Schweiziske minareter og europæisk islam

Hvilken betydning har den nylige schweiziske vedtagelse af at forbyde opførelsen af minareter (tårne i tilknytning til moskeer, hvorfra der kaldes til bøn)?

Nogle vil måske anse beslutningen på 57,5 procent mod 42,5 om at godkende en forfatningsændring som noget nær meningsløs. Da det politiske etablissement i overvældende grad er imod vedtagelsen, vil forbuddet sandsynligvis aldrig få virkning. Kun 53,4 procent af vælgerne stemte, så det er kun 31 procent af den samlede befolkning, som støtter forbuddet. Forbuddet gælder ikke islamistiske aspirationer og endnu mindre muslimsk terrorisme. Det får ingen indvirkning på praktiseringen af islam. Det forhindrer ikke bygningen af nye moskeer og kræver ikke, at Schweiz' fire eksisterende minareter rives ned.

Det er også muligt at afvise afstemningen som det ejendommelige resultat af Schweiz' unikke direkte demokrati, en tradition der går tilbage til 1291, og som ikke findes noget andet sted i Europa. Josef Joffe, den fremtrædende tyske kommentator, anser afstemningen for at være et folkeligt tilbageslag mod den række af ydmygelser, som schweizerne har måttet tåle de senere år, kulminerende i tilfangetagelsen af to forretningsfolk i Libyen og den schweziske præsidents ydmygende undskyldning for at få dem løsladt.

Jeg mener imidlertid, at vedtagelsen må få konsekvenser, og det langt uden for Schweiz' grænser.

"Vor Frue af Rosenkransen," Qatars første kristne kirke, mangler kors, klokke, kuppel, spir og skiltning.

For det første rejser den det ømtålelige spørgsmål om gensidighed i muslimske-kristne relationer. Et par eksempler: Da Our Lady of the Rosary [Vor Frue af Rosenkransen], Qatars første kristne kirke overhovedet, åbnede i 2008, skete det uden kors, klokke, kuppel, spir eller skiltning. Rosenkranskirkens præst, fader Tom Veneracion, forklarede deres fravær: "Tanken er at være diskret, for vi ønsker ikke at opflamme til nærtagenhed." Og da de kristne i en by i det Øvre Egypten, Nazlet al-Badraman, omsider efter fire års "møjsommelige forhandlinger, bønfaldelser og livtag med myndighederne," i oktober måned fik tilladelse til at reparere et vaklende tårn ved Mar-Girgis-kirken, angreb en flok på godt 200 muslimer dem, idet de kastede med sten og råbte islamiske og fanatiske slogans. Kopternes situation er så dårlig, at de er vendt tilbage til at bygge hemmelige kirker.

Hvorfor, spørger den katolske kirke og andre, skal kristne døje den slags krænkelser, mens muslimer nyder deres fulde rettigheder i historisk kristne lande? Den schweiziske afstemning passer ind i denne nye atmosfære. Islamisterne benægter selvfølgelig denne lighedspræmis; den iranske udenrigsminister Manouchehr Mottaki advarede sin schweiziske modpart mod ikke nærmere specificerede "følger" af det, han kaldte anti-islamiske handlinger, idet han hermed truede med at gøre minaretforbuddet til et internationalt emne på linje med sammenstødene om de danske Muhammedtegninger i 2006.

Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki advarer om "følgerne" af anti-islamiske handlingerne.

For det andet står Europa ved en korsvej med hensyn til sin muslimske befolkning. Blandt de tre væsentligste fremtidsudsigter – alle kommer overens, muslimerne dominerer, eller muslimerne afvises – er den førstnævnte højst usandsynlig, mens den anden og den tredje forekommer at være lige mulige. I denne kontekst repræsenterer den schweiziske vedtagelse en mulig vigtig legitimation af anti-islamiske synspunkter. Afstemningen vakte støtte over hele Europa, således som det blev vist gennem online-meningsmålinger sponsoreret af mainstream-pressen og gennem udtalelser fra førende skikkelser. Her kommer et par eksempler:

• Frankrig: 49.000 læsere af Le Figaro ville, med en margin på 73-27 procent, stemme for at forbyde nye minareter i deres land. 24.000 læsere af L'Express var enige med en margin på 86-12 procent, med 2 procent ved-ikke. En førende klummeskribent, Ivan Rioufol i Le Figaro, skrev en artikel med overskriften "Hyldest til det schweiziske folks modstand." Præsident Nicolas Sarkozy blev citeret for at sige, at "folket, i Schweiz såvel som i Frankrig, ønsker ikke, at deres land bliver forandret, at det bliver denatureret. De ønsker at bevare deres identitet."

• Tyskland: 29.000 læsere af Der Spiegel stemte med 76-21 procent, med 2 procent ved-ikke, for at forbyde minareter i Tyskland. 17.000 læsere af Die Welt stemte med 82-16 for et "Ja, jeg føler mig hæmmet af minareter" over for et "Nej, religionsfrihed er tvungen."

• Spanien: 14.000 læsere af 20 Minutos stemte med 93-6 procent for erklæringen "God, vi er nødt til at bremse islamiseringens voksende tilstedeværelse" og imod "Slet, det udgør en hindring for integrationen af indvandrere." 35.000 læsere af El Mondo svarede med 80-20 procent, at de støtter et forbud mod minareter i stil med det schweiziske.

Skønt det ikke er videnskabeligt, så er skævheden i disse (og andre) meningsmålinger, gående fra 73 til 93 procents flertal til støtte for den schweiziske vedtagelse, et signal om, at de schweiziske vælgere repræsenterer nogle voksende anti-islamiske følelser overalt i Europa. Den nye vedtagelse gyldiggør også og opmuntrer potentielt til modstand imod kontinentets islamisering.

Af disse grunde repræsenterer den schweiziske vedtagelse et muligt vendepunkt for den europæiske islam.

Dec. 9, 2009 opdatering: En videnskabelig meningsmåling blandt belgierne, sponsoreret af ugeavisen Le Soir og udført af iVOX, påviser, at 59,3 procent af den belgiske befolkning tilslutter sig et forbud som det schweiziske mod opførelsen af nye minareter og 56,7 procent ønsker at forbyde opførelsen af moskeer. Meningsmålingen, som omfattede 1.050 personer, blev udført mellem den 3. og 5. december og har en fejlmargin på under 3 procent.

Beslægtede emner:  Muslimer i Europa tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.