Hvordan vil iranerne reagere på et israelsk angreb mod deres nukleare infrastruktur? Svaret på dette spørgsmål har stor betydning og påvirker ikke blot Jerusalems beslutning, men også i hvilken grad andre stater arbejde på at forhindre et israelsk angreb.
Analytikerne fremkommer almindeligvis med i-bedste-fald-forudsigelser for en afskrækkelses- og inddæmningspolitik (nogle kommentatorer går endda så vidt som til at byde en iransk atomvåbenmulighed velkommen), samtidig med at de forudser i-værste-fald-resultater af et angreb. De spår, at Teheran vil gøre alt, der står i dets magt, for at øve gengæld, f.eks. kidnapning, terrorisme, raketangreb, angreb til havs og lukning af Hormuzstrædet. Disse forudsigelser overser to kendsgerninger: ingen af Israels tidligere angreb mod fjendtlige stater, der opbyggede kernevåben, Irak i 1981 og Syrien i 2007, udløste hævnaktioner; og et blik på den islamiske republik Irans historie siden 1979 peger på "en mere afmålt og mindre apokalyptisk—om end stadig illusionsløs—vurdering af de sandsynlige følger af et forebyggende angreb."
 Skribenterne Michael Eisenstadt og Michael Knights fra Washington Institute for Near Eastern Policy. |
Mullaherne står med andre ord over for alvorlige begrænsninger, når det gælder deres mulighed for at øve gengæld, herunder militær svaghed og et presserende behov for ikke at skaffe sig endnu flere ydre fjender. Med disse retningslinjer slået fast, overvejer Eisenstadt og Knights otte mulige iranske handlinger, som hver for sig bør vurderes, samtidig med at man har alternativet in mente – nemlig at de apokalyptiske islamister får kontrol med landets kernevåben:
- Terroristangreb på israelske, jødiske og amerikanske mål. Sandsynligt, men med begrænsede ødelæggelser til følge.
- Kidnapning af amerikanske borgere, især i Irak. Sandsynligt, men med begrænset virkning ligesom i 1980'erne i Libanon.
- Angreb på amerikanere i Irak og Afghanistan. Meget sandsynligt, især gennem stedfortrædere, men med begrænsede ødelæggelser til følge.
- Raketangreb på Israel. Sandsynligt: nogle få raketter fra Iran vil trænge igennem det israelske forsvar og vil formentlig medføre nogle få hundrede døde; raketter fra Hizbollah, begrænsede i antal på grund af hjemlige, libanesiske faktorer. Usandsynligt: at Hamas involverer sig, da de har lagt afstand til Teheran; at den syriske regering gør det, da den kæmper for sit liv mod en stadig stærkere oppositionshær og muligvis også de tyrkiske væbnede styrker. Alt taget i betragtning, så vil raketangreb næppe øve nogen altødelæggende skade.
- Angreb på nabostater. Sandsynligt: terrorisme, fordi det kan benægtes. Usandsynligt: raketangreb, for Teheran ønsker ikke at skaffe sig flere fjender.
- Sammenstød med den amerikanske flåde. Sandsynligt: men vil med den aktuelle magtbalance volde begrænset skade.
- Hemmelig minering af Hormuzstrædet. Sandsynligt, vil fremkalde en stigning i energipriserne.
- Forsøg på at lukke Hormuzstrædet. Usandsynligt: vanskeligt at gennemføre og potentielt alt for skadeligt for iranske interesser, for landet har brug for dette stræde til sin handel.
Forfatterne overvejer også tre potentielle bivirkninger ved et israelsk angreb. Ja, iranerne vil muligvis slutte op om deres regering i tiden umiddelbart efter et angreb, men på længere sigt kan Teheran "blive kritiseret for at have håndteret kernevåbenemnet på en måde, som førte til en militær konfrontation." De såkaldte "arabere på gaden" spås ustandselig at ville rejse sig ved et militært angreb udefra, men de gør det aldrig; sandsynlig uro blandt shi'amuslimerne i Den Persiske Golf vil blive afbalanceret af de mange arabere, som i al stilhed holder med israelerne. Med hensyn til at Iran forlader den atomare ikkespredningsaftale og indleder et åbenlyst knusende kernevåbenprogram, er dette "en meget reel mulighed," men jo mere iranerne øver gengæld, desto sværere vil de få ved at skaffe delene til sådan et program.
 USS Enterprise – hvor alvorlig er den iranske trussel imod det? |
Alt taget i betragtning, så er disse trusler ubehagelige, men ikke katastrofale, håndterbare, ikke altødelæggende. Eisenstadt og Knights forudser en kortvarig fase med højintensiv iransk reaktion, efterfulgt af en "langvarig lavintensiv konflikt, som kan vare i måneder eller ligefrem år" – meget i stil med den, der allerede eksisterer mellem Iran og Israel. Et israelsk forebyggende angreb, konkluderer de, vil, om end det er et "højrisiko-forehavende med en indbygget mulighed for eskalation i Levanten eller Golfen, … ikke være den apokalyptiske begivenhed, som nogle forudser."
Denne analyse hævder på overbevisende måde, at farerne ved, at atomvåben ender i iranske hænder, langt overgår farerne ved et militært angreb for at hindre dette i at ske.
 Illustration ved Linas Garsys for The Washington Times. |
