Efter et fravær på 90 år vendte kalifatets ældgamle institution brølende tilbage på den første dag i ramadanen i året 1435 i Hegira, svarende til den 29. juni 2014. Denne forbløffende genopstandelse er symbolsk set kulminationen på den islamistiske bølge, som begyndte for fyrre år siden. En vestlig analogi kunne være deklarationen af det Habsburgske Kejserriges genopstandelse, hvis ægthed kunne spores tilbage til det gamle Rom.
Hvorfra kommer dette dristige skridt? Kan kalifatet vare ved? Hvilken indvirkning vil det få?
For begyndere kommer her en hurtig gennemgang af kalifatet (fra det arabiske khilafa, som betyder "arvefølge"): ifølge den muslimske historiekanon opstod det i året 632 v.t. ved den islamiske profet Muhammads død og udviklede sig derefter spontant, idet det imødekom det spirende muslimske samfunds behov for en timelig leder. Kaliffen blev Muhammads ikke-profetiske arving. Efter de første fire kaliffer blev embedet dynastisk.
Lige fra begyndelsen var tilhængerne uenige om, hvorvidt kaliffen skulle være den mest egnede og fromme muslim eller Muhammads nærmeste slægtning; den deraf følgende deling kom til at definere henholdsvis den sunni-muslimske og den shi'a-muslimsk gren af islam, hvilket skabte det dybe skisma, som stadig eksisterer.
Et enkelt kalifat styrede alle muslimske lande indtil år 750.; men så kom to processer sammen til at mindske dets magt. For det første begyndte nogle fjerntliggende provinser at bryde ud, og nogle af dem – så som Spanien – dannede endda rivaliserende kalifater. For det andet gik institutionen selv i forfald og blev overtaget af slavesoldater og stammeerobrere, således at den oprindelige linje af kaliffer kun styrede effektivt indtil omkring år 940. Andre dynastier overtog derpå titlen som en slags vedhæng til politisk magt.
Institutionen overlevede i svækket form i tusind år, indtil det moderne Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk, med en dramatisk forstødelse fjernede dens sidste levn i 1924. Trods flere følgende forsøg på at genskabe kalifat-institutionen, forblev den virkningsløs, som et symbol på den herskende uorden i de lande, der havde muslimsk befolkningsflertal, og et eftertragtet mål blandt islamister.
Og således forblev det i 90 år, indtil gruppen, der er kendt under navnet den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS), udsendte en erklæring på fem sprog (den engelske version: This Is the Promise of Allah) proklamerede grundlæggelsen af et nyt kalifat under "kalif" Ibrahim. Kalif Ibrahim (alias Dr. Ibrahim Awwad Ibrahim), godt 40 år og stammende fra Samarra i Irak, kæmpede først i Afghanistan og siden i Irak. Han erklærer sig nu som leder af "muslimer alle vegne" og afkræver dem en troskabsed. Alle andre muslimske regeringer har mistet deres legitimitet, hævder han. Endvidere bør muslimer forkaste "demokrati, sekularisme, nationalisme, foruden alle ideer og andet skidt fra Vesten."
 Kalif Ibrahim prædiker i en moske i Mosul i begyndelsen af juli 2014. |
Gendannelsen af det globale kalifat betyder, ja forkynder Allahs løfte, at den "lange søvn i undladelsens mørke" er til ende. "Jihads sol er steget op. De glade tidender om det gode stråler. Triumfen lader sig ane i horisonten." De vantro er med rette skrækslagne for, efterhånden som både "øst og vest" overgiver sig, at muslimerne kommer til at "eje jorden."
Stortalende ord, bestemt, men også ord uden den mindste chance for succes. ISIS er blevet støttet af stater som Tyrkiet og Qatar – men i at kæmpe i Syrien, ikke i at skabe et globalt overherredømme. Nærtliggende magter – kurderne, Iran, Saudi-Arabien, Israel (og til sidst måske også Tyrkiet) – anser den Islamiske Stat for at være en ubetinget fjende, og det samme gør næsten alle rivaliserende islamiske bevægelser, heriblandt Al-Qaeda. (De eneste undtagelser er Boko Haram, de splittede gazanere og en ny pakistansk organisation.) Kalifatet har allerede problemer med at styre de områder, det har erobret, og som er på størrelse med Storbritannien, problemer som vil vokse, efterhånden som de underkastede befolkninger oplever den fulde elendighed ved det islamistiske styre. (Dets tilsyneladende erobring af Mosul-dæmningen den 3. aug. bebuder uudsigelige forbrydelser, herunder nægtelse af elektricitet og vand eller endda frembringelse af katastrofale oversvømmelser.)
Jeg spår, at den Islamiske Stat, konfronteret med fjendtlighed fra såvel naboer som egne undersåtter, ikke vil holde længe.
Den vil dog efterlade sig en arv. Uanset hvor fatal en skæbne der måtte overgå kalif Ibrahim og hans grufulde mandskab, så har de haft held til at genopvække en central institution i islam og atter gøre kalifatet til en levende realitet. Islamister over hele verden vil skatte dette øjebliks brutale stråleglans og lade sig inspirere af det.
 Øverst: Dawlat al-Khilafa (Den Islamiske Stat): Eller verden som ISIS ser den, med anvendelse af middelalderens arabiske stednavne. Nederst: Samme kort med latinske bogstaver. |
For ikke-muslimer vil denne udvikling få komplekse og dobbelte implikationer. Negativt set vil voldelige islamister føle sig mere opmuntrede til at nå deres hæslige mål og efterlade en bølge af blodbade. Positivt betragtet vil kalifatets barbariske fanatisme få den velkomne effekt, at den vil vække mange af dem, som endnu snorksover over for rædslerne ved den islamistiske agenda.
