Teheran sidder med et wild card til Obamas genvalg

Den formelle afslutning på USA's krig i Irak den 15. dec. styrker nabolandet Iran som en større, uforudsigelig faktor i det amerikanske præsidentvalg i 2012.

Lad os først kaste et blik bagud: Irans mullaher har allerede tidligere haft lejlighed til at påvirke amerikansk politik, nemlig i 1980. Deres besættelse af den amerikanske ambassade i Teheran i 444 dage forfulgte præsident Jimmy Carters genvalgskampagne og bidrog – takket være fænomener som gule bånd, "Rosenhave" strategi, en mislykket redningsaktion og ABC's America Held Hostage-program – til hans nederlag. Ayatollah Khomeini knækkede Carters forhåbning om en "oktober-overraskelse" i form af en frigivelse af gidslerne og drejede kniven rundt en sidste gang ved at sætte dem fri præcis i det øjeblik, hvor Ronald Reagan aflagde præsident-eden.

Præsidenterne Jimmy Carter og Barak Obama kan være fælles om en iransk udfordring i forbindelse med deres forsøg på at blive genvalgt.

I dag indtager Iran to potentielle roller i Obamas genvalgskampagne, som forstyrrende element i Irak eller som amerikansk angrebsmål. Lad os kigge på dem begge:

Hvem tabte Irak? Selvom George W. Bush' regering underskrev aftalen om styrkernes stilling med den irakiske regering og deri fastsatte, at "Alle amerikanske styrker skal trækkes ud af irakisk territorium senest den 31. december 2011," så gjorde Obama med sin beslutning om at undlade at beholde en reststyrke i Irak troppetilbagetrækningen til sit valg og sin byrde. Dette bringer ham i farezonen: skulle det gå dårligt i Irak i 2012, vil han, ikke Bush, blive bebrejdet dette. Irans øverste åndelige vejleder, Ali Khamene'i, kan med andre ord gøre livet surt for Obama.

Khamene'i har mange valgmuligheder: Han kan udøve større kontrol med de mange irakiske ledere, som er shiitiske islamister med en pro-iransk holdning, og hvoraf nogle endog har levet i eksil i Iran. Premierminister Nouri al-Maliki passer for eksempel til denne model. Iranerne kan også påvirke den irakiske politik via landets efterretningsvæsen, som de allerede har infiltreret betragteligt. Eller de kan helt bevidst føre iranske styrker ind i Irak, nu hvor titusindvis af amerikanske tropper har forladt Iraks østlige grænse, og kaste sig ud i en hvilken som helst ballade de måtte foretrække. Endelig kan de støtte stedfortrædere som Muqtada al-Sadr eller udsende terroragenter.

I 1980 manipulerede iranerne den amerikanske politiske proces ved hjælp af gidsler; i 2012 er Irak deres legetøj. Skulle Irans herskere beslutte sig for at skabe problemer inden den 6. nov., vil den Republikanske kandidat beskylde Obama for at have "tabt Irak." Når man tager Obamas langvarige modstand mod krigen i betragtning, vil det svie.

(Alternativt kan iranerne skifte gear og gennemføre deres trussel om at lukke Hormuzstrædet for at bringe de 17 procent af verdens olie i fare, som går gennem dette stræde, og derved fremkalde global økonomisk ustabilitet.)

Både Ayatollahs Khomeini og Khamene'i har haft eller har mulighed for at påvirke det amerikanske præsidentvalg.

Mullaherne valgte at skade en svækket Demokrat i 1980 og kan gøre det igen; eller de kan beslutte sig for, at de bedre kan lide Obama og afstå. Den afgørende pointe er, at troppetilbagetrækningen giver dem nogle ekstra valgmuligheder. Obama kan meget vel komme til at fortryde, at han ikke beholdt dem der indtil efter valget, hvilket ville have gjort det muligt for ham tilsyneladende sandfærdigt at erklære, at "jeg gjorde mit bedste."

Bombning af de iranske atomanlæg? For næsten to år siden, da Obama endnu havde et tyndt folkeligt flertal blandt amerikanerne på +3 procent, antydede jeg, at et amerikansk angreb på iranske kernekraftanlæg "ville sende Obamas udygtige første år ned i hukommelsens sorte hul og forvandle den hjemlige politiske scene" til hans fordel. Med én eneste handling kunne han både beskytte USA mod en farlig fjende og genskabe billedet fra valgkampen. "Det ville sende sygesikringsspørgsmålet ud på et sidespor, få Republikanerne til at samarbejde med Demokraterne, få netrødderne til at hyle op, få de uafhængige til at tænke sig om og få de konservative til at dåne."

Efterhånden som Obamas popularitet er dalet til -4.4 procent og valget tårner sig truende op mindre end et år fremme, er hans tilskyndelse til at bombe Iran øget betydeligt, et punkt som er blevet diskuteret offentligt af en farverig række af personer, både amerikanske (Sarah Palin, Pat Buchanan, Dick Cheney, Ron Paul, Elliott Abrams, George Friedman, David Broder, Donald Trump) og ikke-amerikanske (Mahmoud Ahmadinejad, Fidel Castro). Sygesikring, beskæftigelse og gæld giver kun præsidenten ringe trøst, venstrefløjen er skuffet, og de uafhængige stemmer ligger åbne. Den aktuelle spredte fægtning om sanktioner og droner kunne være ren og skær afledning; et eventuelt angreb på iranske anlæg ville sandsynligvis finde sted i første halvdel af 2012, ikke alt for indlysende tæt på det amerikanske valg.

Konklusion: Khamene'i og Obama kan begge skabe problemer for hinanden. Gør de det, vil Iran og Irak komme til at spille en kolossal rolle i præsidentvalgkampen og fortsætte i deres enestående, trediveårige rolle som tar babies [*] i amerikansk politik.

[* "tar babies" = en slags klæbende problembørn, situationer eller problemer man ikke kan frigøre sig fra]