To markante franske romaner, vidt forskellige i tid og tone, beskriver to vigtige forestillinger om Frankrig i fremtiden. De er ikke blot god læsning (og begge oversat til dansk), men ansporer også begge til overvejelser over landets indvandringskrise og kulturelle forvandling.
Jean Raspail (1925-) forestillede sig en racemæssig invasion over havet ved hjælp af tømmerflåder og både, der skyder ud fra det indiske subkontinent med langsom, men ubønhørlig kurs mod det sydlige Frankrig. I Le Camp des Saints (The Camp of the Saints, 1973, på dansk: "Manden, der hadede de hellige") beskriver han først og fremmest de hjælpeløse, paniske, franske reaktioner, mens horderne (et od, som benyttes 34 gange) "blev ved med at strømme ind og slutte sig til de svulmende skarer."
Der er tale om en stærk, dystrofisk fantasi over den hvide race og europæiske tilværelse, som svarer til en frygt, der er blevet udtrykt af ingen ringere end Charles de Gaulle, efterkrigstidens dominerende, franske politiker, som hilste ikke-hvide, franske borgere velkomne "under forudsætning af, at de forbliver en lille minoritet. Ellers vil Frankrig ikke længere være Frankrig. Vi er, trods alt, først og fremmest et europæisk folk af den hvide race."
Bogen foregriber også betegnelsen "Den store udskiftning" (Le Grand Remplacement), skabt af den franske intellektuelle Renaud Camus, som forudså den hurtige udskiftning "af vort lands historiske folk med folk af immigrantafstamning, som er overvejende ikke-europæisk." Det er stort se den samme frygt – for at indvandrere skubber det oprindelige, franske folk til side og overtager landet – som i dag inspirerer partiet Front National, der ifølge meningsmålingerne nærmer sig 30 procent af vælgerskaren og stadig vokser.
Michel Houellebecq (1956-) fortæller historien, ikke om et land (Frankrig), men om en person (François) i romanen Soumission (Submission, 2015, på dansk: "Underkastelse"). François er en træt, noget dekadent professor i den dekadente bevægelse i fransk litteratur. Han er uden familie, venner og ambitioner; og selvom han kun er midt i 40'erne, er hans livsvilje blevet nedbrudt gennem kedsommelige take-out-måltider og en sand procession af udskiftelige sexpartnere.
Da en angiveligt moderat, muslimsk politiker uventet bliver Frankrigs præsident i 2022, følger der hurtigt mange radikale ændringer i den franske tilværelse. I en overraskende drejning bliver noget, der begynder ildevarslende (et lig på en benzinstation,) ret hurtigt til noget godt (lækker, mellemøstlig mad). Lokket af et velbetalt og tilfredsstillende job med den opmuntrende adgang til at ægte flere smukke, tildækkede studiner, forlader François hurtigt sin gamle tilværelse og konverterer til islam, som belønner ham med luksus, eksotisme og patriarkat.
Mens romanen fra 1973 aldrig nævner ordet islam eller muslim, dvæler dens modpart fra 2015 ved dem begge – begyndende med titlen: Islam på arabisk betyder "underkastelse." Omvendt fokuserer den første bog på race, mens den anden dårligt nok nævner det (François' yndlingsprostituerede er nordafrikaner). Den ene overtagelse ender djævelsk, den anden behageligt. Den tidlige bog er et apokalyptisk, politisk skrift, forklædt som underholdning, den senere giver en litterær og grum skildring af Europas viljestab, uden at udtrykke fjendskab til islam eller muslimer. Den første beskriver en aggression, den anden en trøst.
De to romaner indfanger to store, næsten modsatte, hinanden krydsende efterkrigsstrømninger: Det tillokkende ved et rigt og frit Europa for fjerne, fattige befolkninger, især muslimer; og det tillokkende ved en kraftfuld islam for et svækket, postkristent Europa. I dem begge står Europa – der kun udgør 7 procent af verdens landmasse, men var den dominerende region i fem hundrede år, 1450-1950 – til at miste sine skikke, sin kultur og sine sæder og blive et blot og bart vedhæng til, eller ligefrem en forlængelse af Nordafrika.
Af de to romaner følger, at den alarmerende bekymring, som kom til udtryk for flere årtier siden (over skarer af vrede, voldelige, mørkhudede mennesker), er blevet til noget mere fortroligt og endda positivt (mellemøstlige universiteter giver en højere løn). De antyder, at tiden for panik er ovre og erstattet af en tid med elegant kapitulation.
 Én forestilling om fremtiden, som allerede er passé. |
Raspails bog skabte sensation på højrefløjen, da den udkom første gang, men begge bøger henvender sig til nogle mere udbredte bekymringer i dag; genudgivelsen af Raspails bog i 2011 røg til tops på bestsellerlisten i Frankrig, og Houellebecqs bog blev fire år senere nr. 1 på bestsellerlisterne i Frankrig, Italien og Tyskland.
Toogfyrre år skiller de to bøger; springer vi 42 år frem i tiden, hvilken historie vil en fremtidsroman udgivet i 2047 mon så fortælle? Tænkere som Oriana Fallaci, Bat Ye'or og Mark Steyn ville nok forvente en beretning, som forudsætter islams sejr og fortæller om jagten på Frankrigs få, tilbageværende kristne. Men jeg forudser næsten det modsatte: en beretning, som går ud fra, at Camus' store udskiftning mislykkedes, og som forestiller sig en voldelig undertrykkelse af muslimer, som (med Claire Berlinskis ord), "kommer sjoskende ud af den europæiske histories tåger," ledsaget af en nativistisk fransk genhævdelse.
