Nogle kommentarer fra Steven Emerson på Fox News har udløst en ophedet debat af, hvorvidt der eksisterer hovedsagelig muslimske "no-go zoner" i Europa. Den 11. januar sagde Emerson, at de "findes overalt i Europa … det er steder, hvor regeringer som Frankrig, England, Sverige og Tyskland ikke udøver nogen suverænitet. .. man har i bund og grund zoner, hvor der er opsat sharia-domstole, hvor den muslimske befolkningstæthed er meget intens, hvor politiet ikke kører ind, og hvor der fundamentalt set næsten er tale om et separat land, et land inden i et land."
 Steven Emerson udtalte sig på Fox News den 11. januar om muslimsk dominerede områder i Europa. |
Selvom Emerson, som jeg beundrer for hans moralske mod og sans for dybdeboring, straks undskyldte for at have begået den "frygtelige fejl" at sige, at byer som Birmingham i England, "er totalt muslimske, hvor ikke-muslimer simpelthen ikke færdes," besvarede han ikke det mere vidtgående spørgsmål om, hvorvidt no-go zoner rent faktisk "findes overalt i Europa," og om det er steder, hvor regeringerne "ikke udøver nogen suverænitet."
Har han ret i dette?
I et weblog-indlæg i 2006 kaldte jeg de muslimske enklaver i Europa for no-go zones som en slags ikke-eufemistisk ækvivalent til det franske udtryk Zones Urbaines Sensibles (Følsomme Byzoner). No-go zones blev herefter det engelske standardudtryk til beskrivelse af områder i Vesteuropa med muslimsk befolkningsflertal.
Efter at have tilbragt nogen tid i Paris' banlieues (forstæder) i januar 2013, såvel som i tilsvarende områder i Athen, Berlin, Bruxelles, København, Malmø og Stockholm, kom jeg dog i tvivl. Jeg oplevede, at disse områder "ikke er fuldt udviklede no-go-zoner" --- i betydningen steder, hvor regeringen har mistet kontrollen med området. Der er ingen dominerende krigsherrer; shari'a er ikke landets lov. Jeg udtrykte dengang min fortrydelse over at have anvendt betegnelsen no-go zoner.
 Et rejseselskab i Berlin i oktober 2010. |
Hvad er disse steder så? En unik og foreløbig unavngivet blanding.
På den ene side kan vesteuropæiske stater trænge ind hvor som helst og når som helst i deres suveræne territorium. Som skyderierne i Verviers og de efterfølgende razziaer i Belgien viser, betyder deres overvældende styrkefordel – herunder militær, efterretning og politi – at de ikke har afgivet kontrollen.
 Efter et terrorangreb i maj 2014 mødte politiet talstærkt op i det jødiske kvarter i Antwerpen, Belgien. |
På den anden side vælger regeringer ofte at undlade at gennemtvinge deres vilje i områder med muslimsk befolkningsflertal og tillader disse en betydelig autonomi, herunder i nogle tilfælde de sharia-domstole, som Emerson nævnte. Alkohol og svinekød er effektivt forbudt i disse distrikter, polygami og burka er almindelig, politiet går kun ind forsigtigt og talstærkt, og muslimerne slipper af sted med forseelser, som er ulovlige for resten af befolkningen.
Børnesexskandalen i Rotherham, England, er et godt eksempel. En officiel undersøgelse fandt ud af, at en kreds af muslimske mænd gennem seksten år, 1997-2013, havde seksuelt udnyttet – ved bortførelse, voldtægt, bandevoldtægt, menneskehandel, prostitution, tortur – mindst 1400 ikke-muslimske piger helt ned i 11 års alderen. Politiet havde modtaget mangfoldige klager fra pigernes forældre, men foretog sig intet; de kunne have ageret, men valgte ikke at gøre det.
Ifølge undersøgelsen "tillagde politiet ikke CSE [seksuel udnyttelse af børn] nogen prioritet, idet de betragtede mange af børneofrene med foragt og undlod at agere på mishandlingen som en forbrydelse." Hvad der var endnu mere alarmerende var, at børnenes fædre i visse tilfælde "sporede deres døtre og forsøgte at fjerne disse fra de huse, hvor de blev misbrugt, kun for selv at blive arresteret, da politiet blev tilkaldt til stedet." Og endnu værre, pigerne "blev arresteret for forseelser så som at forstyrre husfreden eller være fulde og uregerlige, mens der ikke blevet indledt nogen tiltag imod gerningsmændene for voldtægt og seksuelle overgreb imod børn."
Et andet eksempel, som også er engelsk, var den såkaldte Operation Trojansk Hest, som blomstrede fra 2007 til 2014, og hvor (igen ifølge en officiel undersøgelse) en gruppe skoleansatte udviklede "en strategi til at overtage et antal skoler i Birmingham og køre disse efter strenge islamiske principper."
Hvad skal man kalde Rotherham og Birmingham? Det er ikke no-go zoner, hverken geografisk eller med hensyn til suverænitet. Det er her, vi – Emerson, andre (så som guvernøren i Louisiana Bobby Jindal) og jeg selv tager fejl. Det engelske sprog mangler en umiddelbart brugbar betegnelse for den slags. Og med god grund: jeg har ikke kendskab til nogen historiske paralleller, hvor en flertalsbefolkning accepterer en mindre og svagere indvandrerbefolknings traditioner og endda deres kriminalitet. Verden har aldrig oplevet noget, der er sammenligneligt med nutidens vestlige blanding af præstation, frygtsomhed og skyldfølelse, en stærkt overlegen magt ledsaget af en dyb modvilje mod at bruge den.
I stedet for no-go zoner vil jeg foreslå semi-autonome sektorer, en betegnelse som understreger deres uklare og ikke-geografiske karakter – og som sådan giver os mulighed for en mere præcis drøftelse af det, der måske udgør Vesteuropas mest akutte problem.
