Ve det menneske i Sverige som afviger fra det rettroende standpunkt, at invitationen af store grupper af nødlidende mennesker fra lande som Irak, Syrien og Somalia udelukkende er en fin og ædel ide. Selv det at ytre sig imod, at man hvert år tillader hvad der svarer til omkring 1 procent af den eksisterende befolkning at indvandre fra en fremmed og fjern civilisation sætter én politisk, socialt og endda retsligt uden for det gode selskab. (Jeg kender en journalist, som er blevet truet med fængsling på grund af en mild afvigelse i dette spørgsmål.) Giver man udtryk for, at der findes en svensk kultur, som er værd at bevare, bliver man mødt med forvirring.
 Den svenske regering har åbnet dørene for syriske flygtninge. |
Og dog er immigrationens realiteter synlige for enhver: afhængighed af sociale ydelser, voldsom intolerance over for kristne og jøder, og en bred vifte af sociale dårligdomme lige fra arbejdsløshed til politisk motiveret voldtægt. Følgelig er der stadig flere svenskere, som – trods den kendte risiko – vælger at stille sig uden for den brede konsensus og er bekymrede for deres lands kulturelle selvmord.
Tabuet mod den slags holdninger betyder, at de politiske partier, med kun en enkelt undtagelse, loyalt støtter op om den fortsatte immigration. Kun Sverigedemokraterne (SD) tilbyder et alternativ: reelle bestræbelser på at integrere de eksisterende immigranter og 90 procents nedskæringer på fremtidig immigration. Trods partiets modbydelige ny-fascistiske fortid (noget som de for resten ikke er ene om) er SD blevet tiltagende respektable og er blevet belønnet med en valgsucces, der har fordoblet deres parlamentsstemmer fra 3 procent i 2006 til 6 procent i 2010 og 13 procent i 2014. Alle de svenskere jeg talte med på et nyligt besøg, forventede at SD's stemmetal vil vokse yderligere, noget som de seneste meningsmålinger bekræfter.
Hvis et enkelt parti eller en blok af partier havde et stort flertal i Sveriges étkammerparlament, ville SD praktisk talt være irrelevante. Men Riksdags to blokke står næsten lige. Tre venstrefløjspartier sidder på 159 af de 349 pladser, mens "højrefløjen" (citationstegnene angiver at de set fra et amerikansk perspektiv knapt nok er konservative) Alliance for Sverige, bestående af fire partier, har 141 pladser. Dette betyder, at SD med sine 49 pladser kontrollerer magtbalancen.
 Sveriges rigsdag (Riksdagshuset) i Stockholm. |
Men SD er dømt "ude", så ingen partier forhandler med dem i lovgivningsarbejdet, ikke engang indirekte gennem medierne. Både venstre og "højre" forsøger at isolere og miskreditere dem. Ikke desto mindre har SD afgjort magtfordelingen i afgørende lovgivningsspørgsmål, især i forbindelse med den årlige finanslov. I overensstemmelse med deres politiske hensigt om at drive enhver regering fra magten, som nægter at reducere indvandringen, bragte de Alliance for Sverige-regeringen til fald i begyndelsen af 2014. Den seneste uge har budt på en gentagelse af dette scenarium, hvor SD gik sammen med Alliancen imod venstrefløjens budget og dermed tvang regeringen til at udskrive valg i marts 2015.
Men så skete der noget bemærkelsesværdigt: de to store blokke indgik ikke alene et kompromis vedrørende det aktuelle budget, men også omfattende fremtidige finanslovsbudgetter og en indbyrdes magtdeling helt frem til 2022. Venstrefløjen og "højrefløjens" alliance indgik nogle studehandler, så valget ikke behøver at finde sted i marts, hvilket giver venstrefløjen mulighed for at regere frem til 2018, hvorefter "højrefløjen" sandsynligvis tager over fra 2018 og indtil 2022. Ikke blot berøver dette politiske kartel SD deres centrale rolle, men hvis ikke partiet vinder flertallet af parlamentspladserne i 2018, vil de ikke komme til at spille nogen meningsfuld rolle i lovgivningsarbejdet i de kommende otte år, hvorefter immigrationsspørgsmålet vil være taget af bordet.
 En grafisk fremstilling af de to store parlamentsblokkes aftale (den blå anemone er Sverigedemokraternes symbol). |
Dette er intet mindre end forbløffende: for at kvæle debatten om landets mest omstridte problem sluttede 86 procent af parlamentet sig sammen om at marginalisere de 14 procent, som er uenige. De to store blokke udvandede deres allerede halvlunkne uenigheder for at udelukke det oprørske, folkelige parti. Mattias Karlsson, agerende SD-leder, påpeger præcist, at hans parti med denne studehandel er blevet til den eneste ægte opposition.
På langt sigt ser det dog godt ud for SD, som sandsynligvis vil vinde ved dette udemokratiske kunstgreb. Svenskerne, som i lang tid har været vænnet til demokrati, vil ikke billige et sådant arrangement fra det politiske baglokale, som næsten med sikkerhed annullerer deres stemmer i 2018. De bryder sig ikke om dets tyranniske karakter. Og de ser heller ikke positivt på fjernelsen af et så kontroversielt emne fra debatten. Og når tiden kommer til at "smide røvhullerne ud," sådan som det altid sker, så vil Sverigedemokraterne udgøre det eneste alternativ til en træt og splittet koalition, som vil have siddet ved magten i otte lange år – hvor immigrationsproblemerne vil have opskræmt endnu flere vælgere.
Med andre ord, denne skamløse undertrykkelseshandling vil anspore til den selv samme debat, som den er ment til at knuse. Inden længe vil man måske ligefrem diskutere det overordnede spørgsmål om nationalt selvmord.
