Nej, det handler hverken om ISIS eller om krigeriske, shi'itiske militser. Det handler om Mosul-dæmningen, Iraks største, og dens mulige sammenbrud, som måske vil medføre millioner af døde. De, der ved besked, frygter, at katastrofen vil kunne indtræffe i dette forår, når sneen smelter og danner et ukontrollabelt vandpres.
 Mosul-dæmningen set fra luften. |
Mosul-dæmningen, som blev hastigt opført i krigstid for diktatoren Saddam Hussein af et tysk-italiensk konsortium, ligger, hvor den ligger, fordi en af Husseins kumpaner kom fra området og brugte sin indflydelse trods det faktum, at ingeniørerne lige fra begyndelsen vidste, at dens porøse gipsstensundergrund ikke kunne bære en så kolossal konstruktion.
Dæmningen, som dengang hed Saddam-dæmningen, blev åbnet i 1984 og fik i løbet af to år brug for konstante udbedringer, dvs. indføring af mikromalet cement døgnet rundt, masser af det – 200 millioner pund gennem årtier – for at forhindre dæmningen i at kollapse. Dette fugearbejde forhindrer, at det grundlæggende problem ikke bliver værre, men det løser det ikke.
 Arbejdere i gang med at forstærke Mosul-dæmningen, 3. feb. 2016. |
Årene gik; heldigvis indtraf der ingen katastrofer på den amerikanske vagt. Men så, i løbet af en skæbnesvanger ti-dages periode den 7.-17. august 2014, bemægtigede Islamisk Stat (ISIS) sig kontrollen over dæmningen. Selvom gruppen hverken saboterede konstruktionen eller sprængte den i luften, standsede fugearbejdet i seks uger, og hele reparationsholdet – især de faguddannede arbejdere og tilførslen af cement – var herefter mindre konstant.
Som følge heraf er dæmningen langsomt blevet svækket gennem de seneste 19 måneder til et punkt, hvor eksperterne frygter, at en bølge af smeltevand vil oversvømme den og få den til at styrte sammen. At dæmningens to nødsluseporte er i stykker og ikke kan åbnes for at lette på det intense tryk, gør situationen endnu mere faretruende.
Følgerne af et sammenbrud vil være forfærdelige: En 14-22 meter høj vandvæg vil i løbet af godt fire timer kunne nå Mosul, en by med lidt over en million indbyggere. Derefter vil flodbølgen strømmede ned gennem Tigris-floddalen til andre byer, herunder hovedstaden Baghdad, før den spredes ud i et bredt vandbælte. Et umiddelbart og kolossalt antal dødsofre vil blive efterfulgt af tørke, sygdomme, mangel på elektricitet, kaos og kriminalitet og sørge for elendighed og død af bibelske dimensioner.
I årevis har det stille fugearbejde og ubekymrede forsikringer holdt Mosul-dæmningens usikkerhed skjult. Men stigende advarsler fra den amerikanske regering siden begyndelsen af 2016, hovedsagelig baseret på vurderinger fra den amerikanske hærs ingeniørkorps, synes omsider at have åbnet irakernes øjne for den fare, de står over for. Den amerikanske ambassade i Baghdad har endda udgivet et højst usædvanligt papir, "Mosul Dam Preparedness Fact Sheet" med råd (desværre på engelsk) om evakueringstiltag, undervisningsbehov og nødhjælpsindsats.
I modsætning hertil udsender den irakiske regering en strøm af uærlige forsikringer om, at der ikke er noget problem. Mohsen al-Shimari, Iraks minister for vandresurser og bestyrer af dæmningen, siger: "Faren er ikke overhængende, den er langt borte. Risikoen er 1 til 1.000" (i sig selv en uacceptabel risiko). Eller han insisterer på, at faren ved Mosul-dæmningen "ikke er større" end ved andre dæmninger. Andre gange har han faktisk hævdet, at "der er ingen problemer med dæmningen, som kan medføre dens kollaps." Læg mærke til inkonsekvensen, som i sig selv er et tegn på uoprigtighed.
I overensstemmelse med denne uansvarlige, ja ligefrem kriminelle nonchalance har de irakiske myndigheder så godt som intet gjort for at forberede sig på et muligt kollaps. De siger ganske vist, at der findes en katastrofeplan, men ingen har set den eller blot fået kendskab til detaljerne i den, så hvilken nytte kan den gøre midt under en krise? Og de har ganske vist underskrevet en aftale til 300 millioner dollar med Trevi, et italiensk firma, om, at dette firma skal reparere og vedligeholde dæmningen, men der er tale om et hæfteplaster, ikke en langvarig løsning.
Og for at gøre det hele endnu værre, så kæmper dæmningens mest sårbare by, Mosul, med den apokalyptiske Islamisk Stats styre, hvis ligegyldighed over for menneskeliv og ekstreme fjendskab mod omverdenen hindrer både kriseplanlægning og international assistance. Der findes dog en positiv detalje her, for ISIS' monstrøse styre har fået Mosuls befolkning til at skrumpe fra 2½ millioner for to år siden til godt 1 million i dag, hvilket reducerer antallet af potentielle dødsofre der.
Antager vi, at dæmningen overlever dette års smeltevand, findes der kun én langvarig løsning: at fuldføre Badush-dæmningen længere nede ad floden, hvilket ville mildne følgerne af en sammenstyrtning. Denne støttedæmning, som blev påbegyndt kort efter, at fugearbejdet på Mosul-dæmningen startede i 1986, men blev stillet i bero i 1990, vil komme til at koste 10 milliarder dollar, hvilket den irakiske regering ikke har råd til. Men det bør være landets førsteprioritet.
