Inviteret af Trykkefrihedsselskabet deltog jeg for en uge siden i en konference i det Danske Folketing på 10-årsdagen for mordet på Theo van Gogh, begået af en islamist. Mit indlæg og den efterfølgende debat med den hollandske politiker Geert Wilders vedrørende muligheden for en forandring af islam kan enten ses eller læses her.
Forklaring af fjerde afsnit i mit indledende indlæg: Jeg refererede specifikt til Wilders, Robert Redeker, Lars Vilks, Kurt Westergaard og Lars Hedegaard, fordi de alle var til stede og talte ved samme begivenhed. Faktisk var jeg den eneste af de seks paneldeltagere, som ikke lever under politibeskyttelse.
N.B. Her følger udskrifter, som korresponderer med de to videoer. Det første indeholder Mr. Pipes' indledende bemærkninger, let redigeret for stilens skyld. Det andet indeholder udvekslingen mellem ham og Geert Wilders fra Holland.
Indledende indlæg
Mange tak; det er mig en stor glæde at være her.
Lad mig begynde med at mindes den 2. november 2004. Det var tilfældigvis valgdag i USA, hvor George Bush vandt over John Kerry, en meget spændende dag. Jeg befandt mig i Californien og blev vækket omkring kl.6 om morgenen af en ven, som gjorde mig bekendt med mordet. Derefter fortsatte jeg på Al-Jazeera, hvor jeg debatterede med en islamist, som søgte at retfærdiggøre handlingen med den provokation, som Theo Van Gogh havde kastet sig ud i. Det var en meget mindeværdig og helt forfærdelig dag.
Det jeg gerne vil, er at kaste et blik ikke bare på de forløbne ti år siden hin frygtelige dag, men på de 25 år siden Salman Rushdie udgav De Sataniske Vers. Der har været et mønster, som begyndte det år, og som har gentaget sig om og om igen.
I begyndelsen af 1989 var der Salman Rushdie og De Sataniske Vers. I 2004 var der mordet på Theo Van Gogh og Geert Wilders kom under beskyttelse. I 2006 måtte Robert Redeker gå i skjul. I 2007 måtte Lars Vilks gøre det samme. Kurt Westergaard blev angrebet i 2010, Lars Hedegaard blev angrebet i 2013. Det samme er sket for mange andre, som ikke er til stede her.
Igen og igen, når disse angreb finder sted, ser vi et mønster. Først er der nogle vesterlændinge, som siger eller gør noget, der er kritisk mod islam, så reagerer muslimer med ukvemsord og vrede, krav om tilbagekaldelse, trusler om retssager og vold og med håndgribelig vold. Til sidst svarer vesterlændinge undvigende, hakkende og stammende, debatterer og giver til sidst efter.
Jeg vil fremhæve to ting, for det første, at dette faktisk i sidste instans ikke handler om ytringsfrihed: jovist, kamppladsen er ytringsfrihed, men temaet er vestlig civilisation; ytringsfriheden er blot baggrundstæppe, problemet er, om den vestlige civilisation vil overleve eller ej. For det andet, på grund af det jeg kalder for Rushdie-reglerne, er vesterlændinges ret til at sige kritiske, provokerende ting om islam aftaget de seneste 25 år.
Med "Rushdie-reglerne" refererer jeg til det edikt, som ayatollah Khomeini udstedte den 14. februar 1989, efter at Irans øverste leder på tv havde set pakistanere reagere med vold imod udgivelsen af Rushdies roman De Sataniske Vers. Ophidset over det han så, udstedte Khomeini et edikt imod Rushdies liv.
Denne handling var uden fortilfælde, eftersom ingen nogensinde havde gjort noget, der tilnærmelsesvist svarede hertil – overhovedet for en regering opfordrede til henrettelse af en forfatter, som boede i et andet land. Det overraskede alle, lige fra de iranske regeringsembedsmænd og til Rushdie selv. Ingen havde forestillet sig, at en magisk-realistisk roman, hvor folk falder ud af fly og overlever, hvor dyr kan tale og så fremdeles, ville påkalde sig den iranske leders forbitrede vrede. Ingen ventede dette.
