Sykes-Picot-aftalen, som har formet og forvansket det moderne Mellemøsten, blev underskrevet for hundrede år siden, den 16. maj 1916. I denne aftale fordelte Mark Sykes for briterne og François Georges-Picot for franskmændene, tillige med russerne, meget af regionen under de mindre detaljer efter deres sejr over centralmagterne i 1. Verdenskrig.
Sykes-Picot (officielt navn: Lilleasien-aftalen) bør huskes, fordi dens to alvorlige fejltagelser står i fare for at blive gentaget: den ene vedrørende form og den anden vedrørende indhold.
 Mark Sykes (t.v.) og François Georges-Picot (t.h.). |
Form: Aftalen var blevet forhandlet i al hemmelighed af tre europæiske stormagter og blev det store symbol på europæisk forræderi. Ikke overraskende vakte det en voldsom harme, at alliancemagterne i det skjulte opdelte det centrale Mellemøsten uden at konsultere regionens indvånere (George Antonius, skrev i 1938: "et chokerende dokument ... et produkt af grådighed, når den er værst! ... et forbløffende dobbeltspil"). Sykes-Picot satte scenen til den hastige vækst i en hermed forbundet konspirationsmentalitet, som har plaget regionen lige siden.
Sykes-Picot skabte et miasme af frygt for udenlandsk indgriben, som kan forklare den stadig udbredte forkærlighed for at finde formodede, skjulte årsager frem for de åbenlyse. Det, der i 1916 lignede en klog territoriedeling mellem de allierede, endte med at sætte scenen til hundrede års mistillid, frygt, ekstremisme, vold og ustabilitet. Sykes-Picot bidrog i betydelig grad til at gøre Mellemøsten til den syge region, det er i dag.
Indhold: Enkelt beskrevet, så fik Frankrig Syrien og Libanon, Storbritannien fik Palæstina og Irak. Men operationelt var det ikke helt så enkelt, eftersom der skulle udarbejdes og forhandles grænser, administrationer og konkurrerende krav. De franske styrker aflivede for eksempel det, der var udlagt som kongeriget Syrien. Winston Churchill femtryllede på en eftermiddag landet, vi i dag kender som Jordan. Under pres fra de libanesiske katolikker øgede den franske regering Libanons størrelse på Syriens bekostning.
Men det største problem var, selvfølgelig, spørgsmålet om kontrollen over Det Hellige Land, eller Palæstina, et problem som blev kompliceret af, at London havde lovet stort set hele området til både araberne (i McMahon-Hussein-korrespondancen fra januar 1916) og zionisterne (i Balfour-deklarationen fra november 1917). Det lod til, at London ikke alene havde solgt det samme territorium to gange, men tillige havde snydt både araberne og jøderne ved (i Sykes-Picot-aftalen) at sætte sig selv til at bevare kontrollen over det.
 Kortet som fulgte med Sykes-Picot-aftalen. |
Med den fordel det giver at betragte tingene her hundrede år senere, ser Sykes-Picot ud til at have haft en næsten udelukkende skadelig indflydelse uden formildende træk. Den lagde grunden til de fremtidige slyngelstater Syrien og Irak, den libanesiske borgerkrig, samt til skærpelsen af den arabisk-israelske konflikt.
Her i hundredåret synes Sykes-Picots centrale resultat, dannelsen af den syriske og den irakiske stat, at ligge i ruiner. I en overraskende parallel udvikling er de begge hurtigt blevet skruet tilbage fra at være henholdvis Hafez al-Assads og Saddam Husseins almægtige, totalitære regimer til tre mikrostater. De har begge en iransk støttet, shi'itisk orienteret centralregering; en tyrkisk og saudisk støttet sunnimuslimsk opposition; og en amerikansk og russisk støttet kurdisk styrke.
 Iraks Saddam Hussein (t.v.) og Syriens Hafez al-Assad (t.h.) i 1979. |
Islamisk Stat (eller ISIS, ISIL, Daesh) proklamerede "ophøret af Sykes-Picot", da den eliminerede grænseposterne langs den syrisk-irakiske grænse; alligevel opfatter mange iagttagere, herunder jeg, opsplitningen af disse to slyngelstater i seks ministater i balance som en god ting, fordi små stater er mere homogene og mindre magtfulde end de tidligere regimer.
Sykes-Picot indeholder en lektion for nutiden, og den er enkel og vigtig: udenlandske magter bør ikke forsøge egenhændigt at afgøre fjerntliggende regioners skæbne, og især ikke på en skjult måde. Det kan lyde som et forældet eller indlysende råd, men i en tid med forfejlede stater og anarki finder magterne det igen fristende at tage sagen i egen hånd, sådan som de gjorde det i Libyen i 2011, hvor deres indgriben fejlede sørgeligt. Lignende bestræbelser kan være på vej i Syrien, Irak og Yemen. Ud over disse konflikter har Michael Bernstam fra Hoover Institution argumenteret for en bredere gentegning af regionens "antikverede, kunstige kort."
Nej. I stedet for at forsøge at påtvinge en svag region, præget af anarki, deres vilje bør magterne holde sig tilbage og minde de lokale om deres eget behov for ansvarlighed. I stedet for at behandle befolkningerne i Mellemøsten som evindelige børn bør udenforstående anerkende dem som voksne mennesker og hjælpe dem med at lykkes. Kun på den måde vil det lunefulde, brutale, forfejlede Mellemøsten med tiden kunne udvikle sig til noget bedre. Kun på den måde vil det kunne overvinde den modbydelige arv fra Sykes-Picot.
