Nyheden om, at Irans og Tyrkiets regeringer har indgået en aftale i den syriske by Idlib - der nu har amerikanernes bevågenhed - bringer i øjeblikket forholdet mellem to af Mellemøstens største og mest indflydelsesrige stater ud af skyggen.
Deres rivalisering går et halvt årtusinde tilbage i tiden, medregnende elleve krige, og er ifølge Washington Institutes Soner Cagaptay stadig regionens "ældste magtspil". Hvilken betydning får den nylige aftale, og hvordan vil deres konkurrence påvirke regionens fremtid?
Iranske og tyrkiske paralleller er bemærkelsesværdige. Begge lande har et befolkningstal på 80 millioner. (Egypten, der der regionens trediestørste land, har 96 millioner.) Begge lande bryster sig af gamle kulturer, en lang imperial historie, spændinger med Rusland, og de har med succes undgået europæisk kolonialisme. I nyere tid er de efter Første Verdenskrig begge kommet under en hensynsløs modernists regime, og siden fulgte en endnu mere undertrykkende islamist.
 Hensynsløse modernister: Irans Reza Shah (tv) besøgte Tyrkiets Atatürk i 1934. |
De nuværende ledere: Irans Ali Khamenei og Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan, har næsten uindskrænket magt, og begge forsøger febrilsk at skjule denne kendsgerning under dække af et stort og larmende maskineri af valg, parlamenter, ministerier, love og ikke-statslige organisationer. De drømmer begge om at stå i spidsen for det samlede muslimske samfund og måske erklære sig som kalif en dag. I en tid, hvor de arabiske stater er afdæmpede i deres anti-zionisme, er det nu Iran og Tyrkiet, der fører an, idet Iran højlydt benægter Holocaust, og Tyrkiet sammenligner israelere med nazister.
 Endnu mere undertrykkende islamister: Tyrkiets Erdogan (tv) besøgte i 2012 Irans Khamenei. |
Iranerne førte i adskillige år over tyrkerne, men tyrkerne indhenter dem. Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979 og Erdogan i 2002. Iran har længe nydt godt af enorme olie- og gasreserver, men Tyrkiet har i den senere tid opbygget et imponerende økonomisk grundlag. Iran har styrker udstationeret i udlandet, hvor de dominerer fire arabiske hovedstæder, mens Tyrkiet stadig bekæmper indenlandske modstandere, især Gülen-bevægelsen og kurdere. Begge regeringer foragter Vesten, men Irans regering er åbenlyst fjendtlig, mens Tyrkiets regering formelt forbliver i NATO og tilsyneladende søger om EU medlemsskab.
Khameneis bøller tager amerikanske sejlere til fange midt ude på havet, mens Erdogans bøller kidnapper indbyggere. Konspirationsteorier, der længe var en iransk specialitet, er de sidste to årtier blevet vidt udbredt i Tyrkiet, der nu kan bryste sig af at have regionens mest fantastiske spekulationer. Begge lande blev Venezuelas diktator Nicolas Maduros begejstrede forbundsfæller. Khamenei kan som leder af et årelangt veletableret diktatur tillade en vis grad af ytringsfrihed til forskel fra Erdogans besættelse af ønsket om kontrol, heriblandt over basketballspillere i USA eller over hvad rejsende, der mellemlander i lufthavnen i Istanbul, tænker.
Den største forskel mellem de to ledere angår deres undersåtters holdning til dem. Hvor Khamenei kun har 15% af befolkningens opbakning, kan Erdogan regne med omkring 45%, hvilket giver Erdogan en legitimitet og sikkerhed, som Khamenei kun kan drømme om. Dette skyldes dels den lange periode under islamistisk styre, dels forskellen i indkomst per indbygger: I Iran er indkomsten kun 4.700 dollar og stagnerer, mens den i Tyrkiet er 10.700 dollar og stigende.
 Udvalgte økonomiske indikatorer (World Bank). |
Styret i Iran kan kollapse inden for en overskuelig fremtid, og det vil mindske islamismens indflydelse, hvorved muslimer vil tilskyndes til at orientere sig mod en mere moderne og moderat udgave af deres religion. Den tyrkiske regerings større popularitet og mere veludviklede udgave af islamisme giver den en større modstandskraft, hvorved den på lang sigt er en mere bekymrende modstander. Der vil derfor sandsynligvis ske et stort skifte i Mellemøsten hen imod, at vi får et Iran, der bevæger sig mod mere moderate forhold, og et Tyrkiet, der bliver regionens største fare.
Under de første år af Erdogans styre (2002-2010) blomstrede de bilaterale relationer, da begge delte et islamistisk verdenssyn og en mistænksomhed over for USA's intentioner i Irak. Relationerne forværredes imidlertid, hovedsageligt fordi begge styrer søgte udenrigspolitisk indflydelse, og som naboer kom de uværgerligt i konflikt med hinanden. Deres største problem, men ikke det eneste, er borgerkrigen i Syrien, hvor Iran støtter shia-jihadister, og Tyrkiet støtter sunni-jihadister. Der er også andre forhold, der forværrer forholdet, såsom deres støtte til hver sin side blandt de stridende parter i Yemen, Tyrkiets opsætning af en NATO radar til sporing af iranske aktiviteter og iransk støtte til Al-Qaeda mod Tyrkiet.
Spændingerne har nået et punkt, hvor Ali Vaez fra International Crisis Group mener, at Iran og Tyrkiet er "på kollisionskurs". Hvis man ikke passer på, forventer han, at den nuværende dynamik fører til "større blodsudgydelser, voksende ustabilitet og større risiko for direkte ... militær konfrontation". Mere poetisk bemærker Cagaptay, at Mellemøsten har plads til "en shah eller sultan, men ikke en shah og en sultan".
I denne sammenhæng virker Idlib-aftalen spinkel og forbigående. Iran og Tyrkiet vil sandsynligvis snart vende sig mod hinanden og med fornyet energi fortsætte deres evige rivalisering.
 Illustration i Washington Times. |
Tilføjelse 23. august 2017: Jeg foretog en tilbundsgående undersøgelse af et aspekt af osmanner-safavide spændingerne – grænsedragningen ved Shatt al-Arab floden – i et essay fra 1983: "A Border Adrift: Origins of the Iraq-Iran War", ("En flydende grænse: Årsager til Irak-Iran krigen").
Opdatering 25. august 2017: Amir Taheri har en mere positiv vurdering af forholdet mellem Iran og Tyrkiet i debatartiklen "Puffing the Turkish Chibouk in Ankara", ("At ryge den tyrkiske tobakspibe i Ankara"), hvori han påpeger deres fælles fjender, såsom Sovjetunionen og kurderne.
