I Vesten ser omvendelser, der involverer islam, ud til at gå én vej, i retning mod islam. Blandt de kendte nye i troen kan nævnes Kareem Abdul-Jabbar, Muhammad Ali, Malcolm X, Keith Ellison, og Sinéad O'Connor, og blandt de kendte, der har flirtet med islam, er der prins Charles, Michael Jackson og Lindsay Lohan. Der er desuden omkring 700.000 konverterede afroamerikanere og deres efterkommere.
 Muhammad Ali og Malcolm X i New York i 1964. |
Det går imidlertid begge veje. Fødte muslimer, der forlader islam, har en langt større påvirkning, end konvertitter til islam har.
Her er indledningsvist nogle tal: Ifølge et estimat fra 2007 konverterer omkring 15.000 muslimer hvert år til kristendommen i Frankrig. Omkring 100.000 amerikanske muslimer forlader hvert år islam, viser en undersøgelse fra Pew Research Center fra 2017. Det svarer til 24% af alle muslimer i USA, med en overrepræsentation af iranere. Disse tal opvejer nogenlunde antallet af ikke-muslimer, der konverterer til islam.
Der er forskellige grunde til at forlade islam: Pew bemærker, at 25% af de amerikanske eksmuslimer generelt har det problematisk med religioner, 19% med islam specifikt, 16% foretrækker en anden religion og 14% nævner årsager vedrørende personlig udvikling. Lidt mere end halvdelen af dem, der forlader islam (55%), forlader helt det religiøse, og lidt mindre end en fjerdedel (22%) konverterer til kristendommen.
Frafaldne udfordrer islam på tre vigtige måder: ved offentligt at forlade islam, ved at organisere sig med andre eksmuslimer og ved at afvise det islamiske budskab.
For det første er et åbent frafald fra islam en radikal handling, der kan medføre henrettelse i lande med muslimsk flertal, såsom Iran. Selv i Vesten mødes det med afvisning i familien, social udstødelse, ydmygelse, forbandelser, trusler, repressalier og voldelige angreb. Frafald fra islam sker derfor typisk forsigtigt eller i det skjulte, som det var tilfældet med den britiske forfatter Salman Rushdie og popstjernen Zayn Malik. Carlos Menem fra Argentina bagatelliserede sin apostasi; Barack Obama benægtede omhyggeligt sin apostasi.
Nogle konvertitter gør ikke desto mindre en sag ud af at forlade islam offentligt og opmuntrer andre til at følge deres eksempel. Ibn Warraq skrev Derfor er jeg ikke muslim. Nonie Darwish og Ayaan Hirsi Ali skrev bøger om at blive "vantro". Journalisten Magdi Allam konverterede til kristendommen ved en vidt udbredt fjernsynstransmitteret ceremoni forestået af pave Benedikt.
 Pave Benedikt forestod personligt konverteringen af Magdi Allam i 2008. |
For det andet gør eksmuslimer i Vesten noget, der ville være utænkeligt i lande med muslimsk flertal: De har, begyndende med det tyske Eksmuslimers Centralråd (Zentralrat der Ex-Muslime) i 2007, etableret dusinvis af offentlige eksmuslimske organisationer, der giver indbyrdes støtte, finpudser argumenter, rejser problematiske spørgsmål (såsom kønslemlæstelse) og bekæmper islamisme.
 Broder Rachids tv-show i USA er nået ud til mange arabisk-talende muslimer. |
For det tredie har eksmuslimer i Vesten opnået en imponerende vidtrækkende indflydelse ind i traditionelle muslimske miljøer med deres bøger, radio, fjernsyn, email-kampagner, internetsider og sociale medier. De spreder næsten ustraffet forstandige budskaber på arabisk og andre hovedsprog. Nogle (som Wafa Sultan, Zineb El-Rhazoui og Hamed Abdel-Samad) fokuserer på at tage afstand fra islam, andre hjælper ateister med at flygte til Vesten. Konvertitter til kristendommen (såsom Broder Rachid) engagerer sig ofte i religiøse diskussioner eller (som Sohrab Ahmari) forklarer deres åndelige rejse.
Konverterende, organiserende, missionerende: Sådan sender højlydte eksmuslimer i Vesten chokbølger til deres oprindelseslande – især de steder, hvor islam historisk set er beskyttet af traditioner og love mod enhver form for kritik, og endda ironi, og hvor undertrykkelse og straf gør anti-islamiske synspunkter ulovlige. Bekymrede myndigheder forbyder kristen missionering og censurerer eksmuslimer. De knytter endda denne bevægelse til en "zionistisk konspiration", selvom sådanne bestræbelser som regel er lige så ineffektive som de er trivielle.
Et gribende anonymt brev fra Karachi, Pakistan, til Observer, da kontroversen om De Sataniske Vers var på sit højeste i 1989, viser inspirationen til en eksmuslims budskab. Brevskribenten reagerede på Ayatollah Khomeinis opfordring til at myrde Salman Rushdie, fordi forfatteren havde skrevet respektløst om Muhammed:
Min stemme har endnu ikke fundet udtryk i avisernes spalter. Det er stemmen fra dem, der er født muslimer, men som voksne ønsker at forlade islam uden at måtte på grund af dødsstraf. Når man ikke lever i et islamisk samfund, kan man ikke forestille sig de sanktioner, både selvpåførte og påført udefra, som bekæmper manglende religiøs overbevisning. ... Så kommer Rushdie og taler for os. Fortæller verden at vi eksisterer – at vi ikke bare er produktet af en jødisk konspiration. Han bringer en ende på vores isolation.
Med lidenskab og en særlig autoritet påvirker eksmuslimer troende til at tænke kritisk om deres tro. Eksmuslimernes bestræbelser har i væsentlig grad bidraget til et generelt fald i religiøsitet, der nu er en tydelig tendens blandt muslimer, især blandt de unge. Som Economist sammenfatter en meningsmåling for nylig fra Arab Barometer: "Mange [arabisk-talende muslimer] er tilsyneladende trætte af islam".
Sådan udfordrer højrøstede, selvsikre eksmuslimer den religion, de er født ind i, og hjælper derved med både at modernisere den og løsne dens greb. Deres rolle er kun lige begyndt.
