Nu hvor amerikanerne forsøger at finde et alternativ til det barske og lidet appetitlige valg mellem at acceptere, at Irans rabiate ledelse får kernevåben, eller at forebygge ved at bombe deres nukleare installationer, gør en analytiker opmærksom på en troværdig tredje mulighed. Interessant nok er den inspireret af politikken imod en anden fjende for længe siden – Reagan-administrationens måde at håndtere Sovjetunionen på – og dog kan denne næsten usandsynlige model rumme en brugbar prototype.
Abraham D. Sofaer, tidligere amerikansk distriktsdommer og retslig rådgiver for udenrigsministeriet og idag bestyrelsesmedlem ved Hoover Institution, hævder i Taking On Iran: Strength, Diplomacy and the Iranian Threat (Hoover Institution, 2013) [Håndtering af Iran: Styrke, diplomati og den iranske trussel], at Washington siden shahens fald under Carter-regeringen "har reageret på iransk aggression med ineffektive sanktioner og tomme advarsler og fordømmelser."
Ikke siden 1988, skriver han, har den amerikanske regering fokuseret på dén iranske militærstyrke, som specifikt beskytter landets islamiske styre, og som oftest er dem, der angriber uden for landets grænser, skiftevis kaldet Pasdaran eller Sepah på persisk og Den iranske Revolutionsgarde eller IRGC [på dansk]. Denne godt og vel 125.000 mand store elitestyrke, der blev skabt i 1980, spiller en uforholdsmæssig stor rolle i Irans politiske og økonomiske liv. Den har sine egne enheder i hær, flåde og luftvåben, den styrer ballistiske missilprogrammer og den kontrollerer landets atomprogram. Den kører Basij, der påtvinger den iranske befolkning strenge islamiske sæder og skikke. Dens militærstyrke har større betydning end de regulære væbnede styrker. Dens Quds-styrke med godt 15.000 agenter spreder Khomeinis revolution i udlandet ved hjælp af infiltration og mord. Dens vigtigste medlemmer bemander nøglepositioner inden for den iranske regering.
 Abraham D. Sofaer fra Hoover Institution. |
I alt har angreb fra IRGC forvoldt mere end 1000 amerikanske soldaters død og endnu flere medlemmer af andre væbnede styrker og ikke-kombattanter. Den amerikanske regering har fordømt IRGC som en statssponsoreret terrorgruppe og betegnet den som en fremskynder og formidler af masseødelæggelsesvåben.
Sofaer anbefaler en todelt, smidig holdning over for Teheran: "konfrontér IRGC's aggressioner direkte og gå i forhandling med Iran."
Konfrontation vil sige, at Washington udnytter "hele rækken af tilgængelige muligheder for at standse IRGC, bortset fra forebyggende angreb på nukleare faciliteter." Han argumenterer for, at amerikanske styrker har ret til og bør angribe våbenfabrikker og våbenlagre, anlæg med forbindelse til IRGC (baser, havne, lastbiler, fly, skibe), våbenladninger der ligger klar til eksport, samt IRGC's egne enheder. Sofaers mål er ikke blot at standse IRGC's vold, men tillige at "undergrave IRGC's troværdighed og indflydelse og være med til at overtale Iran til at indgå seriøse forhandlinger" vedrørende landets kernevåbenprogram.
Forhandlinger vil sige, at man taler med Teheran om uløste problemer frem for at forsøge at straffe det med ophøjet reservation. Sofaer citerer James Dobbins, tidligere særlig amerikansk udsending til Afghanistan, som har udtrykt følgende synspunkt: "Tiden er inde til at anvende den politik over for Iran, som vandt Den Kolde Krig, befriede Warszawa-pagten og genforenede Europa: afspænding og isolation, kommunikation hvor det er muligt, og konfrontation når det er nødvendigt. Vi talte med Stalins Rusland. Vi talte med Maos Kina. I begge tilfælde ændrede den øgede gensidige kontakt deres system, ikke vores. Det er på tide at tale med Iran, ubetinget og gennemgribende." Mere bredt kan man sige, at Sofaer i lighed med Chester A. Crocker, en anden tidligere amerikansk diplomat, opfatter diplomatiet som "en maskine, der omdanner rå energi og håndgribelig magt til meningsfulde politiske resultater."
 IRGC koordinerede bombningen af Khobar Towers-barakkerne i Saudi-Arabien i 1996, hvor 19 amerikanske militæransatte blev dræbt. |
Konfrontation og forhandling tilsammen vil, forventer Sofaer, lægge et større pres på Teheran med henblik på at forbedre dets opførsel generelt (dvs. med hensyn til terrorisme) og muligvis få det til at lukke sit atomprogram, samtidig med at et forebyggende angreb lægges på bordet som en åben mulighed, "hvis alt andet fejler."
Tidligere udenrigsminister George P. Shultz kalder i sit forord til Taking on Iran Sofaers idé "et alternativ som burde have været sat i værk for længe siden." Og sandt at sige er det på høje tid at reagere på IRGC's fjendtligheder med voldens sprog, som er det eneste de iranske ledere forstår – og som ydermere har den positive effekt, at det sandsynligvis kan udelukke endnu større fjendtligheder.
