Selv om præsident Trump ikke flyttede den amerikanske ambassade til Jerusalem, glædede hans åbenlyse affektion for Israel under sit besøg forståeligt nok israelerne efter otte års kølige relationer under præsident Obama. Intet er desværre simpelt i den arabisk-israelske konflikt: Et kig på historiske mønstre antyder, at Israel paradoksalt nok har det bedst med et spændingsniveau i forhold til USA som under Obama.
Forklaringen på dette paradoks begynder med det faktum, at alle amerikanske regeringer siden 1973, uanset præsidentens politiske parti, er overbeviste om, at araberne er rede til fred med Israel. Problemet har været særligt akut siden etableringen af Det Palæstinensiske Selvstyre i 1994. Amerikanske præsidenter ignorerer konsekvent selvstyrets revolutionære natur. Det var i denne ånd, at Trump efter et møde med selvstyrets leder Mahmoud Abbas vurderede ham til at være en "strategisk partner" for Israel og "rede til fred".
Amerikanske ledere insisterer tit på, at hvis bare Israel gav endnu flere penge, landområder og anerkendelse, så ville Det Palæstinensiske Selvstyre lade sig inspirere til fred. Stillet over for et næsten uendeligt bedrag, fjendtlighed, aggressivitet og vold kan denne rørende tiltro til et godt palæstinensisk naboskab kun forklares med psykologi. Den tidligere stedfortrædende nationale sikkerhedsrådgiver Elliott Abrams foretager en nyttig sammenligning med Klokkeblomst i Peter Pan: "Hvis du tror, så klap i dine hænder".
Når israelske regeringer går med på denne fantasi, som det skete under premierministrene fra Labor og Kadima, blomstrer relationen mellem USA og Israel – bare tænk på Bill Clintons velkendte varme bånd med Yitzhak Rabin.
 Trump og Netanyahu under en uformel snak under fire øjne i et museum i Jerusalem. |
Går Israel derimod imod sådanne håbefulde antagelser, sådan som premierminister Benjamin Netanyahu gør, stiger spændingerne: USA presser på for at få flere indrømmelser, og Israel modstår presset. Amerikanske præsidenter har dernæst et valg: at beklage sig og kritisere, eller at favne og opmuntre. Obama valgte den uvenlige vej, der kan illustreres ved hans beslutning i 2010 om at spise aftensmad med sin familie, mens Netanyahu var overladt til sig selv i Roosevelt-værelset.
Den erfarne amerikanske diplomat Dennis Ross har i årtier givet udtryk for, at Israels samarbejde øges når Det Hvide Hus koncentrerer sig om at opbygge deres tillidsfuldhed. Uden at betvivle oprigtigheden af Trumps varme følelser for Israel, ser forhandleren i ham ud til intuitivt at forstå, at han ved at bejle til israelerne nu danner grobund for at kunne anlægge et pres senere hen. Under Trumps rejse til Israel fornylig benyttede han enhver lejlighed til at overøse Jerusalem, jøder, zionismen og Israel med hengivenhed:
"Jerusalem er en hellig by. Dens skønhed, pragt og historie er uden sidestykke på Jorden", sagde han. "Det jødiske folks bånd til dette Hellige Land er gammelt og evigt", hvilket han illustrerede med sin egen oplevelse: "Jeg besøgte igår Grædemuren og forundredes over monumentet over Guds tilstedeværelse og menneskets udholdenhed".
"Israel er et testamente over det jødiske folks ubrydelige ånd", fortsatte han. "Jeg føler ærefrygt over det jødiske folks præstationer, og jeg lover jer dette: Min regering vil altid stå ved Israels side.... Gud velsigne staten Israel".
Israel gengældte fuldt ud denne varme. David Horovitz, der er redaktør på The Times of Israel, talte på manges vegne: "Ved ganske enkelt at sige, at Trump elsker Israel og står på landets side, vinder han over det uendeligt kritiserede Israel. ... Han og Netanyahu er uenige om de palæstinensiske fredsbestræbelsers hæderlighed. Han flyttede ikke ambassaden. Præsidenten overøste imidlertid Israel med lovprisninger og skabte historie ved at besøge Grædemuren. Det er foreløbigt mere end nok".
Den følelsesladede tale giver Trump en åbning for at kunne kræve, at den israelske regering stoler på Abbas og giver endnu flere ensidige indrømmelser over for Det Palæstinensiske Selvstyre. Det er en proces, der åbenbart allerede begyndte med pres for at rømme territorier på Vestbredden. Med det gode kammeratskab, som de har, hvordan skulle Netanyahu da kunne afvise Trumps opfordringer?
Det er udtryk for et langvarigt mønster: Israelere og deres tilhængere har en tendens til at være mere opmærksomme på stemninger og symbolisme end på politik. "I modsætning til andre diplomatiske forbindelser, der har nationale interesser som handel og sikkerhedsspørgsmål som omdrejningspunkt, har forholdet mellem USA og Israel et følelsesmæssigt fundament", skrev jeg i 1992. "Det er følelser, snarere end en nøgtern vurdering af interesser, der driver alle aspekter af forholdet. Tonen, stil, stemning og opfattelser er ofte vigtigere end hårde fakta".
Varme relationer får desværre Israel til at give efter over for USA's konsekvent dårlige dømmekraft. Det er faren ved varme relationer mellem USA og Israel og trøsten når de har dårlige relationer. Det er bedre for Israel at blive tugtet af en sølle resolution fra FN's Sikkerhedsråd end at overgive mere land til folkemorderiske slyngler.
Hvor de amerikansk-israelske relationer skiftevis er varme eller kolde afhængigt af de politiske vinde, er israelske indrømmelser til palæstinenserne irreversible fejltagelser, der opmuntrer til irredentisme, koster menneskeliv, forlænger konflikten og skaber hindringer for amerikanske interesser. Min ulogiske konklusion er derfor: Kølige relationer er bedst for den israelske – og derfor også amerikanske – sikkerhed.
