I et Mellemøsten, der er slået i stumper og stykker af coups d'état [statskup] og civile opstande, tilbyder Den Tyrkiske Republik sig troligt som model takket være landets imponerende økonomiske vækst, dets demokratiske system, politiske kontrol med militæret og dets sekulære orden.
Men i virkeligheden er Tyrkiet måske, sammen med Iran, den farligste stat i regionen. En liste over grundene:
 Recep Tayyip Erdoğan satte sig effektivt på valget i juni 2011 ved at pumpe kredittroværdighed ind i den tyrkiske økonomi. |
En endnu værre modsætning: Ironisk nok synes de sekulære tyrkere at have tendens til at være mere anti-vestlige end AKP. De to andre partier i parlamentet, CHP og MHP, fordømmer AKP's mere oplyste politik, så som dets tilnærmelse til Syrien og dets udstationering af et NATO-radarsystem.
Truende økonomisk kollaps: Tyrkiet står over for et kreditsammenbrud, som stort set er blevet ignoreret i lyset af krisen i Grækenland og andre steder. Som analytikeren David Goldman påpeger, har Erdoğan og AKP bragt landet ud på en økonomisk sviretur: bankkreditten blev pustet op, samtidig med at det aktuelle underskud røg i vejret og nåede et ikke bæredygtigt niveau. Partiets sponsormaskine lånte massive beløb i kortfristede lån for at finansiere en forbrugsboble, som effektivt skaffede det valget i juni 2011. Goldman kalder Erdoğan for en "tredjeverdens stærk mand" og sammenligner Tyrkiet i dag med Mexico i 1994 eller Argentina i 2000, "hvor et kortvarigt boom, finansieret ved kortfristede tilførsler af udenlandsk kapital, medførte en devaluering af valutaen og en dyb økonomisk lavkonjunktur."
 Udsendelsen af Mavi Marmara til Gaza var en bevidst provokation. |
Opsat på kamp med Israel: I tradition med Gamal Abdel Nasser og Saddam Hussein udfolder den tyrkiske premierminister en anti-zionistisk retorik med det formål at gøre sig selv til arabisk politisk stjerne. Man må gyse ved tanken om, hvor han, der må være henrykt over denne smiger, monstro ender. Efter at Ankara gav sin opbakning til et protestskib til Gaza i maj 2010, Mavi Marmara, hvis aggressive fremfærd førte til, at israelske styrker dræbte otte tyrkiske borgere plus en etnisk tyrker, har den tyrkiske regering uforsonligt udnyttet denne hændelse til at fyre op om det hjemlige raseri imod den jødiske stat. Erdoğan har kaldt dødsfaldene for en casus belli [årsag til konflikt], taler om krig med Israel "om nødvendigt" og planlægger at sende endnu et skib til Gaza, denne gang med tyrkisk militæreskorte.
Stimulering af en anti-tyrkisk fraktion: Det tyrkiske fjendskab har genoplivet Israels historisk varme forhold til kurderne og forandret dets kølige forhold til Grækenland, Cypern og endda Armenien. Ud over det lokale samarbejde vil denne gruppering gøre livet svært for tyrkerne i Washington.
Hævdelse af rettigheder over Middelhavets energireserver: Selskaber, som arbejder fra Israel, har opdaget nogle muligvis meget store gas- og oliereserver i Leviathan-feltet og andre felter, som ligger mellem Israel, Libanon og Cypern. Da den cypriotiske regering bekendtgjorde sine planer om at bore, reagerede Erdoğan med trusler om at udsende tyrkiske "frigatter, kanonbåde og … fly." Denne kontrovers, som endnu er i sin vorden, rummer potentialet til en enorm krise. Moskva har allerede afsendt ubåde i solidaritet med Cypern.
 Leviathan-gasfeltet er det største af flere nylige fund mellem Cypern og Israel. |
Selvom udenrigsminister Ahmet Davutoğlu galer op om, at Tyrkiet befinder sig ""lige i centrum af alting," har AKP's stridslyst svækket hans praleri om en "nul problemer" med naboerne-politik og ændret denne til en vidtrækkende fjendtlighed og endog potentielle militære konfrontationer (med Syrien, Cypern og Israel). Når de økonomiske problemer slår igennem, kan dette engang så eksemplariske medlem af NATO køre endnu mere af sporet; kig efter tegn på, at Erdoğan efterligner sin venezuelanske ven, Hugo Chávez.
Det er grundene til, at jeg, foruden iranske atomvåben, betragter et slyngelagtigt Tyrkiet som værende regionens største trussel.
