Angrebet den 3. maj på en Muhammad-tegnekonkurrence i Garland, Texas, udløste megen diskussion vedrørende voldsmændenes forbindelser til Islamisk Stat, også kendt som ISIS, ISIL og Daesh. Kørte ISIS dem som agenter? Er de del af et nyt terrornetværk i Vesten?
Garland-jihadisterne havde tydeligt forbindelser til ISIS. Lederen, Elton Simpson, brugte Twitter til at viderebringe opfordringer til vold sammen med Muhammed Abdullahi Hassan (også kendt som Mujahid Miski), 25 år og ISIS-rekrutteringsmand opvokset i Minneapolis. Den 23. april tweetede Hassan følgende: "Brødrene fra Charlie Hebdo-angrebet ydede deres andel. Tiden er inde til, at brødrene i USA yder deres," tilføjet en Breitbart.com-beretning om Muhammad-tegnekonkurrencen. Dette synes at have været det, der gjorde Simpson opmærksom på Garland-begivenheden; Simpson retweetede denne opfordring til handling og svarede: "Hvornår lærer de det. De planlægger at udvælge den bedste tegning af [Muhammad] i Texas." Hassan ansporede derpå yderligere Simpson: "Ét menneske er i stand til at bringe en hel nation i knæ."
Tweetet som indledte det angreb, der fandt sted ti dage senere i Garland, Texas. |
Efter Garland-angrebet tog ISIS æren for det og kaldte revolvermændene Simpson, 30 år, og Nadir Hamid Soofi, 34 år, for "to soldater fra kalifatets soldater," hvis død ville belønne dem med "den højeste rang i paradis." Dens Bayan Radio udnyttede angrebet til at advare amerikanerne om, at "det der er på vej, er værre og endnu mere bittert," hvor "Islamisk Stats soldater" vil udføre "frygtelige ting."
Elton Simpson svor troskab mod lederen af ISIS. |
Men så vidt vi ved, modtog hverken Simpson eller Soofi penge fra ISIS, de modtog ikke våben eller træning derfra, drøftede ikke deres planer med den eller ansøgte om dens tilladelse til at gå videre med dem. Og ingen af dem besøgte Syrien eller Irak.
Dette passer ind i et mønster: ISIS planlægger og dirigerer ikke angreb, men udnytter sin fremtrædende profil til at opildne muslimer til at vende sig imod deres ikke-muslimske naboer, sådan som det allerede skete i Oklahoma City. Den tilbyder åndelig vejledning, valg af mål og inspiration; den tager sig ikke af logistik, kommando og kontrol. Når den påtager sig ansvaret, gør den det for at indgyde inspiration, ikke med henblik på organisation.
Derfor kan man formentlig afvise det som tomt praleri, når ISIS' bryster sig af at have trænet 71 soldater i 15 amerikanske stater, som er "klar til på vores ordre at angribe ethvert mål, vi måtte ønske," og endnu mere at 23 af dem har meldt sig frivilligt til "missioner som" Garland-angrebet. Men den amerikanske ordensmagt følger i tusindvis af personer som Simpson og Soofi, som kommunikerer med ISIS, og som når som helst vil kunne gribe til vold. Den mangeårige overvågning af Simpson viste sig til sidst at være nytteløs. Begrebet "ensom ulv" er blevet irrelevant i en tid med global jihad, hvor hver eneste from muslim potentielt set er en "kalifatets soldat."
Scenen for angrebet i Garland, Texas. |
Ulig Al-Qaeda (hvis model vi er mere fortrolige med) som kommunikerer intenst med sine agenter og styrer deres bevægelser i detaljer, tager ISIS sig ikke primært af at organisere udførlige planer med henblik på at ramme vantro vesterlændinge. I stedet har den som mål at kontrollere territorier i Mellemøsten (så som i Libyen, Yemen, Syrien og Irak). Den opfordrer vestlige muslimer til at komme til Syrien; angreb i Vesten er blot for at have noget at falde tilbage på, primært ansporet gennem udsmugling af dens medlemmer tværs over Middelhavet og ind i Europa.
ISIS-modellen er ikke desto mindre den farligste. Dens angreb er måske amatøragtige og mindre dødbringende end Al-Qaedas, men de kan potentielt set udføres langt oftere. Dens angreb er nemmere at stoppe, men sværere at forudse. ISIS-tilgangen er mere effektiv, hvis man ikke tæller i antallet af døde, men i politisk virkning – for eksempel frarådelse af at lave grin med Muhammad.
Inspirationsforbindelser er med andre ord mere bekymrende end organisationsforbindelser. Det eneste ISIS behøver at gøre, er at offentliggøre navnet på et mål i dens blad eller tweete opfordringer ud i de sociale medier, og en potential hær er underrettet; den behøver ikke at udvikle sikre kommunikationsforbindelser, træne kadrer, føre penge over landegrænser, vælge og udpege mål, give ordre til angreb eller yde taktisk vejledning.
En analyse i BBC går uden om det væsentlige, når den mener, at hvis ISIS kan "bevise, at den planlagde og styrede [Garland-angrebet] – i stedet for blot at hævde sit ansvar efter begivenheden – så ville det være en betydningsfuld udvikling." Nej; ISIS fremstår langt mere frygtindgydende, fordi den ikke planlægger eller styrer, men blot taler og skriver.
Ligesom det iranske regime udgør den største fare i Mellemøsten, udgør ISIS reelt den næste, mere udviklede og mere truende form for islamistisk vold i Vesten. Vil disse dødsfjender blive opdaget i tide?