Optælling af palæstinensiske flygtninge?

Den stinkende, dunkle kerne i den arabiske krig mod Israel ligger, har jeg længe hævdet, ikke i diskussionerne om Jerusalem, checkpoints eller "bosættelser." Derimod handler den om de såkaldte palæstinensiske flygtninge.

Såkaldte, fordi af de næsten 5 millioner officielle flygtninge, der serviceres af UNRWA (forkortelse for "United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East"), er kun godt 1 procent egentlige flygtninge, som passer til agenturets definition af "mennesker, hvis normale opholdssted var Palæstina mellem juni 1946 og maj 1948, som mistede både deres hjem og levevej som følge af den arabisk-israelske konflikt i 1948." De øvrige 99 procent er efterkommere af disse flygtninge eller det, jeg kalder for falske flygtninge.

Helt forkvaklet fejrede UNRWA sin 60-årsdag i 2009, som om der var noget at være stolt af.

Endnu værre: de, der var i live i 1948, er ved at dø ud og om godt halvtreds år vil ikke en eneste egentlig flygtning længere være i live, hvorimod deres falske flygtningeefterkommere (kalkuleret ud fra en autoritativ vurdering i Refugee Survey Quarterly ved Mike Dumper) vil udgøre omkring 20 millioner. Ukontrolleret vil denne befolkning vokse fuldkommen vildt, indtil tidernes ophør.

Det betyder noget, for denne flygtningestatus har skadelige virkninger: Den fordærver disse millioner af ikke-flygtninges tilværelse ved at fratage dem borgerrettigheder og pådutte dem en modbydelig, urealistisk, irredentisk drøm; og hvad der er endnu værre, denne flygtningestatus bevarer dem som en evig kniv rettet mod Israels hjerte, som truer den jødiske stat og skaber uro i Mellemøsten.

En løsning af den arabisk-israelske konflikt kræver kort sagt, at man afslutter denne absurde og skadelige farce med at skabe falske palæstinensiske flygtninge og bosætter dem permanent. 1948 er sket; det er på tide at se realiteterne i øjnene.

Senator Mark Kirk (Republikaner fra Illinois), kraften bag de forandringer af UNRWA, som har været tiltrængt længe.

Jeg er stolt af at kunne fortælle, at delvist på baggrund af det arbejde, som er blevet udført af Middle East Forums Steven J. Rosen og mig gennem det seneste år, vedtog det amerikanske Senats bevillingskomité den 24. maj enstemmigt en begrænset, men potentielt betydningsfuld tilføjelse til skattebevillingsforslag af 2013 vedrørende udenrigsministeriet og udenlandske operationer på 52,1 milliarder dollar.

Tilføjelsen, som blev foreslået af Mark Kirk (Republikaner fra Illinois), kræver, at udenrigsministeriet informerer Kongressen om brugen af de årlige 240 millioner dollar i direkte amerikanske skattebetalte midler, doneret til Palæstina-flygtninge via UNRWA. Hvor mange modtagere, spørger Kirk, passer til den UNRWA definition, som er citeret ovenfor, hvilket gør dem til egentlige flygtninge? Og hvor mange gør ikke, men er efterkommere af disse flygtninge?

Kirk-tilføjelsen opfordrer ikke til sletning eller endda reduktion af ydelserne til falske flygtninge. Trods tilføjelsens begrænsede karakter kalder Kirk kravet om indberetning et "vendepunkt." Faktisk fremkaldte det, hvad en førende Senats-GOP-støtte kaldte for en "kolossal modstand" fra den jordanske regering og UNRWA selv og afstedkom, hvad magasinet Foreign Policy's Josh Rogin kaldte for et rasende slagsmål.

Hvorfor dette raseri? Fordi, hvis udenrigsministeriet bliver tvunget til at skelne mellem egentlige Palæstina-flygtninge og falske, så kan USA's og andre vestlige regeringer (som tilsammen dækker over 80 procent af UNRWA's budget) i sidste ende beslutte at udelukke de falske og dermed undergrave disses krav på en "ret til tilbagevenden" til Israel.

Viceudenrigsminister Thomas R. Nides, som forsøger at bevare UNRWA's dysfunktionelle system.

Sørgeligt nok har Obama-administrationen stærkt forkludret dette spørgsmål. Et brev fra viceudenrigsminister Thomas R. Nides, hvori han opponerer mod en tidligere udgave af Kirk-tilføjelsen, viser en total inkonsekvens. På den ene side skriver Nides, at Kirk ved at tvinge USA's regering til "at foretage en offentlig vurdering vedrørende antallet af palæstinensiske flygtninge og deres status … på forhånd ville dømme om og afgøre udfaldet af dette følsomme spørgsmål." På den anden side henviser Nides selv til "tilnærmelsesvist fem millioner [Palæstina-] flygtninge," hvorved han samler egentlige og falske flygtninge under én hat – og således forhåndsdømmer om det emne, som han insisterer på at holde åbent. Og denne 5-millioners flygtningekonstatering var ikke noget slumpetræf; da udenrigsministeriets talsmand Patrick Ventrell blev spurgt, bekræftede han, at "USA's regering støtter" det vejledende princip om at "anerkende efterkommere af flygtninge som flygtninge."

Ydermere, ved at forudse en "meget stærk, negativ reaktion [på tilføjelsen] fra palæstinenserne og vore allierede i regionen, især Jordan," inviterede Nides araberne til at lægge pres på det amerikanske Senat, en tarvelig manøvre, som ikke er udenrigsministeriet værdig.

Gennem hele Israels 64-årige eksistens har den ene præsident efter den anden besluttet at løse den arabisk-israelske konflikt, men hver eneste af dem har ignoreret det allermest modbydelige aspekt af denne konfrontation – den bevidste udnyttelse af et flygtningespørgsmål til at udfordre selve den jødiske stats eksistens. Bravo til senator Kirk og hans stab for deres klogskab og mod til at indlede bestræbelsen på at se den ubehagelige virkelighed i øjnene og påbegynde en forandring, som i sidste instans går direkte til konfliktens kerne.