I en bemærkelsesværdig, men hidtil ubemærket tale den 5. dec. analyserede Salman bin Hamad Al-Khalifa, kronprins i Bahrain (et ø-kongerige i Den Persiske Golf og hjemsted for den amerikanske flådes 5. flådestyrke), åbenhjertigt den islamistiske fjende og foreslog vigtige måder at bekæmpe denne på.
 Bahrains kronprins, Salman bin Hamad Al-Khalifa den 5. dec., diskuterer fjendens identitet. |
Han kan lære vesterlændinge meget (begyndende med hans uheldige, britiske sidestykke, kronprins Charles), hvis blot vi ville lytte. Jovist, nogle vestlige ledere taler om at konfrontere den islamistiske ideologi, men de fleste undgår spørgsmålet ved at ty til eufemismer, forvirring og fejhed. Mest frustrerende er de ledere (så som Tony Blair), der holder kraftfulde taler uden at følge dem op.
 Tony Blair holdt som britisk premierminister nogle fine taler om islamisme, men har ikke fulgt dem op. |
Prins Salman, 45 år og i brede kredse opfattet som Bahrains kongelige families førende reformator, indleder sine betragtninger med at påpege det ukorrekte i betegnelsen "Krig mod terror." Tiden er inde, siger han, til at "vi skiller os af med" en betegnelse, som daterer sig tilbage til 11. sep. 2001. "Den er en anelse vildledende, den beskriver ikke konflikten i dennes helhed og fulde omfang," men blot et "redskab" og en taktik.
Han går videre, på et flydende engelsk, til at placere den aktuelle konflikt i historisk sammenhæng: "Hvis jeg tænker tilbage på det forrige århundrede, stod vi over for en meget anderledes fjende. Vi stod konfronteret med kommunismen og vi konfronterede den sammen. Men dengang vi stod over for kommunismen, forstod vi, at den var en ideologi. Terrorismen i dag er ikke en ideologi."
Han bemærker, at "vi kæmper ikke kun imod terrorister, vi kæmper imod teokrater." Ifølge Salmans brug af dette begreb er teokrater mænd "i toppen af en religiøs ideologi, som i kraft af et religiøst edikt [har] magt til at berøve mennesker … deres liv i det hinsides – og anvende [religiøs magt] til politisk vinding." De er også tyranner, isolationister og kvindehadere, som det vil være nødvendigt at bekæmpe "i meget lang tid." Han afviser dem for at være "mest lig det syttende århundrede" og "ikke have nogen plads i vores moderne 21." århundrede.
Han opfordrer os "til at kassere betegnelsen 'Krig mod terror' og i stedet fokusere på den egentlige trussel, som er fremkomsten af disse onde teokratier"; til det formål foreslår han, at vi erstatter "Krig mod terror" med hans egen formulering: en "Krig mod teokrater." Denne betegnelse, håber han, vil gøre det muligt at "begynde at samle den militære, sociale og politiske – og måske endda økonomiske – politik på en holistisk måde til imødegåelse af dette, ligesom vi gjorde med kommunismen." I den måske mest iøjnefaldende bemærkning i talen siger han, at "det er ideologien selv, der skal bekæmpes. Der skal sættes navn på den, den skal skammes ud, den skal standses, og til sidst skal den nedkæmpes."
Så langt er det perfekt. Men Salman undgår den bitre kendsgerning, at den "fordrejede" og "barbariske" ideologi han beskriver, er specifikt islamisk og at teokraterne alle er muslimer: "denne krig, som vi er inddraget i, skal ikke være imod islam, … kristendom, … jødedom, … buddhisme." Så når det kommer til at sætte navn på denne ideologi, tøver Salman og generaliserer. Han tilbyder en kejtet neologisme ("teo-krisme") og tænker så tilbage på Anden Verdenskrig og dens "fascistiske teokrati." Han afviser implicit "islamismen," idet han siger, at han ikke ønsker en "debat om bestemte politiske partier, hvad enten de er islamistiske eller ej."
Jeg vil mene, at islamismen er præcis den betegnelse han leder efter, når det gælder fjendens ideologi; og vi er inddraget i en "Krig mod islamismen." Salman forstår udmærket problemet –forvandlingen af islam til en totalitær ideologi. Men han søger tilflugt i en foregivelse af, at kristendommen, jødedommen og buddhismen alle deler denne lidelse. Det ville være bedre, om han – og andre åbenhjertige muslimer – accepterede den uundgåelige kendsgerning, at kun islam rummer en totalitær fristelse.
Positivt betragtet passer Salmans bemærkninger med en voksende tendens blandt muslimske politikere til direkte at konfrontere den islamistiske fare. To nylige eksempler:
- I et vigtigt principielt gennembrud har regeringen i de nærliggende Forenede Arabiske Emirater placeret Council on American-Islamic Relations (CAIR) og mange andre ikke-voldelige grupper på sin terrorliste med den begrundelse, at de engagerer sig i opildnen, finansiering og de øvrige forløbere til terrorisme.
- Den egyptiske regering har udsendt en INTERPOL arrestordre på Yusuf al-Qaradawi, 88, Det Muslimske Broderskabs uhyre indflydelsesrige åndelige leder, for "opildnen og hjælp til at begå bevidst mord, hjælpe … fængselsfanger til flugt, ildspåsættelse, vandalisme og tyveri."
 Den egyptiske regering har udsendt en arrestordre mod Det Muslimske Broderskabs teoretiker, Yusuf al-Qaradawi. |
Denne nye tendens har stor betydning. Som jeg så ofte har sagt, den radikale islam er problemet og den moderate islam er løsningen. Nu kan vi så føje endnu en indflydelsesrig leder, ja endda en kronprins, til rækken af muslimer, som ønsker at finde en løsning.
