Afslutning på den palæstinensiske "ret til tilbagevenden"

Mellem 1967 og 1993 opnåede kun nogle få hundrede palæstinensere fra Vestbredden eller Gaza ret til at bo i Israel ved at gifte sig med israelske arabere (som udgør næsten en femtedel af Israels befolkning) og fik israelsk statsborgerskab. Siden tilføjede Oslo-aftalen en lidet bemærket familiesammenføringsydelse, som gjorde denne lille strøm til en flod: 137.000 indbyggere i Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) flyttede til Israel i årene 1994-2002, idet nogle af disse enten simulerede eller engagerede sig i polygame ægteskaber.

Den israelske højesteretsbygning i Jerusalem.

Israel har to afgørende grunde til at frygte denne ukontrollerede immigration. For det første udgør den en sikkerhedstrussel. Yuval Diskin, lederen af sikkerhedstjenesten Shin Bet, bemærkede i 2005, at blandt 225 israelske arabere, som havde været involveret i terror imod Israel, var de 25, eller 11 procent, legalt kommet ind i Israel via familiesammenføringsydelsen. De dræbte derpå 19 israelere og sårede 83; mest berygtet var Shadi Tubasi, der på vegne af Hamas udløste en selvmordsbombe i Haifas Matza Restaurant i 2002 og dræbte 15.

For det andet fungerer den som en skjult form for palæstinensisk "ret til tilbagevenden" og underminerer derved Israels jødiske karakter. Disse 137.000 nye borgere udgør omkring 2 procent af Israels befolkning, ikke noget lille antal. Yuval Steinitz, nuværende finansminister, mente i 2003 i Selvstyrets opmuntring til familiesammenføring at kunne se "en bevidst strategi" med henblik på at øge antallet af palæstinensere i Israel og dermed undergrave landets jødiske karakter. Ahmed Qurei, palæstinensisk topforhandler, bestyrkede senere denne frygt: "Hvis Israel fortsætter med at afvise vores forslag vedrørende grænserne [for en palæstinensisk stat], vil vi muligvis kræve israelsk statsborgerskab."

Som reaktion på disse to farer vedtog det israelske parlament i juli 2003 "Lov om statsborgerskab og adgang til Israel." Denne lov nedlægger forbud mod, at palæstinensiske familiemedlemmer automatisk får tildelt israelsk bosættelsesret eller statsborgerskab, med nogle midlertidige og begrænsede undtagelser som kræver, at indenrigsministeren attesterer, at de "identificerer sig med Israel" eller er til gavn på anden måde. Stillet over for en skarp kritik betonede daværende premierminister Ariel Sharon i 2005, at "staten Israel har al mulig ret til at bevare og beskytte sin jødiske karakter, også selvom dette måtte betyde, at det influerer på landets politik vedrørende tildeling af statsborgerskab."

Winston Churchill i 1939.

Kun 33 ud af 3.000 ansøgninger om undtagelse fra loven er blevet imødekommet ifølge Sawsan Zaher, en sagfører som har afprøvet loven. Israel er næppe ene om at stille strenge krav til familiesammenføring: Danmark har for eksempel haft sådanne regler kørende i ti år og (blandt andet) udelukket en israelsk ægtemand fra landet, og Holland og Østrig har fulgt trop.

I sidste uge stadfæstede Israels højesteret, med stemmerne 6-5, denne milepælslov og gjorde den permanent. Mens man anerkender en persons ret til at gifte sig, afviser retten, at dette medfører en ret til fast ophold. Som rettens udpegede formand, Asher Dan Grunis, skrev i flertalsudtalelsen: "Menneskerettigheder er ikke en forskrift til nationalt selvmord."

Dette mønster med palæstinensisk emigration hen til jøder går næsten tilbage til 1882, hvor de europæiske jøder påbegyndte deres aliyah (hebraisk for "opstigning" i betydningen immigration til landet Israel). I 1939 bemærkede Winston Churchill for eksempel, at den jødiske immigration til Palæstina havde stimuleret til en tilsvarende arabisk immigration: "Så, langt fra at være forfulgte, er araberne strømmet ind i landet og har forplantet sig, således at deres befolkningsandel er vokset."

Kort sagt, man behøvede ikke at være jødisk for at nyde godt af zionisternes høje levestandard og deres lovlydige samfund. Joan Peters, som har studeret emnet, vurderer, at en tosidig jødisk og arabisk immigration "af mindst ligeværdigt omfang" fandt sted mellem 1893 og 1948. Der er intet overraskende heri: også andre moderne europæere, som har bosat sig i underbefolkede områder (tænk på Australien eller Afrika), har skabte nogle samfund, som har tiltrukket naturligt hjemmehørende befolkninger.

Homoparade i Tel Aviv, 2010: hvor mange palæstinensere er der mon blandt dem?

Dette mønster med palæstinensisk aliyah er fortsat efter Israels fødsel. Anti-zionister er de måske, men økonomiske "flygtninge", politiske dissidenter, homoseksuelle, meddelere eller blot almindelige mennesker stemmer med fødderne og foretrækker Mellemøstens udpræget moderne og frisindede stat frem for Det Palæstinensiske Selvstyres eller Hamas' helvedeshuller. Og læg mærke til, hvor få israelske arabere der flytter til Vestbredden eller Gaza for at leve der sammen med en ægtefælle, skønt der ikke er noget lovmæssigt, der forhindrer dem i at gøre det.

Højesterets dom har nogle betydningsfulde, langsigtede konsekvenser. Som Eli Hazan skriver i Israel Hayom: "Retten bestemte de jure [rent juridisk], men også de facto [som et faktum], at staten Israel er en jødisk stat, og afgjorde dermed en årelang diskussion." Denne endegyldige lukning af bagdøren til en "ret til tilbagevenden" sikrer Israels zionistiske identitet og fremtid.