Jeg afskyr Wien-aftalen fra den 14. juli, fordi den kan gøre uforudsigelig skade på USA og dets allierede. Når det er sagt, så skimter jeg et lillebitte lyspunkt i den mulighed, at den, såfremt alt går vel, kan ende med at skade det iranske regime mere end dets fjender.
Minusserne ved planen "Joint Comprehensive Plan of Action" er så talrige, at en opremsning af dem ville kræve mere plads end aftalens egne 159 sider. Meget kort fortalt, så giver JCPOA over de næste 10-15 år tyrannerne i Teheran flere penge, større legitimitet, flere våben og en godkendt vej til atomvåben. En israelsk analyse opsummerer problemet: "Aftalen giver ensidigt og ubetinget Iran alt, hvad det har stræbt efter, uden gennemførlige modydelser."
For at gøre det hele endnu værre, så omfatter aftalen ingen bestemmelser om, at Teheran skal holde op med at støtte voldelige grupper eller skrotte sine aggressive planer om at erobre nabolandene, udslette den jødiske stat og rette et elektromagnetisk puls-våben mod USA. Mullaherne er reelt så selvsikre i sadlen, at de aldrig er ophørt med at give udtryk for disse krigeriske hensigter og insisterer på, at amerikanerne er og bliver deres fjende. Landets tyran, "øversteleder" Ali Khamene'i, udgav ovenikøbet midt under forhandlingerne en bog om at udslette Israel. Kort sagt, aftalen gør en krig mod Iran mere sandsynlig.
Obama-administrationen, på sin side, udtrykte sig skammeligt hyklerisk om aftalens betingelser, brugte underhåndsmetoder til at få den igennem i kongressen og blev både advokat og spindoktor for Khamene'i.
Af disse årsager er jeg forfærdet over demokraterne i kongressen, som fåreagtigt gik med på Obamas tåbeligheder, jeg er en del af de 2/3 af den amerikanske offentlighed, som afviser Iran-aftalen, og jeg gruer for, hvilke katastrofer aftalen vil kunne afstedkomme.
 Mere end 12.000 mennesker deltog i "Stop Iran Rally" i New York City den 22. juli 2015. |
Med hensyn til det lillebitte lyspunkt: Hvis vi antager, at den iranske ledelse ikke opstiller sine skinnende nye kernevåben, kan aftalen ende med at undergrave den, og dette af to grunde.
For det første vil en større kontakt med omverdenen og en højere levestandard kunne undergrave regimets stabilitet. Sovjetunionen og andre eksempler tyder på, at jo mere undersåtterne i et totalitært system ved og sammenligner sig med omverdenen, jo mere utilfredse bliver de med det eksisterende ideologiske og tyranniske styre. (Der er en grund til, at Nordkoreas befolkning holdes så isoleret.)
Der er allerede begyndt at ske forandringer i Iran: Forventningerne til mere velstand og større frihed "pustes op," fortæller Saeid Jafari, en iransk journalist. "Med Irans nye atomaftale med seks verdensmagter håber mange unge iranere på bedre tider." Og ikke kun de unge: "Alt efter samfundslag lægges der forskellig vægt på omstridte forhold som udenlandske investeringer, Irans relationer til verden samt den kulturelle, sociale og politiske atmosfære på hjemmefronten." Og så godt som alle kræver en stærkere valuta.
 Denne iranske 100.000 rial-seddel er omkring 3,34 dollar værd. |
Men regimet modsætter sig forandring. Det afviser nye politiske partier og arresterer købmænd, som sælger tøj med amerikanske flag; så meget for friheden. Det opretholder en "modstandsøkonomi" (dvs. en hjemlig kapacitet med henblik på at reducere sårbarheden over for sanktioner og ikke være afhængig af omverdenen); så meget for forbrugerismen.
Præsident Hassan Rouhani, som er tæt knyttet til atomaftalen, har forsøgt at tage toppen af forventningerne ved at advare om, at vejen frem vil blive lang og smertefuld: "Vi kan importere smertestillende midler umiddelbart efter, at sanktionerne er fjernet, ved at bruge de frisatte midler på billig import. Vi kan også bruge vore resurser på investeringer i produktions-, landbrugs- og servicesektorerne. Vi vælger det sidste."
For det andet, som Stephen Sestanovich fra Columbia University hævdede i en strålende artikel fra 1993, hvor han forklarede Sovjetunionens sammenbrud, så destabiliserede Vestens foræringer i afspændingsprocessen det sovjetiske regime, selvom disse indrømmelser tillod "realiseringen af alle større sovjetiske militære og diplomatiske ønsker" – meget lig Iran-aftalen i dag. "Det irriterende inkonsekvente Vesten viste sig at være en modstander, som den sovjetiske kommunisme simpelthen ikke kunne forstå, endnu mindre kue. I sidste ende kan den demokratiske svaghed, som så mange begræd, rent faktisk have hjulpet med at bringe sejren inden for rækkevidde."
 Ronald Reagan gjorde grin med Jimmy Carter-Leonid Brezhnev-kysset; Vestens frem-og-tilbage-kurs over for Sovjetunionen sled på kommunisterne. |
Ligesom de sovjetiske diktatorer kan deres iranske modstykker måske også undergraves af vestlig inkonsekvens og konstante ændringer. Denne mulighed mindsker ikke min stærke modstand mod Iran-aftalen, men den tilføjer et svagt håb om fordele på længere sigt, et mål som amerikanske, israelske, golf-arabiske og andre strateger nu bør udnytte maksimalt.
