NEW DELHI – Selvom der er gået et kvart århundrede, siden Indien trådte ud af sin æra med socialistisk økonomi og pro-sovjetisk udenrigspolitik, har nogle diskussioner, som jeg for nylig har haft med intellektuelle i New Delhi og andre steder, antydet, at de udenrigspolitiske specialister i denne opstigende verdensmagt stadig grundlæggende tænker ud fra deres rolle i verden, især vis-à-vis USA, Kina og det, de kalder for Vestasien (dvs. Mellemøsten).
 Indiens premierminister Narenda Modi (i midten) tog en selfie i august 2015 sammen med de Forenede Arabiske Emiraters minister for højere uddannelse og videnskabelig forskning, sheik Hamdan bin Mubarak Al Nahyan (t.v.) under en rundtur i stormoskeen Sheikh Zayed Grand Mosque i Abu Dhabi. |
Selvom de to førstnævnte lande med rette tiltrækker sig størst opmærksomhed, rummer Mellemøsten nogle akutte udfordringer for Indien – plus et stænk af muligheder. Her følger en oversigt over de vigtigste forbindelser til denne omskiftelige region:
Islamisme: Islamisk indflydelse er historisk set næsten altid gået fra Mellemøsten til andre regioner, herunder Sydasien, og næsten aldrig den anden vej. I øjeblikket gælder dette den islamistiske doktrin – påstanden om, at for at blive rige og stærke må muslimerne vende tilbage til en middelalderlig samfundsmodel og fuldt ud anvende islamiske love – som kraftigst gjalder ud fra Saudi-Arabien og Iran og er rettet mod hhv. sunni-muslimer og shi'a-muslimer verden over. Deres indflydelse radikaliserer traditionelle, moderate, muslimske befolkninger i mange regioner (så som Balkanlandene og Indonesien) og medfører en overordentligt ildevarslende indblanding i Indien, hvis store muslimske samfund på 177 millioner udgør langt den største religiøse minoritet i verden. (De 67 millioner kristne i Kina ligger på andenpladsen.)
Iransk aggression: To faktorer indbyder til en positiv indisk indstilling over for Iran og forklarer New Delhis ihærdige bestræbelser på at fastholde gode relationer til Teheran: dybe historiske, kulturelle bånd samt den fjendtlige pakistanske stat, som ligger imellem dem. Dette er fint, men hvis ikke denne forhåndsindstilling holdes i skak og Indiens regering forsvarer sine egne interesser og rettigheder, kan den degenerere til forsøg på at formilde iranerne. Det iranske regime har allerede spredt vold i Indien, dets krigeriskhed truer de energiforsyninger, som Indien er afhængig af, og som det kan hindre i at forlade Den Persiske Golf, og regimets jagt på kernevåben destabiliserer hele regionen. Set i dette lys er det positivt, at New Delhi underskrev sin første forsvarsaftale nogensinde med Qatar i 2008 og sin anden med Saudi-Arabien i 2014, begge stater som er truede af Iran, hvorimod den mere dybtgående, indiske investering i Irans Chabahar-havneområde sandsynligvis vil lamme indisk politik.
 Iranske agenter udløste en bombe i en israelsk diplomatbil i New Delhi i februar 2013 og sårede to. |
Ansporing af Pakistan: Riyadhs penge støtter den pakistanske konfrontation med Indien på to vigtige måder: ved massivt at finansiere islamiske skoler (madrasser), som sprøjter radikaliserede elever ud, der har lært Koranen udenad, men mangler moderne færdigheder og tjener som jihad-føde; samt ved generøst at hjælpe med at betale for den "islamiske" atombombe, som med sit udelukkende Indien-centrerede sigte har truet landet siden 1998.
Handel og udlandsinvestering: Som verdens tredjestørste importør af råolie er Indien både afhængig af Mellemøsten og nødvendig for denne som køber. Alene den 150 milliarder dollar store handel med de seks GCC-lande udgjorde omkring en femtedel af Indiens årlige handel, samtidig med at inderne er blandt de største direkte investorer i ejendomsmarkedet omkring Den Persiske Golf. Indiske arbejdere i Golf-landene udgør omkring 6,5 millioner og er en vigtig kilde for Indien, både til penge, der sendes hjem (anslået til 35 milliarder dollar om året), og til wahhabi-indflydelse.
Alliance med Israel: Den voksende forbindelse til den jødiske stat udgør et enestående lyspunkt. Indiens befolkning er måske mere end 150 gange større end Israels (1,300 millioner imod 8 millioner), men de to lande har nogle vigtige fælles karakteristika. Det, der stikker dybest, er begge befolkningers fastholdelse af hver sin ældgamle, ikke-missionerende religion. Begge praktiserer demokrati og sekularisme, er allierede med USA og i besiddelse af kernevåben. Begge har et betydeligt muslimsk mindretal (14 procent i Indien, 19 procent i Israel), hvis loyalitet forbliver tvivlsom, eftersom begge lande står over for en potentiel, eksistentiel trussel fra en muslimsk stat (Pakistan, Iran).
Ud over disse generelle ligheder har de to lande særlige fordele at tilbyde hinanden: De to stater kan udveksle efterretninger. Jerusalem kan hjælpe med adgangen i Washington, New Delhi kan hjælpe med adgangen til det, der er tilbage af den alliancefri bevægelse. På områder hvor Israel er førende i verden, såsom vandteknologi, medicin, sikkerhed og højteknologiske nyskabelser, har inderne brug for det, israelerne kan tilbyde, ligesom israelerne har brug for det meget store indiske marked. Faktisk er den indiske regering på vej til at indkøbe for 3 milliarder dollar israelsk militært isenkram, Israels største salg nogensinde.
Forholdet mellem Indien og Mellemøsten, som allerede er vigtigt i dag, vil vokse med tiden, både hvad angår farer og muligheder. Spørgsmålet, som lurer forude, er, hvor godt inderne kan opnå de goder fra Vestasien, som gavner dem, og samtidig undgå det, der er giftigt. Givet de mange indviklede aspekter i dette bånd bliver det ikke nemt.