Ediktet førte til fysiske angreb på boghandler i Italien, Norge og USA; og på oversættere af De Sataniske Vers i flere lande. De største voldsudgydelser fandt sted i Tyrkiet, hvor 36 mennesker blev dræbt, herunder også et overfald på oversætteren. Anden vold i muslimske lande medførte 20 døde.
Khomeinis edikt indeholder fire forskellige elementer.
For det første og mest vigtigt skitserede Khomeini, som var krænket over Rushdies beskrivelse af Muhammad i det han kaldte for "Rushdies modstand mod islam, profeten og koranen," en lang række af hellige emner som ikke kan diskuteres uden at nedkalde en dødsdom.
For det andet sigtede han mod "alle dem, der er involverede i publikationen, og som er klar over dens indhold," og ved at gøre dette sagde han, at han ikke blot angreb Rushdie, men alle i det kulturelle etablissement, redaktører, annoncører, distributører og andre, som var involveret heri. Så det er altså ikke bare en enkelt person, men et helt univers af kulturel aktivitet.
For det tredje, ved at beordre Rushdie henrettet, "så ingen andre vil vove at fornærme muslimernes ukrænkelige helligdomme", gjorde Khomeini det klart, at hans mål ikke blot var at straffe en enkelt skribent, men at forhindre lignende fornærmelser og latterliggørelser i fremtiden.
Og endelig, med sit krav om at de, der ikke selv var i stand til at henrette Rushdie, skulle "angive ham," opfordrede Khomeini hver eneste muslim verden over til at blive en del af et uformelt efterretningsnetværk og et potentielt angreb, viet til hævdelsen af islamiske værdier.
Så der er altså fire elementer: undlad at berøre bestemte emner, alle der er indblandet i produktionen vil blive skadet, dette bør aldrig ske igen, og der eksisterer et uformelt netværk af muslimer. Dette er Rushdie-reglerne. De er siden blevet bragt i anvendelse igen og igen.
Nuvel, jeg sagde at jeg ville fremføre to ting; den første er, at vesterlændinge i almindelighed opfatter Rushdie-reglernes vold som en krænkelse af deres ytringsfrihed – og det er den bestemt også. Men det aktuelle mønster i de islamistiske oprør eksisterer med henblik på opnåelse af nogle dybereliggende mål, som ikke altid udtales, og som rækker langt hinsides forbuddet mod at kritisere islam.
Det første mål er at etablere islams overordnede status. Man kan kritisere alle andre religioner, men man kan ikke kritisere islam. Der er et frit marked for ideer for alle andre religioner, man kan sige, hvad man vil, man kan have skuespil, operaer, bøger, romaner der kritiserer dem, men ikke om islam. Der findes intet frit marked for ideer vedrørende islam.
For det andet er muslimer overordnede og vesterlændinge, eller kafirer, er underordnede. Islamister gør og siger rutinemæssigt ting, som er krænkende for vesterlændinge, og det er helt fint, men ikke den anden vej rundt. Hvis man betragter vittighedstegningerne i muslimske publikationer, vil man finde de mest forfærdelige fornærmelser mod jødedom, kristendom, hinduisme og buddhisme; det er helt fint, men ikke den anden vej rundt.
Hvis denne ubalance fortsætter, med muslimer øverst og ikke-muslimer nederst, når man frem til det, der kaldes for dhimmi-status, og denne tillader Bogens Folk, specifikt jøder og kristne, at fortsætte praktiseringen af deres religion under muslimsk styre, underkastet mange restriktioner. Etableringen af dhimmi-status fører frem til Rushdie-reglernes tredje og afgørende ambition, gennemførelsen af sharia, den islamiske lov som Lars Hedegaard netop har omtalt.
