ROM – I disse dage beskriver nyhederne to hovedveje for udviklingen i Italien. Den ene er, at indenrigsminister Matteo Salvini – med massiv modstand fra medierne, retsvæsenet og kirken – har lukket landets havne for illegale migranter og derved har reduceret antallet, der kommer ind fra Middelhavet, med 97% mellem 2017 og 2019. Den anden er, at hans civilisationistiske parti Liga (på italiensk Lega) gik fra at få 6% af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 til 34% ved selvsamme valg sidste måned, hvilket gør partiet til Italiens allermest populære parti.
 En sammenligning af antallet af illegale migranter, der kom ind i Italien ad søvejen mellem 1. januar og 12. juni i 2017-2019. Kilde: Italiens ministerium for offentlig sikkerhed. |
Set udefra tyder disse dramatiske udviklinger på, at et stigende antal af Italiens 61 millioner indbyggere ikke længere benægter deres lands apokalyptiske indvandrings- og islamiseringsproblemer og er parate til at imødegå landets eksistensielle trusler. Men er det virkelig tilfældet, har italienerne rundet et hjørne i kampen for at kontrollere deres skæbne? Hvad betyder havnelukningerne, og hvor betydningsfuld er den stigende tilslutning til Ligaen?
For at undersøge disse spørgsmål tilbragte jeg en uge i Rom, hvor jeg mødte 25 politikere, diplomater, journalister og intellektuelle, der favnede en bred vifte af synspunkter; Salvini blev sammenlignet med alle, fra Juan Peron til Margaret Thatcher. Det gjorde indtryk på mig, hvor stort omfanget er af det slag, der er undervejs, hvor civilisationisterne har en midlertidig og sårbar fordel, som de hurtigt vil kunne miste, hvis der begås fejltrin.
 Den røde markør viser den italienske ø Lampedusa; det europæiske territorium, der ligger tættest på Libyen. |
Italiens udfordringer danner rammen for dette slag. Det offentlige er på alle niveauer notorisk dysfunktionelt, fra Roms trafik til Genovas bro. Landets befolkning har en af verdens ældste gennemsnitsaldre: 48 år. Næsten tre fjerdedele af italienerne ser pessimistisk på landets fremtid. Italien er, med den største offentlige gæld i Europa og kontinentets andenstørste offentlige gæld målt som procent af BNP, i fare for at blive udsat for retslige tiltag og enorme bøder fra EU. Italien er, med øerne Lampedusa og Sicilien, det europæiske land, der ligger tættest på anarkiet i Libyen og påvirkes derfor mest af Afrikas befolkningseksplosion.
Hvad værre er, så er Italiens to dominerende kulturelle kræfter – kommunistpartiet og den romersk-katolske kirke – begge universalister, der ikke har megen forståelse for, hvad der gør Italien til en unik nation. De er naturligvis begge positive over for masseindvandringen, som det kommer til udtryk i pave Frans' lidenskabelige erklæringer. Den 27. maj kaldte han for eksempel tilstedeværelsen af migranter for "en invitation til at genopdage nogle af de essentielle dimensioner af vores kristne eksistens."
I tillæg til disse højtravende grunde har andre italienere mere jordnære årsager til at ønske en konstant tilstrømning af migranter. Italiens venstrefløj kan ikke lade være med at bemærke, hvordan indvandreres stemmeafgivning hjælper deres meningsfæller i andre lande (f.eks. Frankrig). Den statsfinansierede servicesektor for indvandrerne havde førhen omkring 36.000 mennesker ansat men afskedigede 5.000, da antallet af illegale migranter faldt, og yderligere 10.000 forventes at kunne afskediges. Korruption, herunder underslæb og prostitution, er udbredt i branchen, med en mafia, der tjener "enorme summer på migranterne".
På den anden side står dem, der ønsker at hylde ikke alene nationen Italien og dens glorværdige nationale kultur, men også landets mange særegne regioner med deres lange historier, indbyrdes uforståelige dialekter og berømte egnsretter. Venedig var for eksempel uafhængig i elleve århundreder (697-1797), udviklede en unik metode til glasfremstilling (Murano) og har sin egen skole inden for musikkomposition. Civilisationisternes stolthed over denne kulturarv står i direkte modsætning til universalisternes holdning.
