Flere fremtrædende, ikke-muslimske politikere har belastet sig selv ved at benægte den selvindlysende forbindelse fra islam til Islamisk Stat (ISIS) og til den islamistiske vold i Paris og København, ja ligefrem erklæret denne at være i modstrid med islam. Hvad håber de at opnå gennem disse falske påstande, og hvad betyder de?
Først nogle eksempler på denne tvetungede tale:
Præsident Barack Obama fortæller verden, at ISIS "ikke er islamisk," fordi dens "handlinger ikke repræsenterer en tro, mindst af alt den muslimske tro." Han fastholder, at "vi er ikke i krig med islam [men] med mennesker, som har forvansket islam."
 Den britiske premierminister David Cameron og USA's præsident Barack Obama er enige om, at vold forvansker islam. |
Udenrigsminister John Kerry gentager ham: ISIS består af "koldblodige dræbere, der maskerer sig som en religiøs bevægelse," som fremmer en "hadefuld ideologi" der "intet har at gøre med islam." Hans talsmand, Jen Psaki, går endnu længere: terroristerne "er fjender af islam."
Jeh Johnson, chef i USA's Homeland Security, samtykker: "ISIL er [ikke] islamisk." Min favorit: Howard Dean, tidligere demokratisk guvernør i Vermont, siger om Charlie Hebdos angribere: "De er ikke mere muslimer, end jeg er."
 Har Howard Dean, tidligere guvernør i Vermont, erklæret sig for muslim? |
Europæerne udtaler sig på samme måde: David Cameron, den konservative britiske premierminister, beskriver ISIS som "ekstremister der ønsker at misbruge islam" og som "forvansker den islamiske tro." Han kalder islam for en "fredens religion" og afviser ISIS-medlemmerne som værende ikke muslimer, men "uhyrer." Hans immigrationsminister, James Brokenshire, hævder, at terrorisme og ekstremisme "har intet at gøre med islam."
På Labour-siden mener den tidligere britiske premierminister Tony Blair, at ISIS' ideologi er "baseret på en fuldkommen forvanskning af den rette tro i islam," mens tidligere indenrigsminister Jack Straw tager afstand fra "det middelalderlige barbari hos ISIS og dens lige," som han mener er i "komplet modstrid med islam."
På den anden side af Kanalen insisterer den franske præsident François Hollande på, at forbryderne mod Charlie Hebdo og Hyper Cacher "har intet at gøre med den muslimske tro." Hans premierminister, Manuel Valls, tilslutter sig: "Islam har intet at gøre med ISIS."
Den hollandske premierminister Mark Rutte gentager det samme tema: "ISIS er en terrororganisation som misbruger islam. "Daniel Cohn-Bendit, venstreorienteret tysk politiker, kalder Paris-morderne for fascister, ikke muslimer. I Japan erklærer premierminister Shinzo Abe sig enig: "Ekstremisme og islam er to fuldstændig forskellige ting."
Der er ikke tale om et nyt synspunkt: to tidligere præsidenter for USA, Bill Clinton og George W. Bush, luftede for eksempel også deres indsigt i, hvad der er islam og hvad der ikke er det, om end mindre kategorisk.
Opsummering af disse udtalelser som udspringer direkte af den islamistiske spilleplan: Islam er udelukkende en fredens religion, så vold og barbari har kategorisk intet med den at gøre; i virkeligheden "maskerer" og "forvansker" disse ting islam. Heraf følger, at der er behov for mere islam til at løse disse "uhyrlige" og "barbariske" problemer.
Men denne tolkning ignorerer selvfølgelig de islamiske skrifter og muslimernes historie, som begge er gennemsyret af formodningen om overherredømme over ikke-muslimer og den berettigede vold i jihad. Ironisk nok betyder dette at ignorere den islamiske drivkraft, at man udelukker det bedste redskab til at bekæmpe jihadismen: for hvis problemet ikke udspringer af en fortolkning af islam, men af tilfældige onde og irrationelle drifter, hvordan kan man så imødegå det? Kun erkendelsen af den islamiske imperialismes arv kan åbne vejen til en genfortolkning af troens skrifter på en nutidig, moderat og nabovenlig måde.
Hvorfor fremsætter magtfulde politikere så den slags ignorante og modproduktive argumenter, som de helt sikkert godt ved er falske, især nu hvor den voldelige islamisme breder sig (tænk på Boko Haram, Al-Shabaab og Taliban)? Fejhed og multikulturalisme spiller helt sikkert en rolle, men der er to andre årsager af endnu større betydning:
For det første ønsker de ikke at fornærme muslimerne, som de frygter er mere tilbøjelige til voldsudøvelse, hvis de føler, at ikke-muslimer fører "krig mod islam." For det andet er de bekymrede for, at en fokusering på muslimer vil betyde grundlæggende ændringer i den sekulære orden, mens en benægtelse af det islamiske element giver en mulighed for at undgå problemfyldte emner. For eksempel tillader det lufthavnenes sikkerhedspersonale at kigge efter passagerers våben uden at kaste sig ud i forhør efter israelsk mønster.
 Ifølge ikke-muslimske politikere har disse Taliban-medlemmer intet at gøre med islam. |
Min forudsigelse: Fornægtelsen vil fortsætte, medmindre volden tiltager. Ser vi tilbage på 9/11, så rokkede de dengang 3.000 ofre ikke ved den ikke-muslimske imødekommenhed. Den islamistiske terrorismes næsten 30.000 dødsofre siden da har heller ikke ændret den officielle linje. Måske vil 300.000 døde kaste bekymringerne for islamistisk nærtagenhed og modviljen mod at foretage dybtgående sociale ændringer til side og erstatte dette med en fast beslutning om at bekæmpe en radikal utopisk ideologi; tre millioner døde vil helt sikkert være nok.
Men uden sådanne ofre vil politikerne sandsynligvis fortsætte fornægtelsen, fordi det er nemmere på den måde. Det beklager jeg – men foretrækker det frem for alternativet.