Sharia styrer både det private og det offentlige liv. Den private dimension omfatter stærkt personlige forhold, fysisk renlighed, seksualitet, barnefødsel, familierelationer, klædedragt og kost. På det offentlige område styrer sharia de sociale relationer, kommercielle transaktioner, afstraffelse af kriminelle, mindretallenes status, slaveri, regeringsform, retsvæsen, skatteforhold og krigsførelse. Kort sagt, den omfatter alt lige fra ordensreglement ved toiletbesøg til regler for krigsførelse.
Som Lars påpegede, modsiger sharia stærkt den vestlige civilisations mest grundlæggende præmisser. Det ulige forhold mellem mand og kvinde, mellem muslim og ikke-muslim, mellem ejer og slave er ikke foreneligt med de ligheds- og rettighedsprincipper, som er dyrebare og indbyggede i vores civilisation. Haremet er ikke foreneligt med monogami, islamisk overhøjhed modsiger religionsfrihed og en eneherskende gud kan ikke tillade demokrati.
Hvis islamisterne opnår et sharia-styre, vil de effektivt erstatte al civilisation med islamisk civilisation. Ved at lukke for diskussionen af islam banes vejen hen imod dette mål, hvorimod bevarelsen af ytringsfriheden vedrørende islam udgør et afgørende forsvar imod påførelse af en islamisk orden.
Kort sagt, en bevarelse af vores civilisation kræver en åben diskussion af islam; islamisterne ønsker at lukke den, fordi de ønsker at lukke vores civilisation ned. Det handler derfor ikke kun om ytringsfrihed, men om noget meget større.
Mit sidste punkt handler om det, der er sket siden 1989. Set i bakspejlet, så var reaktionerne på Ruhdie-ediktet blandt intellektuelle og politikere i 1989 bemærkelsesværdige for den støtte, de gav den truede forfatter, især på venstrefløjen. Venstreorienterede intellektuelle var mere tilbøjelige til at stille sig på Rushdies side end intellektuelle på højrefløjen, til dels fordi Rushdie selv beskrev sig som venstrefløjsmand.
Det var heller ikke kun de intellektuelle. François Mitterrand, Frankrigs daværende socialistiske præsident, kaldte truslen mod Rushdie et "absolut onde." Partiet De Grønne i Tyskland søgte at bryde alle økonomiske aftaler med Iran. En EU-resolution støttede Rushdie som "et signal om at sikre bevarelsen af civilisation og menneskelige værdier." Det amerikanske senat vedtog enstemmigt en resolution, som fastslog dets forpligtelse "til at beskytte ethvert menneskes ret til at skrive, udgive, sælge, købe og læse bøger uden frygt for intimidation og vold."
Tiderne har ændret sig. En nylig bog af en amerikansk intellektuel, ved navn Paul Berman, med titlen The Flight of The Intellectuals [De intellektuelles flugt] kritiserer voldsomt hans venstrefløjsfæller for at "kludre slemt i det i deres forsøg på at tumle de islamistiske ideer og volden". Kort sagt, venstrefløjen går fejl af islamismen.
Efter hver eneste udøvelse af ytringsfrihed siden 1989, så som de danske Muhammed-tegninger, er utallige skarer af skribenter, udgivere og illustratorer veget tilbage for at udtrykke sig. Jeg kan give jer det ene eksempel efter det andet på kunstnere, dramatikere, skribenter og forfattere, som siger: "Jeg ønsker ikke at nærme mig emnet islam."
Forandringerne siden 1989 er hovedsagelig en følge af fremvæksten af tre ismer, tre nye politiske kræfter: multikulturalismen, venstrefløjsfascismen og islamismen.
Tendensen i multikulturalismen er, at den ikke anser nogen bestemt livsform, noget trossystem eller nogen politisk filosofi for at være bedre eller værre end nogen andre. Det minder mig om en diskussion af, hvad vi skal spise til aften, skal vi have japansk eller italiensk? Begge dele er vældig gode, meget smagfulde, det betyder jo egentlig ikke noget, gør det? Vel, det er sådan multikulturalisterne betragter langt mere dybtgående emner end middagsmaden, det betyder egentlig ikke noget.
