalde.
-
Være begrænset til muslimer: Muslimer kan skifte fra én tolkning af deres tro til en anden (f.eks. fra sunni til shia), men de kan ikke forlade Islam.
-
Gælde alle mennesker: Erhvervelsen af den sande tro skal ske ved forsøg og afprøvelse, og tvang undergraver denne proces. Massiv uenighed om en kort sætning er typisk, for religiøst troende diskuterer indholdet i alle hellige bøger, ikke kun Koranen. Diskussionen vedrørende verset om fravær af religiøs tvang har flere vigtige implikationer.
For det første viser den, at Islam – som alle religioner – er, hvad tilhængerne gør den til. Muslimers valg rækker fra Taleban-agtig undertrykkelse til Balkan-agtigt frisind. Der er få begrænsninger; og der eksisterer ingen "rigtig" eller "forkert" fortolkning. Muslimer har næsten frit slag med hensyn til at mene, hvad "ingen tvang" betyder i det 21.årh.
Derimod bør ikke-specialister være meget forsigtige med hensyn til at forfægte meningen i Koranen, som er flydende og subjektiv. Da Alan Reynolds skrev, at verset om fravær af tvang betyder, at Koranen "tilråder religiøs tolerance," var hans hensigter sikkert de bedste, men i virkeligheden vildledte han sine læsere.
Mange andre områder inden for Islam rummer endvidere paralleller til denne debat. Muslimer kan hele tiden beslutte på ny, hvad jihad betyder, hvilke rettigheder kvinder har, hvilken rolle regeringen skal spille, hvilke former for pengeinteresser, der skal forbydes, og meget andet. Hvordan de afgør disse store spørgsmål, påvirker hele verden. Og endelig, selvom muslimerne træffer deres egne beslutninger, kan vesterlændinge godt påvirke deres retning. Undertrykkende elementer (som f.eks. det saudiske regime) kan bremses af en mindsket afhængighed af olie. Mere liberale muslimer (som f.eks. Ataturks tilhængere) kan marginaliseres ved at lukke det islamisk ledede Tyrkiet ind i EU.
Hvad ikke-muslimer foretager sig kan også have stor indflydelse på, om "ingen tvang i religion" bliver oversat til religiøs tolerance eller (som i Salman Rushdies tilfælde) tillader udstedelsen af en licens til mord.
