"Nyheden i og størrelsen på Europas knibe gør den vanskelig at forstå, fristende at overse og næsten umuligt at spå om. Europa leder os alle ind i et terra incognita." Sådan afsluttede jeg en artikel for ti år siden omhandlende islams fremtid i Europa. Takket være valg i Frankrig og Østrig er et svar nu ved at udkrystallisere sig: Europæerne er tilsyneladende ikke indstillet på at "gå stilfærdigt ind i den gode nat" men vil "rase, rase imod at lyset bliver mat".
Eliterne, symboliseret ved Tysklands kansler Angela Merkel, befinder sig ganske vist stadigvæk i dyb fornægtelse hvad angår emner som indvandring, islamisme og identitet. Dem, som jeg kalder de 6 P'er (politikere, presse, politi, anklagere, professorer og præster), nægter at anerkende de grundlæggende samfundsændringer og de enorme spændinger, som deres politik skaber. Men – og dette er det nye – masserne er begyndt at lade deres synspunkter blive hørt, ikke bare i nyttesløse protester, men ved dramatisk at ændre deres lands retning.
Det franske centrum-højre parti Republikanerne har lige haft deres første primærvalg i amerikansk stil nogensinde forud for landets præsidentvalg. I de første to runder konkurrerede syv kandidater, heriblandt en tidligere præsident (Nicolas Sarcozy) og to tidligere premierministre (Alain Juppé og François Fillon), om to pladser i det videre forløb.
Der var i månedsvis tæt løb mellem Juppé og Sarkozy om de to øverste pladser i meningsmålingerne, mens der var afstand ned til Fillon på trediepladsen. Fillon var så usynlig, at eksempelvis den fremragende kommentator Christopher Caldwell ignorerede ham fuldstændigt i sin dækning af det franske primærvalg.
 Juppé og Sarkozy førte i månedsvis, med afstand til Fillon på trediepladsen – indtil i de seneste dage. |
Men som det ofte er sket i de seneste år (Benjamin Netanyahu og David Cameron in 2015, Brexit og Donald Trump in 2016), gik det den mest konservative kandidat langt bedre end forventet. Som en markant overraskelse vandt Fillon 44% af stemmerne, langt foran Juppés 29% og Sarkozys 21% (de andre fire kandidater fik 7%).
Fillon fortsatte og knuste Juppé i anden runde: 66-34%. Fillon vinder sandsynligvis den første runde af parlamentsvalget og kan herefter vinde mod enten socialistpartiets kandidat eller Marine Le Pen fra Front National. Han vil have vist en vej frem mellem den fjollede idé om en "glad identitet" (helt ærligt!), som Juppé har ført frem, og oprøret hos Le Pen, der "midlertidigt" vil nationalisere bankerne.
Forudsat at Fillon holder fast i sin position, vil valget af ham som præsident have epokegørende betydning for Europa. For første gang favner en centrumpolitiker et traditionelt patriotistisk standpunkt ved blandt andet at forsvare den europæiske kultur og tage afstand fra yderligere masseindvandring og imødekommenhed over for islamisme. Dette vil i høj grad være ødelæggende for protestpartiet Front National, et uerfarent parti med excentriske og ofte venstreorienterede synspunkter.
 Den ellers så adstadige François Fillon kan lide flamboyante hurtige biler. |
Fillon har brudt et i Europa udbredt tabu for gamle etablerede partier ved at stjæle indignationen fra et protestparti. Hvis denne taktik fører ham til sejr, vil han bane vejen for centrum-højre politikere fra Grækenland til Norge. Merkel har allerede fulgt hans eksempel med en dramatisk kursændring, idet hun opfordrer til, at burkaer "skal være forbudt".
Timingen af disse begivenheder er ikke tilfældig, men er en følge af to udviklinger: gentagne større jihadistiske voldsepisoder i Frankrig og Merkels beslutning i 2015 om at tillade, at et ukendt antal ukontrollerede migranter kom. Merkels beslutning vil sandsynligvis blive set som et vendepunkt i europæisk historie. Den var desuden medvirkende til den spektrakulære tilslutning til Norbert Hofer fra Østrigs Frihedsparti (FPÖ), der næsten opnåede at blive landets præsident, idet han fik 49,7% af stemmerne ved valget i april og derefter 46,2% i december. Begge gange var han oppe imod De Grønnes tidligere leder.
 Alexander van der Billen og Norbert Hofer, kandidater til Østrigs præsidentvalg, i en debat ansigt til ansigt. |
Østrig har ganske vist mindre betydning, og landets præsidentembede er mest af ceremoniel art, men det faktum, at et protestparti, FPÖ, to gange næsten nåede de 50%, bryder med den almindelige opfattelse, at protestpartier ikke kan samle mere end en trediedel af stemmerne. Det kan de. Hofers næsten-sejr har enorm vigtighed og tyder på, at hvis de gamle, etablerede partier ikke stjæler protestpartiernes indignation i tide, vil protestpartierne ende med at få magten.
Det franske og det østrigske valg tyder samlet set på, at europæerne har to forskellige veje, når de ønsker at afvise multikulturalisme, islamisme og en uophørlig indvandring: enten ved at omdanne de gamle, etablerede partier eller ved at støtte protestpartierne.
Hvorvidt de vil gøre dette, afhænger især af to vigtige udviklinger: de etablerede centrum-højre partiers villighed til at tilegne sig protestpartiernes ideer, og hyppigheden og dødstallet for jihadistangreb.
Terra er blevet mere cognita.
