Mordene på omkring 127 uskyldige mennesker i Paris, begået af en jihadist-bande i fredags, har på ny chokeret franskmændene og medført en ny omgang solidaritet, sjælegranskning og vrede. Men når alt kommer til alt, kan den islamistiske vold mod vesterlændinge koges ned til to spørgsmål: I hvor høj grad vil den seneste ugerning vende den folkelige opinion? Og i hvor høj grad vil den yderligere anspore de førende kredse til at benægte virkeligheden?
Som disse spørgsmål antyder, går folket og de professionelle i hver sin retning, førstnævnte mod højre, sidstnævnte mod venstre. I sidste ende vil dette sammenstød reducere sådanne hændelsers indvirkning på politikken.
Den folkelige opinion vender sig imod islamisterne i særdeleshed og imod islam mere generelt, når antallet af døde er stort nok. Amerikas tre tusind døde den 11. september 2001 (9/11) viser langt det største antal døde, men mange andre lande har deres modstykker – Bali-bombningerne for Australiens vedkommende, togbombningen for Spaniens, Beslan-skolemassakren for Ruslands, bombningerne af transportsystemet for Storbritanniens.
De nøgne tal er ikke det eneste, der skal tages i betragtning. Andre faktorer kan forøge effekten af et angreb og næsten gøre det til et politisk modstykke til et masseblodbad: (1) De angrebnes berømmelse, som f.eks. Theo van Gogh i Holland og Charlie Hebdo–kontoret i Frankrig. (2) Ofrets professionelle status, så som f.eks. soldat eller politibetjent. (3) Markante omstændigheder, så som Boston Marathon-bombningen.
I tillæg til de mere end 27.000 islamforbundne angreb globalt siden 9/11, eller mere end 5 om dagen (opgjort af TheReligionOfPeace.com), har den kolossale stigning i den illegale indvandring fra Mellemøsten på det seneste øget følelsen af sårbarhed og frygt. Dette går kun i én retning, idet man aldrig hører en eneste person erklære, at "jeg var tidligere bekymret over islamismen, men det er jeg ikke længere."
Disse hændelser gør vesterlændingene mere bekymrede over islam og tilhørende emner, det være sig lige fra opførelsen af minareter til kvindelig omskæring. En ubøjelig march mod højre finder sted overalt. Undersøgelser over europæernes holdninger viser, at mellem 60 og 70 procent af vælgerne giver udtryk for denne bekymring. Folkelige personer som Geert Wilders i Holland og politiske partier som Sverigedemokraterna stiger voldsomt i meningsmålingerne.
Men når det kommer til de førende samfundskredse – politikerne, politiet, pressen og professorerne – har den ubønhørlige vold den modsatte effekt. De, der har ansvaret for fortolkningen af angrebene, lever i en boble af offentlig benægtelse (hvad de siger privat, er en anden sag), hvor de føler sig tvunget til at foregive, at islam ikke har nogen andel i volden, ud fra en ængstelse for, at indrømmelsen vil skabe endnu flere problemer.
Disse fire p-grupper af professionelle foregiver fuldkommen utilsløret at tro på en mystisk, "voldsekstremistisk" virus, som udelukkende synes at ramme muslimer og få disse til at kaste sig ud i tilfældige aktioner præget af barbarisk vold. Blandt de mange latterlige udtalelser fra politikere vil min yndlingsreplik til alle tider være det, Howard Dean, tidligere guvernør i Vermont, sagde om Charlie Hebdo-jihadisterne: "De er nogenlunde lige så meget muslimer, som jeg er."
Denne modsigelse af al sund fornuft har overlevet hver eneste rædselsgerning, og jeg spår, at den også vil overleve massakren i Paris. Kun et virkelig massivt tab af liv, måske omfattende hundredtusindvis af mennesker, vil tvinge de professionelle til at fravige deres dybt indgroede mønster med at benægte en islamisk komponent i bølgen af angreb.
Dette mønster har den følgevirkning, at det udelukker frygten hos almindelige vælgere, hvis synspunkter dermed kun får en ubetydelig indvirkning på politikken. Bekymringer vedrørende shari'a, voldtægtsbander, eksotiske sygdomme og blodbade afvises med anklager om "racisme" og "islamofobi," som om man med en sådan stempling forholder sig til de virkelige problemer.
Endnu mere overraskende er det, at de professionelle reagerer på folkets bevægelse mod højre ved selv at gå mod venstre og opfordrer til endnu større indvandring fra Mellemøsten, indfører endnu flere "hate speech" koder til at undertrykke kritikken af islam og tilbyder endnu mere beskyttelse af islamister. Dette mønster påvirker ikke kun de førende kredse på venstrefløjen, men mere overraskende også folk på højrefløjen (så som Angela Merkel i Tyskland); kun østeuropæiske ledere som Ungarns Viktor Orbán tillader sig at tale ærligt om de virkelige problemer.
 Viktor Orbáns Ungarn holder muligvis ikke længe i EU. Eller måske er han gruppens fremtidige leder? |
I sidste ende vil vælgernes synspunkter helt sikkert komme til orde, men flere årtier senere og svagere end de demokratisk set burde.
For at anbringe de voldsomme og morderiske angreb i Paris i denne kontekst: De vil sandsynligvis føre de folkelige følelser kraftigt i én retning og de førende kredses politik i den stik modsatte retning og vil derfor i sidste instans kun få begrænset indvirkning.
