"Engang var den mildere og hensmuldrende, men i dag er arabernes vidt udbredte civilisation udsat for forandringens forfriskende vinde. En frugtbar form for uorden erstatter de gamle, fastlåste livsmønstre." Disse nutidigt klingende ord blev udgivet i 1962 i en glittet, billedfyldt bog på 160 sider med titlen The Arab World.
 Redaktørerne på magasinet Life producerede "The Arab World." |
The Arab World fremstår meget stærkt som et kulturprodukt fra en anden æra; selvom Stewart ikke fuldstændig sukrer sit emne ind, anlægger han en venlig, florlet, nedladende tilgang, som nok ville virke kvalm på selv de mest eufemistiske skribenter i vore dage. For eksempel skriver han, at den vestlige gæst i de arabisktalende lande træder ind i "Aladdins og Ali Babas rige. Menneskene vil minde ham om hans egen illustrerede Bibel." Man møder ikke meget af den form for sentimentalitet i Al-Qaedas tidsalder.
Nok så interessant viser bogen, hvor nemt en fremtrædende kommentator kan fejllæse det overordnede billede.
Som antydet af titlen drejer ét tema sig om eksistensen af ét eneste arabisk folk fra Marokko til Irak, et folk så traditionsbundet, at Stewart griber til en dyreanalogi: "Araberne besidder en tydelig fælles kultur, som de lige så lidt kan kaste af sig, som kolibrien kan ændre sine redevaner til en drossels." Idet han ignorerer arabernes mislykkede forsøg på at forene deres lande, forudser Stewart, at "uanset hvad der sker, vil kræfterne for [arabisk] forening bestå." Næppe: den trang døde ikke længe efter 1962 og har længe været ikkeeksisterende ligesom dens hule præmis om, at det arabiske sprog alene definerer et folk, uden skelen til historie og geografi.
Hans næste tema handler om islam. Stewart skriver, at denne "simple" tro har løftet menneskeheden op "til nye højder", og den er "ikke pacifistisk, men dens nøgleord var salaam, eller fred." Han kalder islam for en "tolerant tro" og beskriver araberne rent historisk som "tolerante erobrere" og "tolerante overherrer." Muslimerne behandlede jøder og kristne på en "tolerant" måde. Ja faktisk "strakte arabernes tolerance sig til kulturen." Al denne tolerance får Stewart til ubekymret, men også uklogt at afvise forekomster af islamisme, som han siger "har et gammeldags skær over sig og ringe appel hos de unge." Kort sagt, Stewart er uvidende om den islamiske overherredømmeideologi fra dens opdukken og frem til moderne tid.
 Bogens billedtekst: "Ved et levantiner-præget selskab, afholdt af en arabisk millionær og forretningsmand, udfører en libanesisk danserinde ved navn Kawakib den traditionelle mavedans. Under Kawakibs dans sang og dansede gæsterne." |
Et tredje tema omfatter arabernes opsathed på at modernisere: "En af overraskelserne i det 20. årh. har været den måde, hvorpå de arabiske muslimer har accepteret forandring og den moderne verden." Med undtagelse af Saudi Arabien og Yemen finder han tegn overalt på, at "arabisk modernitet er en håndgribelig, synlig, hørbar kraft." (Heraf "forandringens forfriskende vinde" i min første sætning.) Hans myopi med hensyn til kvinder er forbløffende læsning: "Haremmet og dets psykologiske grundpiller har gennemgået en dynamisk udvikling her ved det 20. årh." "I økonomiske forhold … er kvinderne næsten mændenes lige." Han ser det, han ønsker at se, uforstyrret af realiteterne.
 Bogens billedtekst: "Venskabelige lærde inden for den muslimske shiitiske sekt spadserer i en gård ved deres helligdom i Najaf, Irak, mens andre beder, mediterer eller endog sover." |
I en fortsættelse af denne henførte optimisme mener Stewart at kunne skelne arabisktalende personer, som bryder ud af en ældgammel form, opsatte på "at slette de gamle stereotyper." Han skriver om det 7. årh. på en måde, som ingen i dag ville vove, især ikke efter George W. Bushs' mislykkede ambitioner i Irak og Barack Obamas Libyen-eskapade: "De første fire kaliffer var lige så demokratiske som Englands William Gladstone, om ikke Amerikas Thomas Jefferson." Stewart hævder endda, at den "arabiske civilisation er en del af vestlig, ikke østlig kultur," hvad så det måtte betyde.
 Bogens billedtekst: "Kørende ind over en velkomstløber bestående af kostbare persiske tæpper ankommer Saudi Arabiens kong Saud i en Cadillac på det kongelige palads' terrasse." |
En sidebemærkning: Så hemmelighedsfuld var islam for halvtreds år siden, at 24 højtlønnede Life-ansatte, opført som bogens redaktionsstab, underskrev et billede med den fejlagtige oplysning, at den islamiske pilgrimsrejse "finder sted hvert år i foråret." (Hajj går kalenderen rundt, 10 eller 11 dage tidligere hvert år.)
Fejltagelser hos éns forgængere gør ydmyg. En analytiker som jeg håber på ikke at være lige så tykhovedet som Desmond Stewart og Life og ikke i den grad at blive afsløret med tiden. Jeg studerer faktisk historien i håbet om at få et større udsyn og derved undgå at blive begrænset af tidens aktuelle antagelser. I 2062 kan I fortælle mig, hvordan jeg klarer mig.
