ROM – Når man tænker på migranter og islam, er Italien ikke et land, der falder én ind.
I modsætning til sine nordlige naboer har Italien ikke oplevet et økonomisk mirakel, der krævede massiv indvandring af arbejdskraft. Landet mangler tætte forbindelser til nogle af de større indvandringskilder, sådan som Storbritannien har det til Sydasien. Landet har ikke oplevet store jihad-voldshandlinger, sådan som Frankrig har. I modsætning til i Sverige hører man her ikke historier om forrykte indrømmelser, og i modsætning til Belgien er her ingen delvise no-go zoner. I modsætning til Holland har landet ikke fået en karismatisk islamkritisk politiker, der er sammenlignelig med Geert Wilders, og i modsætning til Tyskland er intet indvandrerkritisk parti blevet en vægtig politisk spiller.
 Libyen og Italien er nu hovedfærdselsvejen for afrikanere til Europa. |
Italien fortjener imidlertid lige så meget opmærksomhed som sine nordlige nabolande, for landet undergår massive forandringer, der måske er endnu mere presserende, vidtrækkende og i højere grad fornægtede end i de bedre kendte lande.
Man kan begynde med geografien. Ikke alene stikker Italiens berømte støvle langt ud i Middelhavet og gør derved landet til en fristende mål for illegale bådmigranter, men italiensk territorium når helt til Nordafrika: Den lille ø Lampedusa, der har 6.000 indbyggere, ligger kun 113 km fra Tunesiens kyst og 300 km fra Libyen. I 2016 kom 181.000 migranter til Italien; næsten alle var illegale, og næste alle kom ad søvejen.
Det var en rigelig stor udfordring, da Libyens Muammar Gaddafi åbnede og lukkede for migrantstrømmen, hvorved han fik indrømmelser fra Italien i et spil, der nu gentages af Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan over for Tyskland.
Erdogan leger nu med Tyskland. Siden Gaddafis fald i oktober 2011 giver Libyens anarki imidlertid endnu større problemer. Gaddafi kunne man i det mindste købe på effektiv vis, men det er langt vanskeligere at forhandle med en række lokale magtfulde mænd og menneskesmuglere.
285.000 italienere forlod deres fædreland i 2016. Det er en stor stigning i forhold til de foregående år, og det forværrer tendensen i retning af, hvad den franske intellektuelle Renaud Camus kalder for en stor befolkningsudskiftning.
Dernæst er der historie. Den muslimske tilstedeværelse på Sicilien varede næsten fire århundreder, 827-1300, og selv om islamister hylder dette mindre end de hylder Andalusien, husker de denne epoke og vil have Sicilien tilbage. Rom, der er hovedsædet for den katolske kirke, repræsenterer et vigtigt mål for islamistisk vrede og ambition og gør det højst sandsynligt, at det bliver et mål for jihad-vold.
Demografiske tendenser er her endnu værre end i det nordlige Europa, med en samlet fertilitetsrate (antal børn per kvinde) på 1,3, hvilket er et godt stykke under fertilitetsraten i nabolandet Frankrig (2,0). Journalisten Giulio Meotti fortæller mig, at migranters fertilitetsrate er på næsten 2,0, mens de indfødte italieneres rate er omkring 0,9. Nogle små byer har udsigt til at uddø. En af dem, Candela, har haft en befolkningsnedgang fra 8.000 i 1990'erne til 2.700 i dag. De har reageret ved at tilbyde kolde kontanter for at lokke økonomisk produktive migranter til at bosætte sig i byen. Italiens sundhedsminister Beatrice Lorenzin, har kaldt den demografiske tendens for "en apokalypse".
 Tidens tegn i Italien: Graffiti favoriserer illegale migranter, men afviser turister. |
Kombineret betyder disse faktorer en kulturel krise for Italien. Muren af fornægtelse er imidlertid næsten ubrudt. Liga Nord og Femstjernebevælgelsen er ganske vist imod fri indvandring, men det er ikke deres mærkesag. Hvor skævvredet og nedsættende debatten om indvandring og islam end kan være mod nord, er det værre i Italien. Røster, der tog fat på disse emner for et årti siden, såsom Magdi Allam, Oriana Fallaci, Fiamma Nirenstein, Emanuele Ottolenghi og Marcello Pera, lyder ikke længere. Fornægtelsen sejrer.
Pave Francis har gjort sig selv til en førende fortaler for uhindret migration og en ukritisk modtagelse af migranter, hvorved en fornuftig diskussion om emnet bliver mere vanskelig. Udover den generelle politiske tendens har premierminister Paolo Gentilonis uvidende regering fremmet venstreorienterede standardkliceer og erkender knap nok det tektoniske skift, der nu er ved at komme.
Jeg fik det indtryk, efter at have rejst til 12 byer i Italien, at krisen for de fleste italienere ganske enkelt er for forfærdelig til at håndtere. (Amerikanske læsere kan sammenligne det med deres landsmænds modvilje mod at imødegå truslen fra elektromagnetisk puls.) Et enkelt billede indfangede det nye Italien for mig i en park i Padua: En statue er omgivet af fire bænke. Syv ældre italienske kvinder sidder presset sammen på én bænk, mens otte afrikanske mænd spredte sig på de andre tre bænke. Denne scene opsummerede både den gensidige modvilje og migranternes udbredte følelse af overlegenhed.
 På Paduas Giardini dell'Arena sad der den 25. oktober 7 italienske kvinder sammenpressede på én bænk, mens 8 afrikanske mænd sad spredt på 3 bænke. |
Hvad skal der til, inden italienerne vågner op og begynder at forholde sig til den demografiske og kulturelle katastrofe, som deres unikke, tiltalende kultur står over for? Mit gæt: et stort jihadangreb i Rom.
 Washington Times' illustration til denne artikel. |
