Der opstod for nylig i Israel stor ståhej over et fuldkommen teoretisk spørgsmål: kan israelere, som i dag bor på Vestbredden, få lov til at leve under palæstinensisk styre? Denne diskussion rettede på nyttig vis opmærksomheden mod et af de mest dybtgående og kildne spørgsmål i den arabisk-israelske konflikt og afføder derfor en grundigere overvejelse.
 Naftali Bennett (til venstre) og Binyamin Netanyahu, to allierede som til tider er stærkt uenige. |
Israels premierminister Binyamin Netanyahu indledte det hele den 24. jan.: "Jeg har ikke i sinde at fjerne en eneste [jødisk] bosættelse [på Vestbredden]. Jeg har ikke i sinde at fordrive en eneste israeler." I en kommentar til denne udtalelse forklarede en unavngiven embedsmand fra premierministerens kontor, at "Ligesom Israel har en arabisk minoritet, kan premierministeren ikke se, hvorfor Palæstina ikke kan have et jødisk mindretal. De jøder, som bor på deres side, bør have et valg med hensyn til, om de ønsker at blive boende eller ej." Den pågældende assistent karakteriserede dette som en holdning, Netanyahu har "haft længe."
Nogle i den nationalistiske lejr blev rasende. Partiet Habayit Hayehudis leder, Naftali Bennett, der sidder som minister i den nuværende regering, skældte premierministeren ud for at udvise "værdipolitisk irrationalitet" og "etisk vanvid." Efter hans mening er zionister "ikke vendt tilbage til landet Israel efter to tusind års længsel for at komme til at leve under Mahmoud Abbas' styre. Den, der gør sig til fortaler for ideen om jødisk liv i Israel under palæstinensisk styre, undergraver vores mulighed for at blive siddende i Tel Aviv."
Andre var enige: "Vi vil ikke efterlade bosættere bag fjendens linjer," sagde viceforsvarsminister Danny Danon. Den slags ideer "strider imod den zionistiske etos," bemærkede viceudenrigsminister Ze'ev Elkin. "Latterligt" var den betegnelse, viceministeren i premierministerens kontor, Ofir Akunis, valgte.
 Migron,en udpost på Vestbredden, som den israelske regering først hjalp med at finansiere for siden at evakuere den. |
Da en anden unavngiven embedsmand fra premierministerens kontor antydede, at medlemmer af regeringen kan forlade regeringen, hvis de er uenige med premierministeren, fór Bennett op, erindrede om palæstinenseres mord på jøder og konkluderede, at "Kernen i zionismen er suverænitet. Hvis der ikke er suverænitet, er der ingen zionisme."
Premierministerens kontor svarede skarpt igen med et krav om, at Bennett undskyldte eller trådte tilbage, hvortil denne replicerede, at "hvis premierministeren var blevet fornærmet, var dette ikke min hensigt," samtidig med at han hævdede sin ret til at "kritisere ham, når situationen opfordrer til det. Det er min pligt." Hændelsen endte med at genkalde nogle gamle interviews, som viste, at Netanyahu og Bennetts parti tidligere har givet udtryk for hinandens synspunkter, hvorved det hele endte i et totalt rod.
Hvad skal man mene om denne ugelange diskussion? Hvem har ret, hvem har uret? Selvom jeg sædvanligvis støtter Bennett et al.'s holdning, så har Netanyahu ret denne gang, af flere grunde.
Det skændige, traumatiske og frugtesløse i daværende premierminister Ariel Sharons fjernelse af 8.000 israelere fra Gaza i 2005 – et træk som er uden fortilfælde i noget andet demokrati – peger på det bydende nødvendige for Israels regering i at fastslå det ubrydelige princip, at den aldrig mere vil fordrive sine borgere fra territorier. Oplevelsen med Gaza har også vist, hvor eksponentielt katastrofalt det ville være at gentage denne proces med Vestbreddens 40 gange større israelske befolkning. At Netanyahu kraftigt modsatte sig Sharons beslutning (og forlod hans regering i protest imod den), betoner hans ærefulde fastholdelse i denne sag.
For det andet, hvorfor skulle Israels regering opfylde palæstinensernes ønske om en Judenrein Vestbred?
For det tredje, at give jøder lov til at bo under palæstinensisk styre er klart praktisk. Det israelske flag kan ikke følge hver eneste jøde og gøre ham til en ø af zionistisk suverænitet. Der lever masser af jøder rundt om i verden og der er endda nogle i Mellemøsten, som lever uden for Israels grænser. Så hvorfor ikke på Vestbredden?
 Jøderne i Hebron har i øjeblikket brug for stor sikkerhedsbeskyttelse. Her en soldat på vagt ved et purim-optog i 2012. |
For det fjerde river premierministerkontorets udtalelse på dygtig vis den eksisterende delegitimationskampagne imod jøder bosat på Vestbredden i stumper og stykker. Hvis jøder kan bo på Vestbredden under palæstinensisk styre, så kan de ikke længere skildres som dem, der forhindrer en løsning på den arabisk-israelske konflikt, og herved afmonteres hele spørgsmålet om "bosættelser."
Endelig ændrer denne Netanyahu-position debattens betingelser. Den giver Jerusalem mulighed for at fremføre, at en sand løsning på konflikten kræver, at israelere har mulighed for at bo fredeligt i en palæstinensisk stat. Konflikten vil først for alvor ophøre, har jeg hævdet i mere end ti år, "når de jøder, som bor i Hebron, har brug for lige så lidt sikkerhedsbeskyttelse som de arabere, der bor i Nazareth." Denne udsigt er selvfølgelig meget fjern; men en accept af princippet om, at jøder kan bo i "Palæstina," giver alle zionister mulighed for at acceptere en to-statsløsning i teorien, samtidig med at de kan udsætte dens virkeliggørelse i generationer, måske for altid.
Bennett og hans støtter burde falde til ro og påskønne Netanyahus diplomatiske genistreg.
