Uden varsel blev den gamle og gennem lang tid kraftløse institution kalifatet atter vakt til live den 29. juni 2014. Hvad indvarsler denne begivenhed?
Den klassiske udgave af kalifatet – som en enkelt efterfølger efter Muhammad i spidsen for en forenet muslimsk stat – varede i lidt over hundrede år og udløb ved fremkomsten af to kaliffer i året 750 v.t. Kalifatets magt kollapsede omkring år 940 v.t. Efter længere tids skyggetilværelse forsvandt institutionen fuldkommen i 1924. De eneste senere forsøg på en genoplivelse har været uden betydning, f.eks. den såkaldte Kalifatsstaat i Køln, Tyskland. Kalifatet har med andre ord været ikke-fungerende i godt og vel tusind år og helt fraværende i knapt hundrede.
 "Kapellansagen," en forsidehistorie i et tysk tidsskrift om "Kaliffen i Køln." |
Gruppen Islamisk Stat i Irak og Syrien erobrede byen Mosul, med en befolkning på 1,7 millioner, i juni; få dage senere antog den navnet Islamisk Stat og erklærede kalifatets tilbagevenden. Dens hovedstad er den historiske by Raqqa i Syrien (med en befolkning på lige godt 220.000), som - og det er ikke tilfældigt - fungerede som kalifatets hovedstad under Harun al-Rashid gennem 13 år. Under ledelse af en iraker kaldet Ibrahim Awwad Ibrahim erklærer det nye kalifat det som sin ubegrænsede ambition at regere hele verden ("øst og vest") og påtvinger alle en bemærkelsesværdigt primitiv, fanatisk og voldelig form for islamisk lov.
 Harun al-Rashid som han blev fremstillet på et ungarsk frimærke i 1965. |
Jeg har spået, at Islamisk Stat trods sin spektakulære opdukken ikke vil overleve: "konfronteret med fjendskab fra såvel sine naboer som sin undertrykte befolkning, vil [den] ikke holde længe." Samtidig forventer jeg dog, at den vil efterlade sig en arv:
Uanset hvor fatal kalif Ibrahims og hans grufulde mandskabs skæbne måtte blive, så er det lykkedes for dem at genopvække en central institution i islam og atter gøre kalifatet til en levende virkelighed. Islamister verden over vil skatte det øjebliks brutale glans og lade sig inspirere af det.
Med blikket på fremtiden tilbyder jeg her min mere specifikke forudsigelse af arven efter det nuværende kalifat:
1. Nu da isen er brudt, vil andre ambitiøse islamister handle mere dristigt og erklære sig for kaliffer. Deres antal kan meget vel være i hastig vækst i forskellige regioner, fra Nigeria til Somalia, Afghanistan, Indonesien og flere andre steder.
2. Erklæringen af et kalifat har store følger, hvilket kan gøre det attraktivt for jihadister i alle dele af umma (det verdensomspændende muslimske samfund) og tvinge det til at opnå suveræn kontrol over landområder.
3. Den saudiske stat har påtaget sig en delvis kalifatrolle siden det osmanniske kalifats formelle forsvinden i 1924. Med Raqqa-kalifatets opdukken vil den saudiske konge og hans rådgivere føle sig stærkt fristede til at deklarere deres egen version. Hvis den nuværende "Vogter af de to hellige moskeer" (som den saudiske konge ynder at blive kaldt), som netop er fyldt 90, ikke giver dette krav frit løb, kan hans efterfølgere meget vel gøre det og dermed blive det første kalifat i en anerkendt stat.
 Pave Benedict XVI (t.h.) mødtes i 2007 med den saudiske konge (og fremtidige kalif?) Abdullah. |
4. Den islamiske republik Iran, den shi'itiske stormagt, kan meget vel gøre det samme, da denne ikke ønsker at blive teoretisk overtrumfet af sunnierne i Riyadh, og dermed blive den anden formelle kalifatstat.
5. Denne overflod af kaliffer vil yderligere forværre anarkiet og det ødelæggende fjendskab mellem de muslimske befolkninger.
6. Desillusionen vil hurtigt sætte ind. Kalifater medfører ingen personlig sikkerhed, retfærdighed, økonomisk vækst eller kulturel gevinst. En efter en vil disse selverklærede universalstater bryde sammen, blive løbet over ende eller lade deres storladne krav nedsynke i glemsel.
7. Dette kalifaterklæringsvanvid vil ophøre nogle årtier fra nu og blive fulgt af en tilbagevenden til tilstanden stort set fra før den 29. juni 2014. Ser man da tilbage på kalifatudbruddet, vil det virke som en anakronistisk afvigelse, en hindring for modernisering af ummaen og en ond drøm.
Kort sagt, deklarationen af kalifatet den 29. juni var en stor begivenhed; og kalifatet er en institution, som for længst har udlevet sin tid, og hvis genoplivelse derfor varsler mange traumer.
