Den seneste epidemi af højt profilerede angreb fra muslimer i islams navn – i Canada, Israel, Nigeria, Australien, Pakistan og Frankrig – rejser det indlysende spørgsmål: Hvordan forestiller de islamistiske gerningsmænd sig, at det at myrde en æresvagt, køre en bil ind i fodgængere, nedslagte ikke-muslimske buspassagerer, tage kunder i en café som gidsler eller massakrere børn af militærfolk og tegnere vil gavne deres mål om at indføre islamisk lov og opbygge et kalifat?
Logisk set gavner volden kun, hvis den terroriserer deres fjender og tvinger disse til at bøje sig for islamisternes ønsker; intimidation er trods alt terrorismens væsen. Sommetider opnår islamisterne dette mål. For eksempel har et betydeligt antal kunstnere, for at undgå problemer, udøvet selvcensur med hensyn til islam; og regeringens forkludrede reaktion på togbombeangrebet i Madrid i 2004 hjalp oppositionspartiet med at vinde valget og derefter trække de spanske styrker ud af Irak.
Men som hovedregel fører terrorisme ikke til intimidering, men til vrede og fjendtlighed. Frem for at kue en befolkning, øger den bevidstheden og provokerer til had mod den islamistiske sag, både blandt muslimer og ikke-muslimer. I stedet for at fremme den islamistiske sag, bliver denne skadet af sådanne højt profilerede voldshandlinger. Nogle iøjnefaldende eksempler:
- 9/11 trak islamismen ud af den skygge, hvor den havde blomstret, og stimulerede til en amerikansk ledet "krig mod terror" og stærkt øgede anti-islamistiske følelser;
- Massakren i 2004 på skolebørn i Beslan forgiftede de russiske holdninger til muslimer og hjalp Vladimir Putin med at konsolidere sin magt;
- Maratonbomningen i Boston i 2013 lukkede et meget stort byområde ned og gav millioner af mennesker en førstehåndsoplevelse af islamistisk undertrykkelse.
- Onsdagens drab på tolv mennesker i Paris fremkaldte en national stemning af trods, der som aldrig før sætter islamisterne i defensiven. Hvis de første timer er et varsel om fremtidige udviklinger, vil en betydelig del af den franske vælgerskare kræve flere effektive tiltag imod radikal islam.
 Den forside på "Charlie Hebdo" som generede islamisterne mest. |
Skjulte terrorhandlinger har ironisk nok ikke den samme tendens til at give bagslag. For at nævne ét blandt mange eksempler: da en egyptisk muslim skar halsen over på to koptiske kristne i New Jersey i 2013, var der kun få der bemærkede det og der opstod kun begrænset vrede. På grund af modvilje hos politi, politikere, presse og professorstanden, har de fleste jihad-agtige angreb af denne karakter tilbøjelighed til ikke at blive offentliggjort, hvorfor man undgår en styrkelse af anti-islamiske følelser. (Desværre har de, hvis opgave det er at beskytte, alt for ofte tendens til at skjule sandheden.)
Hvis højt profileret vold har tendens til at give bagslag, hvorfor fortsætter islamisterne så med denne selvskadelige adfærd? På grund af vrede og en tilbøjelighed for vold.
 Yusuf Ibrahim skar halsen over på to egyptiske kristne i New Jersey – og næsten ingen lagde mærke til det. |
Vrede: Islamisterne, især de mere ekstreme af dem, udstråler bitterhed, ondt lune, fortørnelse og misundelse. De fejrer den periode i Middelalderen, hvor muslimerne var de rigeste, de mest avancerede og de mest magtfulde af alle, og tolker den muslimske nedtur som et resultat af vestligt dobbeltspil og forræderi. Kun ved på retfærdig vis at slå igen imod disse sammenspiste og indforståede korsfarere og zionister kan muslimerne genvinde deres retmæssige æres- og magtposition. At udtrykke vreden bliver et mål i sig selv og fører til snæversyn, manglende planlægningsevne, et fravær af strategisk tænkning og en bankende følelse af storhed.
En tilbøjelighed for vold: Ud fra en hoverende følelse af at kende Guds vilje direkte er islamister yndere af vold. At få fjenden til at krybe sammen i frygt og derpå slå ham er den ultimative islamistiske drøm, opfyldelsen af et intenst fjendskab, en triumf for islams ophøjethed over andre religioner og over de muslimer, som mangler troens ild. Selvmordsbomninger, halshugninger, bandeagtige mord og andre groteske gengældelsesaktioner udtrykker et dybt ønske om hævn.
På langt sigt gør disse voldshandlinger umådelig skade på den islamistiske sag. Vender man det rundt, kunne man sige, at ofrene for denne vold – omkring 10.000 dræbte i 2.800 angreb alene i 2013 – ikke døde forgæves, men uafvidende ofrede deres liv i en grufuld krig udført af stærke viljer. Målrettede henrettelser som dem på de franske tegnere har en overvældende indvirkning på den offentlige meningsdannelse.
Sammenfattende vil jeg mene, at selvnydelse og strategisk uduelighed kendetegner den islamistiske kampagne. Det katastrofale i islamisternes program modsvares af deres taktiske uduelighed. Og jeg konkluderer derfor, at islamismens skæbne vil ende i den samme historiske støvbunke, hvor man også finder fascismen og kommunismen. Ligesom de to andre totalitære –ismer varsler den frygtelige ødelæggelser og mange døde, før den til sidst vil falde. Krigen vil blive lang og smertefuld, men til sidst vil civilisationens kræfter atter besejre barbariets.
Den seneste omgang tromleterror i islams navn kan synes at gavne islamisternes sag. I virkeligheden bringer den deres dagsorden nærmere en fortjent kollaps.