Der er ingen egentlig forskel på miljøbevidsthed og wicca; de udgør begge fuldkommen gyldige alternativer til den jødisk-kristne civilisation. Hvorfor kæmpe for sin måde at leve på, når den ikke kan gøre krav på at stå over andre?
Dernæst er der venstrefløjsfascismen, som siger, at hvis du betragter den vestlige civilisation nærmere, vil du faktisk opdage, at den er værre end alle andre. En kombination af vestlig racisme, imperialisme og fascisme har gjort livet forfærdeligt for ikke-vesterlændinge. Anført af figurer som afdøde Hugo Chávez fra Venezuela opfatter denne venstrefløjsfascistiske bevægelse de vestlige magter, som de kalder Imperiet, som verdens største trussel, med USA og Israel som hovedsynderne.
Og endelig er der selvfølgelig islamismen, den radikale islamistiske tendens til at anvende sharia, som er vokset kolossalt siden 1989. Se jer omkring og læg mærke til, i hvor høj grad ISIS, Mohamed Morsi, Recep Tayyip Erdogan og andre af den slags fænomener dominerer overskrifterne i dag. Overalt hvor man ser hen i den del af verden, som har muslimsk befolkningsflertal, er den islamistiske bølge på vej. Set på verdensplan er den blevet til den mest magtfulde form for radikal utopisme. Fascisme og kommunisme er næppe til at få øje på, islamismen forefindes næsten overalt.
Den danner en alliance med venstrefløjen, som dominerer de civile samfund, udfordrer mange regeringer og overtager andre; den har skabt et brohoved i Vesten og fremmer sin dagorden i internationale institutioner. FN har for eksempel vedtaget resolutioner imod religionskrænkelse, dvs. krænkelse af islam.
Den vestlige svagheds yin har, kort og konkluderende sagt, mødt den islamistiske selvhævdelses yang. De der forsvarer den vestlige civilisation, må ikke alene kæmpe mod islamisterne, men også mod de multikulturelle, som giver dem muligheden, og venstrefløjen, som allierer sig med dem.
Diskussion af islam ved Daniel Pipes og Geert Wilders
Daniel Pipes: Som du ved, [Geert,] beundrer jeg dit mod og din klare analyse. Men jeg er også uenig, som du ved, i en af de ting, du siger. Du sagde, at der aldrig vil eksistere en moderat islam. Jeg ved ikke, hvordan du ved det. Islam har ændret sig — jeg er historiker og en historiker studerer forandring gennem tiderne. Alt menneskeligt forandres med tiden. Jeg påbegyndte studiet af islam i 1969, for 45 år siden. Islam er meget anderledes og meget værre, end den var i 1969. Hvis den kan blive værre, kan den også blive bedre. Islam ændrer sig. Jeg kunne bruge — vi kunne lave en konference om det. Så vil jeg fortælle dig, hvordan islam har ændret sig. Hvordan ved du, at den ikke kan blive bedre? Hvordan ved du, at der ikke kan eksistere en moderat islam? Hvorfor afviser du denne mulighed på forhånd? Lars er skeptisk. Det accepterer jeg. Men du siger: "Absolut, nej, det kan ikke ske."