Den 46-årige Matteo Salvini styrer den civilisationistiske drift i retning mod at bevare. Karrierepolitikeren tilsluttede sig som 17-årig det dengang marginaliserede Liga Nord, blev byrådsmedlem i Milano som 20-årig og steg i graderne i partiet, indtil han til sidst udfordrede og slog partiets langvarige leder i 2013. Som ny leder omdannede han hurtigt et regionalt parti til et nationalt parti (og fjernede ordet "Nord" fra navnet) og gjorde kontrol med indvandringen til sin mærkesag.
 Indenrigsminister Matteo Salvini har ofte en lokal trøje på for at fremhæve lokal stolthed – selv, som her, i det sydlige Italien. |
Salvini dominerer Ligaen og styrer Italiens politik i en grad, så landets fremtid i store træk afhænger af hans prioriteringer, evner, dybde, vision og stamina. Skulle det lykkes for ham at gøre havnelukningerne til en langvarig løsning på problemerne med indvandring og islamisering, varsler hans aktuelle valgsucces et vendepunkt for Italien. Fejler hans forsøg derimod, vil italienerne ikke foreløbigt få mulighed for igen at kontrollere deres grænser og hævde deres identitet og suverænitet.
Mere generelt har Italien mulighed for, sammen med Ungarn, at føre Europa ud af dets nuværende tilbagegang, men et sådant lykkeligt fremtidsscenarie kræver enorme færdigheder og mere end en smule held.
Tilføjelser den 17. juni 2019:
(1) Paolo Quercia fra Perugia Universitet gør mig opmærksom på, at Italien i de senere år har "brugt mere end halvdelen af sit forsvarsbudget på at redde og herefter dække grundudgifterne for illegale migranter fra Afrika." Italien brugte dernæst meget mere på træning, uddannelse og kulturel integration.
(2) Udover at få 34% af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget i slutningen af maj, forårsagede Ligaen, at venstrefløjen mistede nogle traditionelle bastioner (Forli: 50 år; Ferrara: 69 år) ved Italiens kommunalvalg i maj-juni. I byen Riace blev den tidligere venstreorienterede borgmester verdenskendt, da han ivrigt bød migranter fra Afrika og det sydlige Asien velkommen, og på et tidspunkt var næsten halvdelen af byens indbyggere indvandrere. Her stemte man nu en borgmester ind, der blev støttet af Ligaen.
 Riace, en landsby i Calabria. |
(3) Paven og Salvini kritiserer bittert hinanden, hvilket ikke er overraskende med deres diametralt modsatrettede syn på illegale migranter. Salvini har henvendt sig direkte til "Hans hellighed, Pave Frans" og fortalt ham, at ved at lukke illegale migranter ude reducerer man antallet, der drukner: "Denne regerings politik er at eliminere dødsfaldene i Middelhavet med stolthed og kristen barmhjertighed." Pave Frans svarede prompte: "Vi hører nødråbene fra mennesker på flugt i tætpakkede både og i søgen efter håb uden at vide, hvilke havne, der vil tage imod dem -- i et Europa, der godt vil åbne sine havne for skibe, der transporterer avancerede og dyre våben, der kan skabe ødelæggelser, der ikke engang skåner børn."
(5) En kriminolog i Rom fortalte mig, at "der har ikke været terrorisme i Italien i 25 år." Da jeg opremsede flere hændelser – angrebet på en synagoge i Modena i 2003, hændelsen ved McDonald's i Brescia i 2004, de planlagte angreb på Vatikanet og den israelske ambassade i 2016, arrestationerne i 2018 af jihadister i Rom, Latina, Turin og Foggia – blev han helt tavs. Italien står med andre ord over for det sædvanlige problem med de seks P'er (politi, politikere, presse, præster, professorer og anklagere), der lever i fornægtelse.
