Næsten samtlige 54 republikanske amerikanske senatorer vil stemme for Kirk-Menendez-lovforslaget om sanktioner imod Iran i det tilfælde, at P5+1-forhandlingerne slår fejl. Præsident Obama har lovet at nedlægge veto imod forslaget. Lige nu varmer senatet op til den stærkt dramatiske afstemning; vil demokraterne bidrage med de 13 til 15 stemmer, som kan sikre et vetosikret flertal?
 Senatorerne Bob Menendez (D-NJ) og Mark Kirk (R-IL) udformede sammen det aktuelle lovforslag om Iran-sanktioner. |
Inde i denne politiske kortblanding findes et lidet bemærket afsnit i forslaget, som såfremt dette vedtages, fjerner essensen i det. "Draft of Nuclear Weapon Free Iran Act of 2015" [Skitse til lov om et atomvåbenfrit Iran 2015], som blev udlagt på senator Mark Kirks (republikaner, Illinois) hjemmeside, indeholder et afsnit om "Opgivelse af sanktioner." Det er udformet med henblik på at vinde de ængstelige demokraters støtte, men undergraver også lovforslagets mål om at tvinge Obamas hånd i forhandlingerne. Afsnit 208 lyder i sin helhed således:
Præsidenten kan opgive iværksættelsen af enhver sanktion ifølge en regel eller lovændring med dette navn i en periode på 30 dage og kan forny denne opgivelse i yderligere perioder på 30 dage, såfremt præsidenten inden opgivelsen eller fornyelsen, som tilfældet måtte være –
(1) beviser over for de behørige kongreskomitéudvalg, at – (A) opgivelsen eller fornyelsen, som tilfældet måtte være, er i de Forenede Staters nationale sikkerhedsinteresse; (B) opgivelsen eller fornyelsen, som tilfældet måtte være, er nødvendig for og med sandsynlighed vil resultere i opnåelse af en langvarig og omfattende løsning med Iran; og (C) Iran ikke fortsætter med at udvikle sit atomare våbenprogram og er i overensstemmelse med alle foreløbige aftaler med hensyn til dette program; og
(2) til de behørige kongreskomitéudvalg udsender en omfattende rapport om status i forhandlingerne om en langvarig og omfattende løsning, som indbefatter en vurdering af sandsynligheden for at nå denne løsning samt den tidsramme der må forventes for opnåelsen af denne løsning.
Hvad nytter det, kan man spørge, at pro-sanktionssiden kæmper så hårdt for at opnå et vetosikret flertal, hvis Obama kan ophæve dets lovændring efter behag? Faktisk er han allerede fremkommet med udtalelser i stil med det, som forslaget kræver, især i sin tale State of the Union (SOTU) i januar, hvor han (fejlagtigt) hævdede, at "for første gang i ti år har vi standset udviklingen af dets nukleare program og reduceret dets lager af nukleart materiale." På den anden side, hvorfor bruger Det Hvide Hus så megen politisk kapital på at standse dette lovforslag, når man blot kunne lade det blive vedtaget og derefter kvæle det ved at påberåbe sig en opgivelse?
Hvorfor denne store strid over noget, der ligner en symbolsk resolution?
Til dels bringer det i stigende grad Obama i forlegenhed, at han ustandselig skal retfærdiggøre opgivelsen efter en 30-dages periode. Men som han glimtvis forklarede i SOTU, nærer han også et passioneret ønske om at slå Kirk-Menendez, fordi "vedtagelsen af nye sanktioner ved denne Kongres, på dette tidspunkt, kun vil garantere, at diplomatiet fejler … [ved at] sikre, at Iran genstarter sit nukleare program."
Med andre ord, det iranske pseudoparlament (Majlis) advarer om, at forslagets vedtagelse – også selvom dets sanktioner efterfølgende opgives – i sig selv ophæver den eksisterende foreløbige aftale og bringer forhandlingsprocessen til ophør. Irans udenrigsminister har også erklæret, at Majlis vil gengælde enhver ny amerikansk sanktionslov med en optrapning af atomprogrammet; samt at nye sanktioner vil skade Vestens iranske yndlingspolitiker, præsident Hassan Rouhani.
 Det iranske Majlis tager sig så sandelig ud som et ægte parlament. |
Med denne smarte taktik har iranerne fremprovokeret en stortest af de politiske viljer i Washington og gjort Obama til deres håndhæver med pligt til at tæmme Kongressen; Majlis-formanden Ali Larijani har advaret om, at "Hvis Obama ikke kan løse sine problemer [med Kongressen], vil han selv bære ansvaret for afbrydelsen af forhandlingerne." I stedet for at bede Teheran skrubbe af er regeringen (i overensstemmelse med sin større strategi) faldet for dette kneb, hvilket har ført til det kommende kongeslag i Senatet.
Ved at lokke Teheran til forhandlingsbordet ignorerer man selvfølgelig, hvor meget iranerne fik ud af den seneste aftale, som blev underskrevet i November 2013, og at de forventer at klare sig lige så godt i den næste. Man ignorerer også, at de som et diplomatisk dække over deres henved 10.000 centrifuger, der hastigt roterer af sted, vil søge forhandling ad nauseam.
 De muntre Geneve-forhandlere den 23. nov. 2013. Den iranske udenrigsminister (manden uden slips) i det ceremonielle centrum. |
Minder det ikke om basaren, hvor den snu handelsmand på charmerende vis narrer den naive turist? Det der står på spil, er dog ikke prisen på et persisk tæppe, men et apokalyptisk slyngelregimes erhvervelse og mulige udstationering af atomvåben.
Og således betragtet har det tandløse Kirk-Menendez-lovforslag faktisk stor og reel betydning. Det behøver de 67 stemmer.