Geert Wilders: Vel, Daniel og jeg har kendt hinanden i lang tid. Vi respekterer hinanden og vi har haft denne diskussion mange gange før, og sommetider kan vi blive enige om at være uenige. Men jeg tror faktisk ikke, at islam nogensinde vil forandre sig. Islam er ordet — se på koranen. Koranen er, sammen med haditterne og Mohammeds Liv (suraerne), koranen er vejen, grundlaget i islam. Og muslimerne tror på, at koranen er Guds ord. Det kan ikke ændres. Og selvfølgelig ændrer mennesker sig, Daniel. Det tror jeg på. Men jeg tror ikke på, at islam nogensinde tidligere har ændret sig. Når den blev værre — og det gjorde den så sandelig, den bliver værre for hver dag — er det fordi mennesker ændrede sig. Og mennesker forandrede sig ulykkeligvis til det værre, ikke til det bedre. Så jo, jeg mener, at selv i vore dage bliver den værre hvert sekund — se på Islamisk Stat, se på hvad der sker i jeres land, i mit land — og det vil ikke ændre sig. Men mennesker kan ændre sig. Og jeg er ikke teolog. Jeg mener det endnu engang, hvorfor mennesker, og hvorfor mennesker tror på islam kommer ikke mig ved. Men jeg er politiker. Jeg er lovgiver. Og jeg siger dig, som jeg har sagt før, jeg interesserer mig ikke for at ændre [dem] eller ej. Jeg er interesseret i mennesker. Og hvis du holder fast i vore værdier, så er du velkommen, og hvis du ikke holder fast ved vore værdier, så må du gå. Du må gå. Jeg er ligeglad med, om det vil ændre sig eller ej. Jeg interesserer mig for menneskene i mit samfund: Vil kvinder i København, i Amsterdam kunne færdes frit på gaderne eller bliver de chikaneret? Vil børn frit kunne færdes på gaderne? Bliver homoseksuelle tævet i Amsterdam af marokkanske unge eller ej? Det er det spørgsmål, vi bør besvare, og hvis [svaret er] "nej", så bør vi sende dem væk og standse immigrationen [fra] de lande, hvor vi har denne aggression. Det er det eneste spørgsmål, jeg ønsker at svare på.
Ordstyrer: Daniel, har du lyst til at kommentere dette?
Daniel Pipes: Ja, vi har diskuteret dette i årtier og endnu længere. Og jeg er enig i din pointe med handlinger, der er uacceptable, og mennesker, der ændrer sig, så her er vi enige. Men du sagde meget tydeligt i dit åbningsindlæg, at islam, moderat islam kan — der vil aldrig eksistere en moderat islam. Så lad os lægge folks handlinger til side. Hvorfor kan der ikke eksistere en moderat islam? Det er — koranen er og bliver den samme, men fortolkningerne af den ændrer sig. Lad mig give dig et eksempel. Der findes en kort sætning i koranen, la ikraha fi'd-din, som betyder, at "der bør ikke være tvang i religion." Det er en sætning, som i løbet af tusind år har ændret sin forståelse, sin fortolkning. Jeg har skrevet en artikel, hvori jeg påpegede en halv snes forskellige historiske forståelser af, hvad denne sætning betyder, lige fra det mest rigide og indsnævrende til det mest frisindede. Hvert eneste aspekt af koranen kan behandles på samme vis. For eksempel modsigelser i koranen. Som det er i dag, er der tendens til, at de mere strenge bliver accepteret og de mindre strenge forkastet. Det kan ændre sig. Dette er menneskeligt. Det er ikke guddommeligt; det er fortolkning af koranen. Fortolkningen af koranen har ændret sig og ændrer sig stadig, og den er ændret til det værre og det mere strenge. Hvorfor vil du ikke indrømme muligheden af en ændring til det bedre?
Geert Wilders: Åh ved du hvad, koranen, i islam findes der en regel kaldet for "tilbagekaldelse." Og tilbagekaldelse betyder, at det nyeste vers i koranen er gældende og ugyldiggør alt det, der er blevet skrevet tidligere. Det er en regel, som selv moderate inden for islam er enige i. Så jo, der har faktisk eksisteret passager i koranen, som måske ikke har sagt de mest barske ting, men i sidste ende er de blevet erstattet ved hjælp af tilbagekaldelse i mange dele af koranen, som jeg ikke tror på, men som mange muslimer tror på, dette er kendsgerningen i dag. For det andet: det er Guds ord. Det er Guds ord, [som] der ikke sker fortolkninger af i dag; der findes ingen aktive arabiske eller islamiske yeshivaer i dag, hvor folk studerer og fortolker dele af koranen, de er ikke-eksisterende. Så lad os dog endnu engang enes om at være uenige; lad os dog ikke fokusere på noget, som jeg tror aldrig vil ske, og som du tror kan komme til at ske om fem tusind år. Men jeg interesserer mig for, hvad der vil ske i dag og i morgen og dagen efter i morgen og at vore lande er sikre og beskyttede imod islams brutalitet.
