Inden jeg hilser den opstående stat Kurdistan i det nordlige Irak velkommen, må jeg tilstå, at jeg før i tiden var imod dens selvstændighed.
I 1991, efter Kuwait-krigen var endt og Saddam Hussein angreb Iraks seks millioner kurdere, fremsatte jeg tre argumenter imod en amerikansk intervention til fordel for disse, argumenter som stadig i dag høres jævnligt: (1) Kurdisk selvstændighed ville betyde Iraks ophør som stat, (2) det ville opildne til kurdisk agitation for selvstændighed i Syrien, Tyrkiet og Iran og dermed føre til ustabilitet og grænsekonflikter og (3) det ville invitere til forfølgelse af ikke-kurdere og forårsage "store og blodige befolkningsrokader."
 Kortet viser Kurdistans Regionalstyre og den netop erobrede provins Kirkuk angivet med grønt. |
Alle tre forventninger viste sig at være lodret forkerte. Med Iraks jammerlige inden- og udenrigshistorie virker ophøret af et forenet Irak mere som et løfte om befrielse, og det samme gør det kurdiske røre i nabolandene. Syrien er ved at blive splittet op i sine tre etniske og sekteriske komponenter: en kurdisk, en sunni-arabisk og en shi'a-arabisk, hvilket forekommer lovende på langt sigt. At kurderne skilles fra Tyrkiet, vil på gavnlig vis hæmme den nuværende præsident Recep Tayyip Erdoğans overmodige ambitioner. Og at kurderne forsvinder fra Iran vil ligeledes på gavnlig vis reducere dette ærkeaggressive mini-imperium. Frem for at ikke-kurdere flygter fra et irakisk Kurdistan, som jeg frygtede, har det direkte modsatte vist sig at være tilfældet: hundredtusinder af flygtninge strømmer ind fra resten af Irak for at nyde godt af Kurdistans sikkerhed, tolerance og muligheder.
Jeg kan godt begrunde disse fejlvurderinger: I 1991var der ingen der anede, at et autonomt kurdisk styre i Irak ville komme til at blomstre sådan, som det er tilfældet. Kurdistans Regionale Regering (KRG), som blev dannet det følgende år, kan (blot en anelse overdrevet) kaldes for det muslimske Mellemøstens Schweiz. Dets bevæbnede, handelsorienterede bjergfolk ønsker at blive ladt i fred for at kunne udvikles og trives.
Man kunne i 1991 heller ikke vide, at den kurdiske hær, peshmerga, ville etablere sig som en kompetent og disciplineret styrke; at KRG ville forkaste de terrormetoder, som på daværende tidspunkt notorisk blev benyttet af kurdere i Tyrkiet; at økonomien ville få et opsving; at kurdernes to førende, politiske familier, Talaban og Barzan, ville lære at sameksistere; at KRG ville kaste sig ud i et ansvarligt diplomati; at dens ledelse ville underskrive internationale handelsaftaler; at der ville blive skabt ti højere læreanstalter og at den kurdiske kultur ville blomstre.
Men alt dette skete. Som den israelske akademiker Ofra Bengio beskriver det: [det] "autonome Kurdistan har vist sig at være den mest stabile, fremgangsrige, fredelige og demokratiske del af Irak."
 Erbil, det irakiske Kurdistans hovedstad, blomstrer. |
Hvad er næste punkt på KRG's dagsorden?
Efter de store tab til Islamisk Stat må det første punkt være, at peshmergaen gentrænes og genbevæbnes, og at man taktisk allierer sig med tidligere modstandere så som den irakiske centralregering og de tyrkiske kurdere, skridt som vil få en positiv indvirkning på Kurdistans fremtid.
For det andet har KRG-ledelsen antydet sine intentioner om at afholde en folkeafstemning om selvstændighed, som den med rette formoder vil få en rungende, folkelig tilslutning. Diplomatiet halter imidlertid bagefter. Den irakiske centralregering er selvfølgelig imod dette mål, og det samme er stormagterne, hvilket afspejler disses sædvanlige forsigtighed og bekymring for stabiliteten. (Man husker måske George H.W. Bush' "Chicken Kiev speech" [forskræmte tale i Kiev] i 1991.)
Men på baggrund af KRG's strålende resultater burde alle fremmede magter opmuntre til dens selvstændighed. Regeringstro medier i Tyrkiet gør det allerede. USA's vicepræsident Joe Biden kunne bygge videre på sit forslag fra 2006 om at "give hver etnisk-religiøs gruppe – kurdere, sunni-arabere og shi'a-arabere – plads til at styre deres egne sager og lade centralregeringen tage sig af de fælles anliggender."
For det tredje: Hvad hvis de irakiske kurdere slutter sig sammen hen over tre grænser – sådan som de på given foranledning har gjort – og danner ét enkelt Kurdistan med en befolkning på omkring 30 millioner og måske en korridor til Middelhavet? Som en af de største etniske grupper i verden uden stat (et omdiskutabelt krav: jvf. for eksempel kannadigaerne i Indien) gik kurderne glip af deres chance i grænsedragningerne efter Første Verdenskrig, fordi de manglede de fornødne intellektuelle og politikere.
 Alle kort over de kurdiske folk afviger fra hinanden. Dette giver en vurdering af deres geografiske udbredelse, herunder en korridor til Middelhavet. |
En kurdisk stats opståen i dag vil forandre regionen dybtgående ved på en og samme tid at tilføje et stort, nyt land og delvist sønderdele dettes fire naboer. Denne udsigt vil vække bestyrtelse i det meste af verden. Men Mellemøsten – som stadig sidder fast i den ulykkelige Sykes-Picot-aftale, som i al hemmelighed blev forhandlet på plads af de europæiske magter i 1916 – har brug for en gedigen og velgørende ændring.
Set i dette perspektiv er opståelsen af en kurdisk stat en del af den omfattende regionale og farlige, men nødvendige destabilisering, som begyndte i Tunesien i december 2010. Derfor hilser jeg det af hjertet velkommen, hvis dens potentielle fire dele snarligt slutter sig sammen for at danne ét enkelt, forenet Kurdistan.
