"Hvorfor er Sverige blevet Europas Nordkorea?" Det spurgte en dansker halvt i spøg den svenske tegner Lars Vilks om ved en konference, som jeg deltog i i 2014. Vilks mumlede ikke særligt overbevisende noget om Sveriges tilbøjelighed til konsensus.
 Lars Vilks, Lars Hedegaard, Geert Wilders og Daniel Pipes, Christiansborg den 2. november 2014. |
Nu kommer Ryszard Legutko, der er polsk professor i filosofi og en fremtrædende politiker, med et bedre svar. Hans bog, oversat af Teresa Adelson, The Demon in Democracy: Totalitarian Temptations in Free Societies (Demokratiets dæmon: totalitære fristelser i et frit samfund), viser på metodisk vis den overraskende, men substantielle, lighed mellem den sovjetiske form for kommunisme og moderne liberalisme, som den defineres af Sverige eller EU eller Barack Obama.
(En præcisering, inden vi dykker ned i hans argumentation: Legutko diskuterer liberalt demokrati, der er et begreb, som jeg finder for komplekst. Jeg bruger derfor liberalisme her.)
 Ryszard Legutko. |
Legutko påstår ikke, at liberalismen minder om kommunismen i sin uhyrlighed, og endnu mindre at de to ideologier er identiske; Han anerkender til fulde, at den første er demokratisk og den anden er brutalt tyrannisk. Efter at have bemærket denne forskel, dykker han dog ned i det mere pikante spørgsmål om, hvad de to ideologier har til fælles.
Første gang, han bemærkede disse fællestræk, var i 1970'erne, hvor han besøgte Vesten og så, hvordan liberale her foretrak kommunister frem for anti-kommunister. Sidenhen iagttog han, efter sovjetblokkens sammenbrud, hvordan liberale tog varmt imod kommunister, men ikke deres anti-kommunistiske modstandere. Hvorfor forholdt det sig sådan?
Han mener, at det skyldes, at liberalismen og kommunismen deler en stærk tro på, at fornuftigt tænkende mennesker finder løsninger, der udmønter sig i tiltag for at forbedre borgeren, modernisere ham og forme ham til et overmenneske. Det følger heraf, at begge ideologier politiserer, og derved devaluerer, ethvert aspekt i livet, herunder seksualitet, familien, religion, sport, underholdning og kunst. (Her er et drilsk, men dybt seriøst, spørgsmål: Hvem har den mest forfærdelige kunst – kommunisterne eller de liberale, Stalin eller Venedigs biennale?)
 Demokratiets dæmon. |
Begge ideologier engagerer sig i social ingeniørkunst for at skabe et samfund, hvis medlemmer er "ens i ord, tanker og handlinger", for at få en i store træk udskiftelig befolkning, hvor ingen dissidenter laver vrøvl. Begge ideologier har en ophøjet tro på, at deres specifikke vision udgør menneskehedens største håb og repræsenterer historiens afslutning, det sidste trin i menneskehedens evolution.
Problemet er, at sådanne store planer til forbedring af menneskeheden uvægerligt fører til alvorlige skuffelser; Det viser sig, at mennesker er langt mere stædige og mindre føjelige, end drømmerne ønskede sig. Når tingene går galt (det kunne være fødevareproduktion for kommunisterne eller fri indvandring for de liberale), får det to ubehagelige konsekvenser.
Først søger ideologerne tilflugt i deres fantasi, som de ophidset forsøger at påtvinge de uvillige personer. Kommunister gør sig kolossale bestræbelser på at overbevise deres vasaler om, at de får langt mere velfærd end de stakler, der bor i kapitalistiske lande; liberale gør to køn til 71 eller får indvandringskriminalitet til at forsvinde. Når tingene går helt galt med deres projekter, reagerer de ikke ved at gentænke deres antagelser. I stedet forlanger de ganske ulogisk endnu mere ren kommunisme eller liberalisme. De er stærkt afhængige af konspirationsteorier: Kommunisterne kritiserer kapitalisterne, og de liberale kritiserer virksomhederne – eksempelvis for at bortforklare, at San Francisco har USA's største berigelseskriminalitet eller hvorfor "Seattle er døende" i en hjemløse-epidemi.
Dernæst, når der uvægerligt kommer dissidenter, gør såvel kommunister som liberale, hvad der skal til, for at undertrykke deres meninger. Med andre ord, begge parter er parate til at tvinge deres befolkninger til "frihed", som Legutko formulerer det. Det betyder naturligvis at kontrollere og ligefrem undertrykke ytringsfrihed. Under kommunismen udelukker statscensuren enhver kritik af socialismen, med sørgelige konsekvenser for enhver, der insisterer.
 Illustration fra Washington Times. |
Under liberalismen gør internetudbydere, store sociale medier, skoler, banker, samkørselstjenester, hoteller og krydstogtsselskaber det beskidte arbejde med at blokere interaktion på deres internetsider for kritikere, der bruger såkaldt hadefuld tale, hvilket kan være, at de vover at hævde, at der kun findes to køn. Islam er selvfølgelig et farligt emne: Man kan få en bøde for at reflektere over, hvorvidt Muhammed var pædofil, og komme i fængsel for en satiretegning. Konsekvensen? I Tyskland føler kun 19% af borgerne, at de kan udtale sig frit i offentligheden.
Legutko kommer ikke med en handlingsplan for de konservative, men hans analyse indebærer, at de bør tage afsæt i hans argument ved at gøre opmærksom på liberalismens undertrykkende elementer, hylde konservatismens smukke frihed og organisere de massive foranstaltninger, der skal til for at få lande som Sverige hevet op af afgrunden. Når Sovjetunionen, der dræbte 62 millioner af sine egne borgere og truede hele menneskeheden med sine interkontinentale ballistiske missiler, kunne bringes til sammenbrud, kan liberalismens bastioner nok befries med hjælp fra Legutkos indsigt og inspiration.
Tilføjelse den 14. juli 2019: Denne artikel blev udgivet samme dag, som prof.Legutko og jeg sad i et panel ved Den Nationalkonservative Konference i Washington.
(2) Mit tweet med et billede af Stalins kunst og kunst fra Venedig Biennale.
Her er et drilsk, men dybt seriøst, spørgsmål:
Hvad er den mest forfærdelige "kunst", #Stalins eller Venedigs biennales (@la_Biennale)?
- Begge dele er politisk kitsch
- #SocialRealisme er imidlertid for den enfoldige & #AvantGardisme er for den sofistikerede
- Den ene lyver, den anden perverterer pic.twitter.com/mgd1DX1FPF
-- Daniel Pipes دانيال بايبس (@DanielPipes) Jul 8, 2019
